Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fred (retshist.) - Fredag - Fredebrev, se Fredløshed - Fredegar - Fredegunde - Fredenheim, Carl Frederik (opr. Mennander)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dræbtes Slægt, for den Tid, der maatte
hengaa, inden Mandeboden kunde blive betalt. En
saadan midlertidig, tidsbegrænset F. kaldtes for
Grid ell. Grud.
Den af den alm. F. flydende Retsbeskyttelse
kunde, naar særlige personlige ell. stedlige
Betingelser forelaa, efter Omstændighederne
forhøjes, hvilket da fandt Udtryk i strengere
Straffe for Brud paa F. En særlig forhøjet
F. af religiøs Udspring herskede saaledes under
Hedenskabet i de til Guderne viede Hov og
Offerlunde saavel som under de store religiøse
Fester og under de Sammenkomster af Folket,
der fandt Sted for Retsplejens Skyld ell. af
Hensyn til Forsvaret i Krigstid
(Tempelfred, Tingfred og Hær- ell.
Ledingsfred). Af disse bevaredes i senere Tid
Tingfreden og Hærfreden, den første endda udvidet
til Vejen til og fra Tinge, og det er muligt, at
ogsaa Tempelfreden; delvis er blevet fortsat i
Kirkefreden, der dog i de danske Love
forklares som en udvidet Husfred (se straks
ndf.). Det stod dernæst fra gl Tid fast, at en
Mand burde nyde en særlig F. i sit Hjem,
hvilken kaldtes Husfred ell. Gaardfred, idet
ogsaa Gaarden indbefattedes under Huset. Denne
Husfred overførtes, som nævnt, analogisk paa
Kirkerne, fordi disse skulde være hver kristen
Mands Hjem, og herfra bredte F. sig atter
til Kirkegaarden og Kirkevejen. Ogsaa
Skibsfreden og den saakaldte Plovfred, der
kom Bonden tilgode, medens han holdt paa sin
Plov, beroede paa en Udvidelse af Husfreden.
Fra gl Tid stammede endelig den Regel, at en
forhøjet Fred kunde skabes ved et særligt
Tilsagn. Skærpet Straf ramte saaledes den, der
øvede Hævn, efter at han havde modtaget Bod
for den Krænkelse, der gav Anledning til
Hævnen, og i Forbindelse dermed tilsvoret
Modparten Sikkerhed (Trygd), saavel som den, der
gjorde Brud paa en midlertidig tilsagt Grid. Af
yngre Oprindelse var derimod
Kongefreden, der dels var knyttet til Kongens
Opholdssted, dels tilkom dem, han havde taget under
sin særlige Beskyttelse. Under det første
Synspunkt faldt Reglerne om forhøjet Straf for
Vold udøvet i Kongens Nærværelse ell. i
Kongsgaarden, senere ogsaa i det Herred ell. efter
enkelt Forskrift i det Land, hvor Kongen til
enhver Tid opholdt sig. Under det andet
Synspunkt hørte foruden den Beskyttelse, der
opnaaedes ved et særligt kgl. Beskærmelsesbrev,
Markeds- ell. Torvefreden i dens
senere Skikkelse, saavel som, den siden Midten af
Middelalderen anerkendte alm. Byfred, idet
baade Markeder og Købstæder voksede op i Ly
af Kongemagten. Af yngre Oprindelse var
ogsaa den kristne Gudsfred (treuga dei) (se
om den nærmere: Gudsfred og Helg).
Reglerne om skærpet Straf for Brud paa en
forhøjet F. bevarede her i Landet til Dels
deres Bet. udover D. L. Dog forsvandt
Gudsfreden sammen med Katolicismen, og den svorne
F. i en af dens vigtigste Anvendelser sammen
med Blodhævnen, og ved Drab maatte den
Omstændighed, at den alm. Straf for denne
Forbrydelse efter Reformationen var Livsstraf, have
til Følge, at Skærpelsen i senere Tid her kun
kunde ytre sig i Eksekutionsmaaden.
P. J. J.
Fredag, sjette Dag i Ugen (oldsv. freadag,
oldnorsk frjádagr), laant fra oldtysk Friadag,
opkaldt efter Gudinden Fria (oldnordisk Frigg),
som Oversættelse af lat. dies Veneris. En Form,
Freyjudagr (ɔ: Freya’s Dag), forekommer som
rent boglig Form i Islandsk og har maaske
været i virkelig Brug i Norge.
A. O.
Fredebrev, se Fredløshed.
Fredegar, en frankisk Munk, som, uagtet
hans Navn ikke findes i noget Haandskrift,
efter den alm. Antagelse skal have forfattet ell.
rettere kompileret en Krønike, der gaar til
Aaret 642 og behandler saavel frankisk som
alm. Historie. Saavel Sproget som Opfattelsen
er fuldstændig barbarisk, men Krøniken, der er
affattet i Burgund, har ikke desto mindre stor
Bet., da den efter Gregor af Tours’ Skildring,
som den paa mange Punkter supplerer, er vor
eneste nogenlunde samtidige Kilde til 7. Aarh.’s
Historie. Den er udgivet i Monumenta
Germaniae historica (Script. rer. Meroving. T. II
[Hannover 1888]) med Indl. af Krusch, og af
Monod: Compilation dite de F. (Abbeville 1880).
M. M.
Fredegunde, frankisk Dronning, vistnok af
lav Herkomst. Chilperik, en Sønnesøn af
Chlodovech, hvis Hustru ell. Elskerinde hun var,
forskød hende, da han ægtede den vestgotiske
Prinsesse Galsvintha, en Søster til Brunehilde,
der var gift med hans Broder Kong Sigebert.
Men efter at Galsvintha var blevet myrdet
(567), vistnok paa F.’s Tilskyndelse, tog
Chilperik hende atter til Ægte og lod sig ganske lede
af den grusomme og listige Kvinde, hvis Strid
med den ligesindede Brunehilde fyldte
Kongefamilien med Mord og Forbrydelser. Chilperik
var en Tid lang den underlegne i Kampen mod
Broderen, indtil denne blev ryddet af Vejen af
to af F. lejede Snigmordere. Sine Stifsønner
hadede hun, og for at aabne sine egne Børn
Adgang til Tronen lod hun Mervig, der havde
ægtet Brunehilde, og Broderen Chlodevech
dræbe; ogsaa Chilperik selv fik rimeligvis samme
Skæbne (584), thi F. skaanede ingen, ikke
engang de høje Gejstlige, hvem hun forfulgte og
plagede, hvorfor en af dem, hendes bekendte
Samtidige Gregor af Tours, ogsaa fælder en
haard Dom over hende i sin Krønike. Efter
Chilperik’s Død blev deres fire Maaneder gl.
Søn Chlotar taget til Konge i Neustrien under
sin Onkel Guntram’s Formynderskab; denne
søgte fl. Gange at rydde F. af Vejen, men det
mislykkedes, og Dronningen genoptog snart sin
Kamp med Brunehilde i Austrasien, hvor hun
596 erobrede Paris. Aaret efter døde hun.
M. M.
Fredenheim [↱fre.dənhæ^im], Carl
Frederik (opr. Mennander), sv. Embedsmand,
Kunstkender, f. 1748, d. 1803. Opr. ansat i
Diplomatiet blev den kunstinteresserede,
højtdannede Mand af Kong Gustaf III betroet særlig
Tjeneste for at tilvejebringe Kunstsamlinger m.
m. og foretog lange Udenlandsrejser, især
til Italien og Rom, hvor han 1788—89 deltog i
Undersøgelser ang. Forum. Han hjembragte til
Kongen store Samlinger: antikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
