Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik III, den Smukke, tysk Konge - Frederik IV, tysk Konge - Frederik I, Konge af Preussen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
løst fra sin Ed, holdt han dog sit Løfte.
Forhandlingerne fortsattes, og Jan. 1326 sluttedes
Fred mellem Habsburgerne og Ludvig, der
indsatte F. til Konge i Tyskland, medens han selv
drog til Italien. Faa Uger efter døde imidlertid
Broderen Leopold, der havde været hans bedste
Støtte, og F. blev, svag som han var, mere og
mere trængt ud af Regeringen og vendte snart
tilbage til sine Arvelande, hvor han imidlertid
kom i Strid med sine Brødre Albrecht og Otto
og maatte give efter for deres Ønsker.
M. M.
Frederik IV, tysk Konge, som Kejser F.
III, hvilken Benævnelse han ogsaa selv bruger
i sine officielle Aktstykker, Søn af Ernst den
Jernhaarde af Steiermark, f. 1415, d. 19. Aug.
1493. Han opdroges af sin Onkel Grev Frederik
af Tyrol og tiltraadte 1435 Regeringen i
Steiermark, Kärnthen og Krain; det flg. Aar foretog
han en Rejse til det hellige Land og blev senere
Formynder for sin Fætter Sigismund af Tyrol.
Da Kejser Albrecht II af Østerrig 1439 var
faldet mod Tyrkerne, valgtes han 1440 til tysk
Konge, men kronedes først 1442. Albrecht’s
Enke Elisabeth overdrog ham som Senior for
Huset Habsburg Formynderskabet for sin lille
Søn Ladislaus Posthumus, der af Navn var
Konge i Böhmen og Ungarn, hvor Statholderne
Georg Podiebrad og Johannes Hunyades dog
snart blev de virkelige Regenter, uden at F.
mægtede at ændre dette Forhold. Lige saa
uheldig var hans Forsøg paa ved Hjælp af
Armagnakerne (s. d.) at genoprette det habsburgske
Herredømme i Schweiz (1444). F. var i det
hele en højst ubetydelig Personlighed, lad og
træg, hvis eneste Interesse var den finansielle
Bestyrelse af sine Huslande, og hvis eneste
Lidenskab var Perler og Diamanter. For Riget
bekymrede han sig ikke, og hans Uduelighed
og Svaghed lagde sig tydelig for Dagen i hans
Stilling over for Basel-Koncilet og Paven. Han
lod sig nemlig vinde for denne af den kloge
Italiener Æneas Sylvius og lovede hemmelig
Paven Eugen IV Obediens samt at virke for
Kurfyrsternes Underkastelse mod Løfte om
Kejserkroning og forsk. Rettigheder samt store
Pengesummer. Ved Bestikkelser lykkedes det at
gøre Fyrsterne indbyrdes uenige, og
Wien-Konkordatet (1448) kuldkastede alt, for hvilket
Koncilet havde kæmpet, og gengav Paven hans gl.
Magt over den tyske Kirke, om end det
skaffede F. og Fyrsterne forsk. Fordele. 1452 drog
han til Italien for at hente sin Brud Eleonore af
Portugal og blive kronet; dette skete ogsaa i
Rom, men Toget viste tillige, at den kejserlige
Magt intet mere betød i Italien. Ved hans
Hjemkomst tvang en Adelsopstand ham til at
udlevere sin Myndling Ladislaus, og da denne
døde 1457, tilfaldt kun Ærkehertugdømmet
Østerrig F., medens Bøhmerne valgte
Podiebrad til deres Konge, og Mathias Corvinus,
Joh, Hunyades’ Søn, besteg Ungarns Trone. Og
selv om Østerrig maatte han kæmpe med
Broderen Albrecht, der opsagde ham Huldskab og
Troskab og belejrede ham i Wien (1462). Det
flg. Aar døde ganske vist Albrecht, men
Landene var i den frygteligste Forvirring. I
Kampen mod Tyrkerne tog F. saa godt som ikke
Del, ligesom han heller ikke blandede sig i
Tysklands indre Forhold, men lod Kampen mellem
Stæderne og Fyrsterne gaa sin Gang, ja efter
1444 viste han sig i 27 Aar ikke i Riget og
hindrede alle Reformforslag ved sin passive
Modstand. Derimod nærmede han sig til Karl den
Dristige, hvem han lovede at ophøje Burgund
til et Kongerige og faa ham selv udnævnt til
rom. Konge, mod at Karl’s Arvedatter Maria
skulde ægte hans Søn Maximilian. Paa det
afgørende Møde i Trier (1473) blev Sagen
imidlertid forpurret ved Kurfyrsternes Modstand og
F.’s pludselige Afrejse, der næsten lignede en
Flugt, men efter Karl’s Død fuldbyrdedes
Ægteskabet 1477. Huset Habsburg’s Magt forøgedes
herved betydelig, men hvad der vandtes mod
V., var nær gaaet tabt mod Ø. Fra 1477 gjorde
nemlig Mathias Corvinus Indfald i Østerrig,
hvor han lod sig hylde som Hertug, og 1485
erobrede han Wien, som han holdt besat til sin
Død 1490, medens Kejseren, der ikke havde
gjort nogen nævneværdig Modstand, rejste rundt
paa Gæsteri i Tyskland. Der havde ofte været
Planer oppe om at afsætte ham, men de var
altid strandede paa Fyrsternes indbyrdes
Uenighed; 1486 valgtes imidlertid hans Søn
Maximilian til rom. Konge paa Rigsdagen i Frankfurt.
Da F. ikke vilde gaa ind paa Rigsstændernes
Reformforslag, nægtede de at hjælpe ham mod
Ungarerne, og først 1490 lykkedes det
Maximilian, understøttet af det schwabiske Forbund,
at erobre Wien tilbage. (Litt.: Bachmann,
»Deutsche Reichsgeschichte im Zeitalter F. III
u. Maximilian I«, 2 Bd [Leipzig 1884—94]).
M. M.
Frederik I, Konge af Preussen (1701—13),
som Kurfyrste af Brandenburg F. III, Søn af
Kurfyrst Frederik Vilhelm den Store og Louise
Henriette af Oranien, f. 11. Juli 1657, d. 25.
Febr 1713. Han opdroges af den udmærket
dygtige Eberhard Danckelmann og deltog i
Faderens sidste Leveaar i Styrelsen, uagtet
stærke Brydninger fandt Sted mellem Fader
og Søn. Efter sin Regeringstiltrædelse 9. Maj
1688 fulgte han for en væsentlig Del den store
Kurfyrstes Regeringsprincipper udad- og
indadtil. Han fastholdt det som den preuss.
Udenrigspolitiks Formaal i Forbund med Huset
Habsburg og Sømagterne at værge Tyskland
imod Ludvig XIV’s Vælde. Til Kejseren
nærmedes han tillige af et tidlig næret Ønske om
at opnaa Kongekronen, et Formaal, der
væsentlig paavirkede Preussens Holdning i de
første 12 Aar af hans Regering. F. deltog i
Krigen mod Frankrig 1688—97, men vandt intet
Land ved Freden i Rijswijk (1697). Ved den
saakaldte Krontraktat af 16. Novbr 1700 tillod
Kejseren ham at ombytte Kurfyrstehatten med
Kongekronen; 18. Jan. 1701 paasatte F. sig
denne i Königsberg. Til Gengæld lovede han
Kejseren Hjælp i den sp. Arvefølgekrig og bandt
sig i fl. Henseender til Østerrigs Politik.
Deltagelsen i Krigen bragte ham ingen Fordel, men
ved Arv, Køb og Underhandlinger udvidede han
sit Monarki med fl. Landskaber og Byer, saasom
Quedlinburg, Geldern, Mörs og Lingen m. fl.
F.’s Ærgerrighed lod ham stræbe efter at hæve
sig op i Række med de store europ. Fyrster.
Derfor attraaede han Kongenavnet, derfor søgte
han at bygge sin Anseelse paa et glimrende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
