Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik II, den Vise, Kurfyrste af Pfalz - Frederik V, Kurfyrste af Pfalz - Frederik August, Hertug af York - Frederik Christian, Hertug af Brandenburg-Kulmbach - Frederik Karl Ferdinand, Hertug af Braunschweig-Lüneburg-Bevern
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Frederik II, den Vise, Kurfyrste af Pfalz,
Søn af Kurfyrst Filip, (1482—1556), traadte
efter et galant Ungdomsliv ved det burgundiske,
fr. og sp. Hof i Huset Habsburg’s Tjeneste og
var navnlig i lange Tider Karl V’s tro Mand.
1535 ægtede han Dorothea, Christian II’s
15-aarige Datter for derigennem muligvis at vinde
de nordiske Rigers Kroner; han deltog ogsaa i
Slutn. af Grevefejden, hvis Gang han dog ikke
mægtede at forandre, og blev i hele den flg.
Tid holdt hen ved tomme Løfter af Karl.
Da denne 1544 sluttede Fred med Christian III i
Speier, forlod F., der s. A. arvede Kurværdigheden
efter sin Broder Ludvig, hans Sag og nærmede
sig det schmalkaldiske Forbund, som han
dog kun understøttede svagt i den flg. Krig.
Han tiltraadte 1548 Interimet og holdt sig senere
neutral i Kampen mellem Kejseren og Fyrsterne.
(Litt.: »Geschichte der Rheinischen Pfalz« II).
(M. M.). L. K.
Frederik V, Kurfyrste af Pfalz, Søn af
Kurfyrst Frederik IV, (1596—1632). Han besteg 1610
Tronen med Johan af Zweibrücken som Formynder
og overtog selv Regeringen Juli 1614.
1613 havde han ægtet Elisabeth af England,
Jakob I’s Datter. F. var svag og uselvstændig
og ikke den fremskudte Stilling voksen, han
indtog som født Fører for den reformerte Union
i Tyskland. Han fortsatte Faderens ødsle Hofliv
og overlod i alt væsentligt Regeringen til sine
Raader og Christian af Anhalt, der efterhaanden
førte Pfalz ind i en ren Eventyrpolitik, bl. a.
i Forbund med Hertug Karl Emanuel af Savoyen.
Efter Opstanden i Böhmen (1618) og
Kejser Mathias’ Død (1619) tilbød Bøhmerne,
som han længe havde understøttet underhaanden,
ham Kronen, og hans ivrige kalvinske
Raadgivere opfordrede ham indtrængende til at
modtage den. Imidlertid fik han ingen Hjælp
af de protestantiske Fyrster i Tyskland, saalidt
som af sin Svigerfader, Jacob I. Tilmed var
Forholdene i selve Böhmen vanskelige. Slaget paa
det hvide Bjerg (Novbr 1620), i hvilket han ikke
deltog, gjorde Ende paa hans Herredømme i Böhmen.
»Vinterkongen«, som Katolikkerne spottende
kaldte ham, lystes i Rigens Acht, hans
Lande og Kurværdigheden overdroges (1623)
til Maximilian af Bayern, og selv levede han
fra 1622 af eng. Understøttelser i Haag. Efter
Gustaf Adolf’s Indgriben i Trediveaarskrigen
vendte han tilbage til Tyskland, men døde kort
efter, at alt hans Haab var blevet tilintetgjort
ved Svenskekongens Fald. Hans Brevveksling
1612—32, saavel som hans og Hustruens
Brevveksling med Mathias af Thum er udg.
(»Beitr. zur Gesch. und Litt.«, VII [München 1806];
»Archivs für die Kunde österreichischer
Geschichtsquellen« [Wien 1864]). Fra F. og Elisabeth
nedstammer den hannoveranske Kurfyrste og eng.
Konge Georg I.
L. K.
Frederik August, Hertug af York, næstældste
Søn af Georg III af England, f. i London
16. Aug. 1763, d. smst. 5. Jan. 1827. Han havde
Ledelsen af de eng. Felttog til Belgien 1793—95
og til Holland 1799, der begge faldt højst
uheldigt ud. 1798 til sin Død var hans Hærens
Højstkommanderende, idet han dog 1809 traadte
tilbage for en kortere Tid, fordi hans Mætresse
blev overbevist om at sælge Officersbestallinger.
Maatte han end ved denne Lejlighed og som
Feltherre staa for skarp Kritik, var han i det
hele afholdt som en velmenende og elskværdig
Mand, og man anerkendte, at hans Virken for
Hærens bedre Disciplin, Organisation og
Forplejning bidrog til dens Sejre, da den fik
bedre Førere end ham selv. Han var nærmeste
Tronarving under sin Broder Georg IV, der
imidlertid overlevede ham, og hans Ægteskab
1791 med en Datter af Frederik Vilhelm II af
Preussen var barnløst og opløstes efter kort Tids
Forløb.
P. L. M.
Frederik Christian, Hertug af Brandenburg-Kulmbach,
(1708—69), Broder til Sofie Magdalene,
Christian VI’s Dronning. Ved sin
Søsters Indflydelse fik han Adgang til den
danske Hær, opnaaede et hurtigt Avancement og
overvættes stor Apanage. Han var imidlertid i
høj Grad udsvævende og voldte Familien Skam
og Sorg ved sine Skandaler især i Tyskland,
hvor han idelig flakkede om. Christian VI selv
maatte sende ham haarde og truende Breve.
Alligevel avancerede han stadig højere paa den
danske milit. Rangstige og blev Generalløjtnant
1744. 1763 fik han Regeringen i sine Arvelande,
men 1769 uddøde den Brandenburg-Kulmbachske
(baireuthske) Linie med ham. — Hans
ældre Broder Frederik Ernst (1703—62)
havde fulgt sin Broder til Danmark og nød som
han godt af sin Søsters og Svogers Gunst. Ogsaa
han blev overøst med Penge og høje militære
Embeder. Han blev Generalløjtnant og 1731
Statholder i Hertugdømmerne, men den hovmodige
Mand var ingenlunde altid heldig i sin
Optræden, saaledes ikke over for det Mytteri, der
1740 udbrød mellem Ditmarskens Bønder p. Gr. a.
Landmilitsens Indførelse. 1762 fik han sin Afsked,
da han, der var Chef for et Observationskorps,
erklærede sig for for gl og
svagelig til at gaa i Felten. S. A. døde han.
(A. Frs.). L. K.
Frederik Karl Ferdinand, Hertug af
Braunschweig-Lüneburg-Bevern. (1727—1809). I
holl. og braunschweigsk Tjeneste deltog han fra
1742 i den østerr. Arvefølgekrig, som
Generalmajor kæmpede han i Syvaarskrigen paa
preussisk Side, indtil han blev Uven med Frederik
II og gik i eng. Tjeneste under sin Fætter
Ferdinand af Braunschweig. 1760 begav han sig
til Danmark; Dronning Juliane Marie var hans
Søskendebarn, og Enkedronning Sofie
Magdelene’s Broder, Markgrev Frederik Ernst af
Brandenburg-Kulmbach, der var Statholder i
Slesvig og Holsten, var hans Svoger. Han fik
straks høje milit. Stillinger, blev 1762
Generalløjtnant ved Fodgarden, stod under Saint
Germain med en Division i Mecklenburg mod de
fremadrykkende Russere og blev 1764
Generalinspektør for Fodfolket. Her søgte han at
indføre det preuss. Eksercerreglement og spillede
i den Guldbergske Periode en betydelig Rolle,
særlig ved Ledelsen af de nyindførte store
Manøvrer. Fra 1773 var han Guvernør i Kbhvn,
men afskedigedes efter Regeringsskiftet 1784.
Han var 1781 ved en Broders Død blevet
regerende Fyrste af Bevern, men blev paa
Lyksborg Slot til sin Død.
(A. Frs.). L. K.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
