- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VIII: Fiévée—Friehling /
825

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik I, Konge i Danmark og Norge

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Hans’ Død (1513) skal derfor en Del af de
misfornøjede Stormænd i Kongeriget have tænkt
paa at sætte F. paa Tronen, hvilket dengang
mislykkedes; men da Christian II’s Færd stadig
blev mere egenraadig, og da han paa det
dybeste krænkede Hertugen ved at faa
Forleningsretten over Holsten overdraget til sig,
benyttede Hertugen sig af de mange Vanskeligheder,
hvori Christian II havde indviklet sig, og optog
atter de gl. Fordringer fra Broderens Tid. Paa
et Møde i Bordesholm (Aug. 1522) henvistes
Spørgsmaalet om Rigernes Deling til en
Voldgiftskendelse af tyske Fyrster; men inden denne
var faldet, udbrød det jyske Oprør. 26. Marts
1523 hyldedes F. som Konge paa Viborg Ting
og udstedte en foreløbig Haandfæstning, der
endelig vedtoges i Roskilde 5. Aug. s. A. Kbhvn
og Malmö overgav sig dog først Jan. 1524,
hvorpaa Kroningen fandt Sted i Kbhvn 7. Aug. s. A.

Ogsaa Norge anerkendte F. som Konge; dog
maatte han udstede en særlig norsk
Haandfæstning (24. Novbr 1524), hvori Landet
anerkendtes som et Valgrige. Han havde saaledes
opnaaet et langt større Landomraade, end han
tidligere havde tænkt sig; men Landene var
kun løst forbundne ved Kongens Person. I
Norge, hvortil han aldrig selv kom, var hans
Magt i Virkeligheden højst ubetydelig; i
Danmark indskrænkedes den stærkt ved
Haandfæstningens Bestemmelser; Rigsraadet fik en
Størrelse og Magt som ingen Sinde tidligere.
I Hertugdømmerne, der stod som en politisk
Enhed over for Kongeriget, havde han derimod
friere Hænder, og han støttede sig til sine
kraftige holstenske Raader, Johan og Melchior
Rantzau, Kansler Utenhof o. fl. Det var disse
Mænd, der søgte at bevare den store Stilling,
det gottorpske Hus havde vundet i Norden, og
som derigennem ogsaa fik stor Indflydelse i
Danmark. F.’s Stilling var yderst vanskelig.
Udadtil truedes han stadig af Christian II, og han
maatte da støtte sig til Lübeck og Sverige, men
det var upaalidelige Forbundsfæller, som kun
Frygten for Christian II’s Genindsættelse holdt
sammen. Indadtil blev Tvedragten stedse
større. Med Rigsraadet havde Kongen mange
Stridigheder; karrig og sparsommelig, som han var,
laa han i evindelig Kævl med Raadet om større
Indtægter af Riget. For at sætte sin Mening
igennem truede han af og til med at nedlægge
Regeringen ell. at søge Forlig med Christian II,
saa maatte Rigsraadet bevilge Skatter,
Gejstligheden falde til Føje og spæde godt til, men
Forholdet vedblev at være usikkert. Under
disse Forhold opholdt F. sig helst paa Gottorp
og kom sjældent og da kun for kortere Tid til
Kongeriget. Man sagde derfor ogsaa om ham, at
han var en lad og uvirksom Fyrste, der overlod
Sagernes Styrelse til sine Raader; »men«, siger
en af hans fortroligste Raadgivere, »i
Virkeligheden var han en forstandig, indesluttet, tavs
og taalmodig Mand, der netop ved disse
Egenskaber har sat meget igennem; han kunde
anstille sig, som om han ingen Forstand havde
paa Sagerne, som han dog udførte med Visdom
og Dygtighed«.

Denne Skildring af Kongens Karakter er
vistnok i det hele rigtig. Han søgte at optræde
mæglende mellem de stærke Rivninger, der laa
i Tiden, og som syntes at kunne medføre Fare
for Rigernes Sikkerhed og Ro; men hans kloge
Forsigtighed, hans Ulyst til at sætte alt paa
Spidsen, den Dobbelthed, der herved kom til
Syne i hans Regeringshandlinger, gør ofte et
uheldigt Indtryk og gav hans Regering Skin af
Underfundighed og List. Han savnede
ingenlunde Blik for Nødvendigheden af at vinde de
lavere Stænder for sig; bl. Befolkningen i
Hertugdømmerne færdedes han jævnt og ligefremt;
men han kunde ikke bryde med de højere
Stænder, der havde sat ham paa Tronen. Han
søgte, ligesom Christian II, at faa det
stavnsbundne Vornedskab indskrænket, men maatte
opgive det p. Gr. a. Rigsraadets Modstand.
Kbhvn’s og Malmös Borgerskab søgte han at
vinde for sig ved at lægge Valget af Øvrigheden
i det menige Borgerskabs Hænder, og
Borgemestrenes Antal forøgedes; Gilder og Lav blev
endogsaa ophævede (6. Decbr 1526). Men de
lavere Stænder saa dog stadig hen til Christian
II som deres naturlige Beskytter. 1525 rejste
Søren Nordby Borgerne og især Bønderne i
Skaane. Næppe var Bondeoprøret nedslaaet,
især ved Johan Rantzau’s Dygtighed, og Søren
Norby fordrevet (1526), før den stærke religiøse
Bevægelse, som Hans Tausen’s Optræden fra c.
1525 af vakte, forøgede den indre Splid. Da
ogsaa Christian II paa denne Tid fra
Nederlandene ved Overs. af det ny Test. og paa
anden Maade søgte at fremme den stærke religiøse
Gæring, blev F. alene af den Grund nødt til at
tage sig af Reformationen.

I Hertugdømmerne havde Kongen,
understøttet af sine luthersksindede Raader, allerede paa
Landdagene i Rendsborg og Kiel 1525 og 1526
sikret Evangeliets Forkyndelse, uden at der
prædikedes »Fabler«, mod at Tienden o. l.
Ydelser sikredes Gejstligheden. En lgn. Stilling
indtog han i Danmark. Vel havde han i sin
Haandfæstning maattet forpligte sig til ikke at
tilstede nogen Kætter, Luther’s Disciple ell. andre,
at prædike ell. lære og at straffe dem paa Liv
og Gods. Men alligevel udstedte han kgl.
Beskærmelsesbreve, hvorved det tillodes »at
prædike Guds Ord og Evangelium«, og hvorved
Prædikanterne unddroges Prælaternes
Jurisdiktion. Med Kraft hævdede han paa Herredagene
i Odense 1526 og 1527 en Slags Trosfrihed, idet
han forlangte, at Prælaterne først maatte føre
Bevis for, at Prædikanternes Forkyndelse af
»Guds Ord og Evangelium« var kættersk, og
idet han hævdede, at han som Konge ikke var
sat til at dømme Sjælene, saa lidt som han
kunde tvinge nogen til at være i Kloster; »hvo
som enten vilde gifte sig ell. løbe af Kloster,
maatte gøre det paa sit eget Eventyr«. Da han
tillige ved Adelens Hjælp skaffede sig
Supremati i Kirkens Anliggender ved Bestemmelsen
om, at Bekræftelser paa Bispedømmerne ikke
skulde søges i Rom, men hos Kongen selv, og
da han ved Borgerstandens Hjælp paa
Herredagen i Kbhvn 1530, uden at det lykkedes
Prælaterne at føre Bevis for Fripræsternes
kætterske Lære, havde faaet vedtaget en
Lovbestemmelse om Ordets friere Forkyndelse under
Ansvar over for Kongen, havde han ved sin snilde

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Oct 11 14:22:41 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/8/0866.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free