Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik III, Konge i Danmark og Norge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Derefter stod han i en Alder, der muliggjorde
selvstændig Handling, og gennem Stillinger, der
allerede i Barneaarene havde ophobet sig om
ham, ventede der ham rig Lejlighed til
omfattende Virksomhed. Tidlig havde Faderen søgt
at skaffe ham en anselig Fremtid ved at sikre
ham en betydningsfuld fyrstelig Stilling ved
Rigets Sydgrænse; saaledes blev han 1621
Koadjutor i Bremen Stift, 1622 Koadjutor og 1623
Biskop i Verden, 1624 Koadjutor i Halberstadt.
Endnu i 1630’erne fulgte Lykken hans og
Faderens Planer om Udvidelse af den alt vundne
Magt over nordtyske Lande, og uagtet Freden
i Lübeck ogsaa berørte F.’s Interesser stærkt,
blev han dog 1634 Ærkebiskop i Bremen, og
Aaret efter fik han Verdens Stift i sin
Besiddelse. Men da fremkaldte Krigen mellem Danmark
og Sverige en afgørende Forandring. Alt, hvad
der var vundet S. f. Elben, gik tabt. Direkte
Forhandlinger med Sverige efter
Brømsebro-Freden skaffede ham ikke Landene tilbage, og
1647 gav han definitivt Afkald paa sine
Bispedømmer. Disse Aar havde bragt ham rige
Erfaringer, der havde præget og modnet hans
Personlighed, men det var væsentlig gennem de
alvorligste Vanskeligheder og Kampe, at han
havde naaet sin Udvikling. I de forholdsvis
lykkelige Aar havde Styrelsen af de forsk. tyske
Lande ikke været let; den storpolitiske Stilling
var stadig utryg, og i de indre Forhold
forbitredes F. af Stridigheder med Stænderne, over
for hvilke han optraadte med stor Skarphed.
Under Svenskekrigen var han ikke heldig.
Tidlig i 1644 udnævntes han til Generalissimus og
Præsident for Krigsraadet i Glückstadt, men
hverken medens han stod i Hertugdømmerne,
ell. da han i Decbr s. A. fulgte efter Wrangel
mod N. og forenede sig med Anders Bille,
lykkedes det ham at gøre Fjenden væsentligt
Afbræk. Forholdenes store Vanskelighed og
Hensynet til paa een Gang at beskytte
Marsklandene og forebygge, at Svenskerne tog Bremen,
hvilket sidste dog alligevel skete, anføres som
Undskyldning for, at han fik udrettet saa lidt.
Men samtidig var det kommet til et
Sammenstød mellem F. og den danske Rigsmarsk
Anders Bille. Under Fællesoperationerne i Jylland
ved Nytaarstid 1645 var de blevne uenige om
Krigsplanen. Der forblev en Brod i begges Sind;
for første Gang var Prinsens Virksomhed for
Alvor blevet forflyttet fra tysk Grund til
Danmark, og straks var han tørnet sammen med
den mægtige danske Adel, repræsenteret i
Rigsmarskens Person.
I 1630’erne havde der været Forhandlinger
om et Ægteskab mellem F. og Dronning
Kristina af Sverige; de førte ikke til noget, og
1640 forlovede han sig med Sofie Amalie,
Datter af Hertug Georg af Braunschweig-Lüneburg.
18. Oktbr. 1643 stod deres Bryllup. To stærke,
vidt forsk. Personligheder stod fra nu af ved
hinandens Side. Sofie Amalie’s Indflydelse paa
F. blev af indgribende Bet. for ham. F. skildres
allerede i 1632 af en eng. Gesandt som mørk
og indesluttet. Han havde ringe Sans for ydre
Adspredelser og Forlystelser; stille Studier var
hans Glæde og kunne vække hans livlige
Interesse. Stærke Lidenskaber besad han, men vandt
i Aarenes Løb stor Evne til Selvbeherskelse.
Han afholdt sig fra stærke Drikke, og af uægte
Børn kendes kun Ulrik Frederik Gyldenløve,
der var født før hans Ægteskab. Nu fik han til
Hustru en 20 Aar yngre Kvinde, livsglad og
levelysten, med stærke Lidenskaber, fremfor alt
en brændende Ærgerrighed, og med Krav paa
Festligheder og støjende Fornøjelser. Dybere
indbyrdes Sympati skabtes vanskelig her, men
de mødtes i fælles Ærgerrighed og Krav om
Magt. Sofie Amalie var Søster til Fyrster med
bestemt udprægede enevældige Tendenser, hun
havde Evne som Vilje til at lade sit kraftige
Initiativ indvirke paa sin Husbond, og under
dennes lange Overvejelser, der ingenlunde altid
skabte en fast Besluttethed, var der god Plads
for en energisk Paavirkning. F.’s Kampe i
Ungdomsaarene lagde ham det nær at haabe paa
en Tid, da alle Skranker for hans Magt kunde
ryddes til Side; han havde udpræget dynastiske
Interesser; Minder om Sammenstød med tyske
Stænder og mægtige danske Adelsmænd sad
fast; tyske Raadgivere, for hvem en stærk
Fyrstemagt var det ideelle Modstykke til en dansk
Valgkonges beklippede Myndighed, stod ham
nær. Saaledes førte Karakter og Livsvilkaar
allerede tidlig Prins F. og hans Hustru frem
mod de samme enevældige Idealer, der brød
saa stærkt frem i det samtidige Vesteuropa.
Under Uvisheden m. H. t. sine tyske Landes
Skæbne og fra det Øjeblik af, da Forlovelsen
med Sofie Amalie var kommet i Stand, havde
F. vist en stigende Interesse for at vinde Magt
inden for det danske Rige; Juli 1647 havde han
faaet en fast Virksomhed der, idet han blev
Statholder i Hertugdømmerne med Bopæl i
Flensborg, og snart saa han store Muligheder
aabne sig for sin Fremtid. Længe havde hans
ældre Broder, Tronfølgeren Hertug Christian,
været svagelig, og Udsigten til, at han vilde faa
Børn, været ringe. Alligevel havde F. 1642 og
1643 sikret sig betydelige Dele af
Hertugdømmerne for det Tilfælde, at Broderen skulde
efterlade sig Arvinger ell. blive Konge. Siden
gaar han videre og søger at opnaa et subsidiært
Tronfølgervalg, skønt Broderen endnu er i Live,
og Udtalelser i hans Breve fra denne Tid viser,
hvorledes allerede nu Arvekongespørgsmaalet
stod for ham som det egl. Maal. Og da saa
Prins Christian dør Juni 1647, kommer det
Øjeblik, da F. endelig opgiver Kampen for at faa
sine Bispedømmer tilbage, utvivlsomt paavirket
af Hensynet til, at den danske Adel vitterlig
nærede Frygt for, at Striden om Stifterne, hvis
han valgtes til Konge, skulde hidføre en ny
Krig med Sverige. Saaledes var Prins F.’s
Stræben for længst rettet mod Kronen, men intet
Kongevalg var foretaget, da Christian IV døde
28. Febr 1648.
Maanederne efter den gl. Konges Død var en
Kamptid, og fra det Øjeblik af, da han 7 Dage
efter Faderens Død naaede til Kbhvn fra
Flensborg, var Striden om Valget og dets Vilkaar
standende mellem ham og Rigsraadet. Først 3.
Maj endte de lange Forhandlinger, og 6. Juli
fandt Hyldingen Sted; 23. Novbr kronedes F. og
hans Dronning. Modstanden mod hans Valg
havde langt mindre faaet positive Udtryk end
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
