Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik II, den Store, Konge af Preussen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Gennem hele F,’s Regeringstid strakte sig
hans Virksomhed for materielle Reformer.
Efter Syvaarskrigen anvendte han straks alt, hvad
han raadede over af Penge, til at ophjælpe de
ødelagte Egne og hjalp i lige Grad Borgere,
Bønder og Adel. Det var ham et Hovedformaal
at forøge Folkemængden; han fik derved
Kræfter, der kunde drage Fordel af hans Landbo-,
Handels- og Industripolitik. Led i
Landbopolitikken var de store Koloniserings-, Opdyrknings-
og Udtørringsarbejder, samt Arbejder for
Have- og Skovkultur, han satte i Gang; en anden Side
var Bestræbelsen for at udrydde Livegenskabet,
hvad der dog kun lykkedes paa de kgl.
Domæner, og for at faa Hoveriet formindsket og
ordnet I Henseende til Handel og Industri
hyldede han i det hele Merkantilismens
Grundsætninger og opfattede Preussen som et
økonomisk Hele, der skulde staa paa sine egne Ben,
uafhængigt af Udlandet. Det var ret forældede
Principper i stærkt protektionistisk Retning,
men bedre end de fleste andre Steder gik det
dog hans store Nyanlæg af Fabrikker,
Dannelsen af Handelskompagnier og Monopoliseringen,
der fulgte med Systemet; der blev grundlagt
en Virksomhed, som holdt sig og bar rig Frugt.
Over for Adelen stod F. langt venligere end
hans Fader, der havde betragtet den med
Mistillid; i sine Krige lærte han den preuss. Adels
milit. Dygtighed at kende. Ganske vist vilde
han lige saa lidt som sin Forgænger indrømme
Adelen et Gran af politisk Indflydelse, og under
ham forsvandt den sidste Rest af reel
Myndighed i Provinsstænderne, hvor Adelen havde haft
Hovedbetydningen. Men paa den anden Side
vilde F. ikke udjævne Standsforskellen; han
søgte tværtimod at opretholde den, ja skærpede
den endogsaa paa fl. Punkter; hver Stand
havde sine særegne Opgaver, fandt han, og det
skulde bevares; han var lige meget imod, at en
Bonde købte et Riddergods, og at en adelig
købte en Bondegaard. Det første vilde nemlig
berøve Staten en adelig Officer, men nedlagdes
en Bondegaard, da formindskedes
Jordarbejdernes Antal og dermed Folketallet i det hele.
Overalt skulde Staten regulere, overalt greb
Centralstyrelsen ind, og alle Vegne mærkedes
hans kraftige Haand. Det skabte en stor Kraft
og Fasthed; Svagheden var, at det i Tidens
Løb kunde stivne inden for de mange Rammer
og Skel.
Inden for den preuss. Forvaltning
gennemførtes en Række Reformer, af hvilke den
vigtigste var den, at der i Kraft af Bestræbelsen
efter den størst mulige Enhed indførtes
Regeringsdepartementer efter Forretningernes Art,
medens Centralstyrelsen tidligere alene havde
delt sig efter Provinser. 1740 kom der saaledes
et Handelsdepartement, 1746
Krigsdepartementet, senere Bjergværks- og
Skovvæsensdepartementer. Paa den anden Side reformeredes
Provinsstyrelsen; i Schlesien og i Vestpreussen, de
to Landsdele, som F. i en ganske særlig Grad
søgte at ophjælpe, ansattes der
Provinsstatholdere umiddelbart under Kongen.
Finansstyrelsen var ypperlig; det viste sig ved, at Landet
ikke blot bar de uhyre Krigsomkostninger, men
at F. ved sin Død kunde efterlade sig en
Krigsskat paa 70 Mill. Thaler, uagtet der intet var
sparet af Udgifter til indre Reformer. 1766
indførtes et nyt Finansdepartement, den saakaldte
»Regie«, der gav Skattevæsen og Toldvæsen en
fast og ordnet Enhed. Det var mest indkaldte
fr. Embedsmænd, der ledede Regiet; det var
derfor upopulært, og medens F.’s Skatte- og
Toldpolitik gav et ypperligt fiskalt Resultat,
tyngedes Befolkningen stærkt, mest ved haarde
indirekte Skatter og ved Monopolisering. Der
var dog Bestræbelser efter at lette Byrderne
paa den ubemidlede Del af Befolkningen.
Saaledes dannede Kornhandelen et Statsmonopol,
og Udførsel hemmedes for at holde
Kornpriserne nede; Preussen skaanedes ogsaa for
Hungersnød og Dyrtid i F.’s Tid.
Retsvæsenet var en Hovedgenstand for
Kongens Omsorg. 1746 havde han af Kejser Karl
VII erhvervet et Privilegium de non revocanda
for alle de preuss. Lande, der derfor fremtidig,
var fri for det tyske Riges indviklede
Retsvæsen. Storkansleren Coccejus og senere
Storkansleren Carmer reformerede derefter det preuss.
Retsvæsen i enhver Henseende. Resultatet var
den berømte preuss. Landret, der dog ikke blev
fuldført før efter Kongens Død. Betydelige
Reformer fandt ogsaa Sted paa
Undervisningsvæsenets Omraade, mindre dog for den lavere
Skoles Vedk. end for Akademiernes og
Universiteternes. Over for de forsk. Konfessioner
fastholdtes stor Tolerance, men af politiske Grunde
krævede F. streng Underordning af Kirken og
unddrog den saa vidt muligt Indflydelse paa
Undervisningen. Over for den kat. Kirke
stillede han sig paa en god Fod; det var politisk
klogt af Hensyn til de mange kat. Undersaatter
i de polske Lande og i Schlesien. Da
Jesuiterordenen var opløst, gav han den Fristed
sidstnævnte Sted.
F. hører til Krigshistoriens ypperste
Feltherrer, i krigshistoriske Værker og i Praksis
omfattede han alle Sider af Hærvæsenet og greb
dybt ind i dettes Udvikling. Han gjorde
Preussen til en førsterangs Militærmagt; fra 80000
Mand forøgede han Hæren til henimod 200000.
Soldaterne var dels hvervede, dels udskreves
de efter et System, grundlagt af Frederik
Vilhelm I, hvorefter hvert Regiment rekruteredes
fra sin Provins, og Militærtjenesten principielt
paahvilede hver Borger og Bonde. Frederik
Vilhelm I’s jernhaarde Disciplin slappedes ikke;
Officerernes Uddannelse forbedredes, og da de
udelukkende toges af Adelen, skabtes der en
dyb Kløft mellem Bourgeoisiet og
Militærstanden, der paa sin Side knyttedes uløselig til den
preuss. Konge.
Efter Freden i Hubertsburg blev det F.’s
politiske Hovedprincip at vedligeholde en sikker
Ligevægt mellem de europ. Stormagter.
Frankrig havde stillet sig mod Preussen i
Syvaarskrigen, England havde vist sig upaalidelig til
sidst, og F. vendte sig derfor først og fremmest
til Rusland, hvor Katharina II’s Tronbestigelse
1762 i høj Grad havde lettet ham Udgangen af
Syvaarskrigen. Katharina mødte ham paa sin
Side ikke blot med stor Beundring, men ogsaa
med en omfattende Plan om ved en nordisk
Alliance, hvori bl. a. ogsaa Danmark og Sverige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
