Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fredssagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
danske Folketing 1875) Ønsket om Afslutning af
vedvarende Voldgiftstraktater mellem Staterne.
En saadan afsluttedes Jan. 1897 mellem
England og Nordamerika, og dette Forbillede
fulgtes senere af mange andre Stater
(England-Frankrig 1903. Frankrig-Italien 1903 og
England-Italien 1904). I alt sluttedes 1903—10 omtr.
120 saadanne mellem europ. og amer. Stater
(dog kun undtagelsesvis af Rusland og slet
ingen af Tyskland); men det er kun enkelte, der
forpligter Regeringer til ubetinget at søge
Voldgift i alle paakommende Tvistemaal. Dette
gælder saaledes om de Traktater, som Danmark
sluttede 1906 med Italien og Nederlandene, men
ikke engang om de to, som det 1908 sluttede
med Sverige og Norge. I Reglen undtages alle
de Tilfælde, hvor Landets Ære, Uafhængighed
og Livsinteresser staar paa Spil, og da der
indrømmes hver enkelt Regering frit Skøn til at
afgøre Spørgsmaal herom, taber Traktaterne en
væsentlig Del af deres Værd og bliver nærmest
kun en platonisk Hylding af Voldgiftstanken.
En virkelig Frugt fik derimod den anden
panamerikanske Kongres i Meksiko (Oktbr
1901—Jan. 1902), hvorefter der sluttedes
Traktater mellem de fleste nyspanske Stater om at
søge Voldgift; thi dette toges alvorligt
mellem Argentina og Chile, der netop 1902 stod
over for en Grænsekrig, og som nu ikke alene
underkastede sig Voldgift, men ogsaa begge
vedtog at indskrænke deres Rustninger og at
sælge nylig indkøbte Krigsskibe.
Med store Forventninger hilste man den
internationale Fredskonference,
som 18. Maj 1899 samledes i Haag efter
Indbydelse af den russ. Kejser Nikolaj II og
varede indtil 29. Juli. Den omfattede Sendemænd
fra 27 Stater, nemlig alle europ. Stater, samt
Nordamerika, Meksiko, Japan, Kina, Siam og
Persien, og dens Opgave var egl. at udvirke
en Begrænsning af de stadig voksende Udgifter
til Forsvarsvæsenet, men blev snarere en
Ordning af fremtidig Voldgift mellem Staterne og
Fastsættelse af Regler for Krigsførelsen til
Lands. Den vedtog paa ny Beslutningen fra
Kongressen i Paris 1856, som hidtil ikke var
blevet overholdt, og tillige Oprettelsen af en
international Domstol (ell. rettere
Dommerkollegium) i Haag, hvorfra Regeringerne i
paakommende Fald kunde udtage Dommere til at
paakende de enkelte Tvistemaal; den kom dog
først i Stand 1903. M. H. t. Krigsførelsen var
der allerede 1874 paa en særlig Konference i
Bryssel vedtaget en udførlig Overenskomst, og
den blev nu 25 Aar senere i det væsentlige
godkendt — man ser heraf bedst, hvor
langsomt Folkerettens Udvikling foregaar —
ligesom Genf-Konventionen af 1864 overførtes paa
Søkrigen med visse Lempelser; men nogle
særskilte Aftaler om Forbud mod tre formentlig
barbariske Fremgangsmaader blev uden
Virkning, da de ikke fik alm. Tilslutning.
Fredskonferencens Udbytte var altsaa temmelig
ringe, og dens Eftervirkning endnu mindre, idet
Staternes Rustninger langt fra at aftage
tværtimod steg i en uhyggelig Grad; særlig kan
fremhæves Tysklands stærke Udvikling af
Flaaden og de store Fæstningsanlæg, som de to
neutraliserede Stater Belgien og Schweiz foretog.
Fredsvennernes fantastiske Tro paa Verdensfredens
snare Komme fik kort efter et Grundskud,
idet det netop var den russ. Kejser — hvem de
havde hyldet som »Fredskejseren« — der 1904
forvoldte den russ.-jap. Krig ved sin overmodige
Optræden i Mantshuriet.
Tanken om en ny Fredskonference laa derfor
nær, og det var den nordamerikanske Præsident
Roosevelt (den senere Fredsmægler mellem
Rusland og Japan), der 1904 først fremsatte
den, skønt han af Høflighedshensyn overlod
Kejser Nikolaj II Æren for at sammenkalde
ogsaa denne 1905. Den holdtes ligesom den
første i Haag, varede 4 Maaneder (15. Juni—18.
Oktbr 1907) og talte Sendemænd fra 46 Stater,
idet de sydamerikanske Stater var komne med,
saa at den virkelig var en Verdenskonference.
Dens Udbytte blev dog ikke større end den
førstes, nemlig en principiel Godkendelse fra
Regeringernes Side af Fredstanken, medens
Ønsket om Begrænsning af Rustningerne, som
stærkt fremhævedes af England, mødte afgjort
Modstand fra Tysklands Side, ligesaa vel som
Tanken om at foreskrive Voldgiften i det
mindste for enkelte Klasser af Spørgsmaal; det vilde
jo ogsaa være en Opgivelse af Læren om
Staternes absolutte Suverænitet. Derimod vedtoges
Dannelsen af en fælles øverste Priseret — den
første internationale Domstol — og en fast
Voldgiftsret paa 3 Medlemmer til Paakendelse af
mindre Sager; da det ved Udjævningen af Striden
mellem England og Rusland (»Doggerbank-Affæren«
o. s. v.) havde vist sig af største
Vigtighed, at hele Sagen underkastedes en nøje
Prøvelse af en international Kommission,
besluttedes det at lette Nedsættelsen af slige
Kommissioner i Fremtiden, som et ypperligt
Middel til at dæmpe Lidenskaberne og derved
hindre Udbrud af uoverlagte Krige. Ogsaa
udtaltes Ønsket om Udarbejdelse af fælles Regler
for Søkrigen med det saare omtvistede
Spørgsmaal om Kontrebande, og dette udførtes af en
egen Kommission i London Marts 1909, dog
uden at faa praktisk Virkning (se
Haag-Konferencen).
Skønt Fredskonferencerne saaledes kun
havde baaret forholdsvis ringe Frugt, fastholdt
man dog Forbaabningerne om større Fremgang
i Tidens Løb. Derfor besluttedes Opførelsen af
et Fredspalads i Haag til Brug for den
internationale Voldgiftsret og fremtidige Møder.
A. Carnegie gav Midlerne dertil (1 1/2 Mill. Doll.);
Bygningen paabegyndtes 1907, og Indvielsen
fandt Sted 1913. Man havde ogsaa tænkt sig
Indkaldelse af den 3. Fredskonference 1917;
men i St derfor kom 1914 Verdenskrigen, der
viste Krigens Barbari i videre Omfang og
vildere Former, end man i vore Dage havde tænkt
sig mulig. (Litt.: Holtzendorff, »Die
Idee des ewigen Völkerfriedens« [Berlin 1882];
Schlief, »Der Friede in Europa« [Leipzig
1892]; Ferd. Dreyfuss, L’Arbitrage
international [Paris 1882]; M. Revon, L’Arbitrage
international, son passé, son présent et son
avenir [Paris 1892]; W. E. Darby,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
