Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik Vilhelm IV, Konge af Preussen - Frederik III, Konge af Preussen og tysk Kejser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
derfor med Rette blevet kaldt »Romantikeren
paa Tronen«. Da han 1840 kom til Regeringen,
var hans første Skridt politisk Amnesti,
Frigivelse af de to fængslede kat. Ærkebisper
(Droste-Vischering og Dunin) og Genindsættelse
af frisindede Embedsmænd, som tidligere var
blevne fjernede fra deres Poster (Arndt, v.
Boyen o. fl.); ogsaa mildnedes Censuren 1842.
Hans gl. Interesser viste sig i Indkaldelse til
Berlin af mange fremragende Videnskabsmænd
og Kunstnere, samt i Optagelsen af Arbejdet for
Fuldførelsen af Köln’s Domkirke. Ligeledes
deltog han med den eng. Regering i at stifte et
evangelisk Bispedømme i Jerusalem 1841, og
han gav den kat. Kirke i Preussen en langt
friere Stilling. Derimod afvistes bestemt
Ønskerne om en fri Forfatning, og da der begyndte at
røre sig en skarp Opposition, fulgte snart ny
Tvangsforholdsregler. 1842 indkaldtes dog et
Udvalg fra alle Provinsialstænder, og 1847
endog en forenet Landdag; men i stærke og
svulstige Ord udtalte han, at han aldrig vilde give
en nymodens Forfatning, der »vilde forvandle
det naturlige Forhold imellem Fyrste og Folk
til et konventionelt« og lade »et skrevet Blad
Papir trænge sig imellem vor Herre Gud og
dette Land for at styre os med sine
Paragraffer«. Der hengik dog kun eet Aar, da han
nødtes til helt at fornægte sin Lære. Under
Urolighederne i Berlin i Marts 1848 lod han først
Soldaterne skyde paa Folkemassen, men afbrød
pludselig Kampen og erklærede i et Opraab »til
mine kære Berlinere« det forefaldne for en
Misforstaaelse, ja ydmygede sig i den Grad for
Folkets Forlangender, at den kgl. Værdighed
led derunder (hilste de Faldnes Lig, da de
førtes ind i Slotsgaarden, og red omkr. i Gaderne
med et Armbind i de tyske Farver). Han
sluttede sig nu aabent til den tyske Enhedsstræben
(»Preussen skal for Fremtiden gaa op i
Tyskland«) og tilsagde 21. Marts i et Brev til
Hertugen af Augustenborg sin Hjælp til Hævdelsen
af den slesvig-holstenske Doktrins tre
Grundsætninger. Han troede utvivlsomt, at han vilde
være i Stand til at lede Bevægelsen saavel i
Preussen som i Tyskland, men blev snart
skuffet. Da den preuss. Nationalforsamling, som
skulde drøfte den fremtidige Grundlov, ved sine
demokratiske Overdrivelser krænkede hans kgl.
Følelser paa det dybeste og tillige stødte
Folkets Mellemklasser fra sig, afkastede han den
liberale Maske, som han nødtvungen havde
baaret, og tog Novbr 1848 et nyt konservativt
Ministerium. Med de fra Slesvig tilbagevendte
Tropper blev Berlin erklæret i
Belejringstilstand, og Nationalforsamlingen forlagdes til den
lille By Brandenburg. Da dette Middel ikke
forslog, blev Forsamlingen opløst, og en frisindet
Forfatning kundgjordes 5. Decbr af kgl.
Magtfuldkommenhed. Dog faa Maaneder efter opkom
Strid med de ny Kamre, og nu oktroieredes en
anden Valglov, hvorefter Forfatningen blev
»gennemset« i reaktionær Aand, indtil Værket
afsluttedes 1853 med Dannelsen af et
aristokratisk Herrehus. Ikke bedre gik det med den
tyske Enhed. Da Nationalforsamlingen i Frankfurt
April 1849 tilbød ham den tyske Kejserkrone,
afslog han den, idet han forsmaaede
Folkevalget og kun vilde modtage Kronen, saafremt
den frit tilbødes ham af Fyrsterne. At tilvende
sig Ledelsen med Magt laa ham fjernt;
derimod søgte han først at knytte Hannover og
Sachsen til sig ved »Trekongeforbundet« og
senere at danne et snævrere Forbund (»Union«)
med de mindre, nordtyske Fyrster, efter at han
forinden med Troppemagt havde undertrykt
Revolutionerne i Dresden, Pfalz og Baden. Men
da hans Planer mødte afgjort Modstand fra
Østerrig og Mellemstaterne, og en Krig truede
i Novbr 1850, lod han sin Raadgiver v.
Radowitz falde og fandt sig i Forbundsdagens
Genoprettelse. I de flg. Aar raadede en streng
Reaktion under Manteuffel’s Styrelse. Under
Krim-Krigen vaklede han imellem sin Svoger, den
russ. Tsar, og Vestmagterne, hvis Sag hans
mangeaarige Ven Bunsen forsvarede, og holdt
derfor Preussen neutralt til liden Baade for
dets Anseelse. Det lykkedes ham 1849 at knytte
sin Slægts Stammeland Hohenzollern til den
Preuss. Krone (lod siden Borgen prægtig
genopbygge), men han maatte 1857 give Afkald paa
Neuchâtel. I Slutn. af 1857 viste hans
Aandsevner sig saa svækkede, at hans Broder Vilhelm
maatte overtage Regeringen. F. V. havde 1823
ægtet Elisabeth (1801—73), Datter af Kong
Maximilian I af Bayern, men Ægteskabet forblev
barnløst. To Gange truedes hans Liv af
Snigmordere, 1844 af Polakken Borgemester Tscheck
og 1850 af en tidligere Underofficer Sefeloge.
(Litt.: L. Ranke, »Friedrich II og F. W. IV«
[Leipzig 1878]; A. Reumont, »Aus König F.
W. IV’s gesunden und kranken Tagen« [Leipzig 1885]).
E. E.
Frederik III, Konge af Preussen og tysk
Kejser (Marts—Juni 1888), f. 18. Oktbr 1831, d.
15. Juni 1888, eneste Søn af Kejser Vilhelm I.
I sin Ungdom dyrkede han mest historiske
Studier og blev mindre end de fleste andre
preuss. Prinser oplært til Officer. Hans
Ægteskab 1858 med den eng. Prinsesse
Victoria (f. 21. Novbr 1841, d. 5. August 1901,
siden 1888 kaldt Kejserinde Friedrich)
øvede stor Indflydelse paa ham i
Retning af at udvikle frisindede og borgerlige
Synsmaader. Ægteskabet blev saare lykkeligt,
og de søgte deres Omgang fortrinsvis bl.
Videnskabsmænd og Forfattere samt frisindede
Politikere. Han lagde 1863 intet Skjul paa, at han
misbilligede Bismarck’s Krænkelse af
Forfatningen. 1864 deltog han i Krigen mod Danmark,
dog uden at gøre sig særlig bemærket (han
vilde fremskynde Stormen paa Dybbøl), og søgte
 |
| Frederik III. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
