- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VIII: Fiévée—Friehling /
830

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik III, Konge i Danmark og Norge

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

været til Stede som en Stemning inden for de
mægtige Adelskredse. Man vidste der god
Besked med hans enevældige Lyster, man frygtede
Indflydelsen fra Sofie Amalie og fra Raadgivere
som Dietrich Reinking, Christoffer Gabel og
Theodor Lente; ogsaa Striden med Anders Bille
var i frisk Erindring. Trods Splittelsen inden
for Adelen opnaaede F. da heller ikke Valg
uden paa de haardeste Vilkaar. Hans Fordring
om at faa Norges Rige overleveret efter
Arveretten lykkedes det ham ikke at gennemføre;
han maatte erkende sig for valgt der saavel
som i Danmark. Haandfæstningen bandt ham
paa alle Punkter, og fl. Bestemmelser viste
Adelens Frygt for, hvad der kunde ventes af
ham.

F.’s Kongetid falder i 2 Afsnit, Vendepunktet
er Svenskekrigen, der baner Vej for
Suverænitetens Indførelse; Adelsvældens sidste Dage
følges af Enevældens første Tiaar. I Aarene indtil
1651 er Kampen mod Svogerpartiet
Midtpunktet. I dette Aar forlader Korfits Ulfeldt som
Flygtning Danmark, medens Hannibal Sehested
opholder sig i Unaade udenlands. Allerede paa
dette Tidspunkt var Kongemagten kendelig
stærkere, end da Haandfæstningen
underskreves; men denne Magtforskydning, der siden
fortsattes, beroede ikke saa meget paa en bevidst
og konsekvent Politik fra Kongens Side som paa
en stilfærdig Udvikling af Forholdene. Adelen var
i Opløsning, de andre Magtfaktorer svage; Hoffet
bandtes ikke af Slægtshensyn til mægtige
indenlandske Adelsmænd, men knyttet med stærke
Traade til det enevældige Braunschweig levede
det sit eget Liv for Kongeparrets Interesser.
Uden noget direkte Brud med sine Forpligtelser
forstod Kongen og hans Raadgivere til det
yderste at udnytte al den Myndighed, der var levnet
Kongemagten; de faa Reformer, der saa Lyset,
skyldtes deres Initiativ, Udenrigsstyrelsen laa
væsentlig hos Kongen. Men i det stille vokser
de enevældige Tendenser, de viser sig i den
stigende Benyttelse af fremmede Raadgivere;
Interessen for Norges Anerkendelse som Arverige
er stadig levende. Paa en hidtil ukendt Vis
former der sig om Kongeparret et Hof efter europ.
Mønster, og det bliver næsten som en Trusel
over for Rigsraadet. »Hoffet drager til sig;
Hoffet bliver en Magt«, hvis Interesser føles i
Modstrid med Raadets, og hvor det er muligt,
undlader Kongen ethvert Hensyn til dettes
Ønsker. Man sporer ny Tings Frembrud af den
stigende Opløsning, men uvist og uklart var alt,
endnu kun i uberegnelig, langsom Vorden. Da
kommer Krigen med Sverige 1657.

Kongen har et Hovedansvar for
Krigserklæringen. Aarsagerne til Rigets Svaghed var gl.,
men uden modent Overlæg kastede hans
Beslutning Landet ind i den fortvivlede Kamp i
et Øjeblik, hvor den største økonomiske
Nedgang traadte grelt frem paa Baggrund af en
social Opløsning. Hans Trang til Selvvilje fik her
for en Gangs Skyld et Udtryk, der drog
Rigsraadets Flertal med sig. Men medens Krigens
Resultat blev Rigets Sønderlemmelse og
fuldstændige Forarmelse, saa fandt Kong F.’s
vaagne Selvherskertendenser og dynastiske
Interesse her omsider den Baggrund, ud fra hvilken
der kunde voves og vindes. Allerede under
Krigens første Afsnit foretog han Skridt til
en Magtudvidelse. Da den gottorpske Hertug
ved Roskilde-Freden havde faaet Suverænitet
over sin Del af Slesvig, skaffede Kongen sig
det samme for sig og sine Arvinger i den kgl.
Del. Bornholm fik han siden til Arv og Eje i
sin Slægt, og medens Rigsraadet trængtes mere
og mere til Side for de fremmede Raadgivere
og Venner, tiltog mellem disse de tyske
Officerers Tal. Saa kom den anden Krig og bragte
Kong F. den fortjente Folkeyndest for kgl. Mod
og mandig Udholdenhed. Han skænkede Kbhvn
Privilegierne og knyttede Stadens Borgerskab
nøje til sig, ja vakte hos hele Rigets
Borgerstand Tanker om, at Kongen vilde være Føreren
i den stadig voksende Kamp mod Adelens
Overvælde. Regeringsforandringen 1660 blev kun for
en Del F.’s eget Værk; ind i en Række
Aarsager, der havde Rod dybt i Folkets Historie
og i en lang social og politisk Udvikling, greb
han med klog og resolut Benyttelse af Lejlighed
og Personer. Men saa lidt som han havde
været i Stand til at opbygge en Politik paa et
Fundament af klare Principper, saa lidt var
han overlegen nok til at kunne skabe helt
forfra ell. til at kunne benytte de frugtbare
Spirer, der fandtes. Hans Stræben efter Enevælden
var vel i Samklang med, hvad der rørte sig ude
i Europa, men for ham selv »var det hele
nærmest et Spørgsmaal om Formaalstjenlighed og
Magt«. Han blev i høj Grad drevet frem af den
energiske Dronning og af beslutningskraftige
Raadgivere, men de, der handlede offentlig for
ham, følte sig trygge ved at vide ham bag sig.
Derimod sveg han enhver Forventning om
Forstaaelse af den Trang til et vist Maal af
folkelig Medregering, der var et Element i den store
Opløsning, der havde muliggjort hans Statskup.
Han skred resolut frem til den ubetingede
Enevælde, da han saa Mulighed derfor. Han agtede
ikke paa Borgerstandens Ønsker, og han slog
haardhændet Adelens Misfornøjelse ned.

Den 16. Oktbr 1660 fik han sin Haandfæstning
kasseret, 18. Oktbr og 15. Novbr s. A. hyldedes
han som Arvekonge, 10. Jan. 1661 fik han ved
»Arveenevoldsakten« af Stænderne overdraget
Arveret, Suverænitet og absolut Regering, og 14.
Novbr 1665 blev hans Underskrift paa
Kongeloven den endelige Fuldbyrdelse paa Værket.

De sidste 10 Aar af F.’s Regering optoges af
det store Arbejde paa den Reorganisation og
Omdannelse af Regering og Administration, som
allerede i Efteraaret 1660 var paabegyndt og
ved den ny Tingenes Orden saavel som de
bestaaende Forfatningsrammers Bristning gjordes
paatrængende nødvendig. Kongens stærke og
levende Interesse spores her overalt; selv hvor
Yndlinge som Christoffer Gabel og Tillidsmænd
som Peder Reedtz, Henrik Bjelke, Hans Schack
og Hannibal Sehested ell. siden Peder
Schumacher overtog en stor Del af Arbejdet, havde
Kongen sin Haand med deri, og fremfor alt
vaagede han over, at hans Kongevælde sikredes
og omgærdedes. Kollegialordningen indførtes,
den dømmende Magt udskiltes paa det øverste
Trin fra Administrationen; men ligesom Kongen
resolverede efter Kollegiernes Indstillinger,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:10 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/8/0871.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free