Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frère-Orban, Hubert Josephe Gautier - Fréret, Nicolas - Frerichs, Friedrich Theodor - Fréron, Stanislas Louis Marie - Frescaty - Frescobaldi, Girolamo - Frese (ell. Freese), Jakob
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tanke om alm. Valgret ell. Forholdstalsvalg.
Hans haardnakkede Modstand forhalede
vistnok Valgreformen, men medførte 1894
baade hans eget og Partiets Nederlag.
E. E.
Frèret [fre↱ræ], Nicolas, fr. Historiker og
Oldgransker, f. 15. Febr 1688 i Paris, d. smst.
8. Marts 1749, blev Advokat, men dyrkede ved
Siden heraf hist. Studier og kastede sig særlig
over Studiet af den gr.-rom. Mytologi. F. vakte
tidlig megen Opmærksomhed og blev 1714 Elev af
Instituttet; men da han i sit Tiltrædelsesforedrag,
Sur l’origine des Français, udtalte
Anskuelser, der afveg meget fra Datidens mest
ansete Historikeres, maatte han vandre i
Bastillen i 6 Maaneder. Efter at være kommet ud
blev han snart virkeligt Medlem af Académie
des inscriptions, som 1742 udnævnte ham til
sin Secrétaire perpétuel. I Akademiets Skr
findes mange af hans Afh., der alle udmærker sig
ved deres kritiske og klare Behandling. Men
foruden disse var der før hans Død fra hans
Haand kun udk. nogle Overs. fra Italiensk,
hvorimod han efterlod mange utrykte Skr.
I Revolutionstiden 1796—99 udkom hans Œuvres
complètes i 20 Bd, hvor for første Gang hans
berømte Afh. fra 1714 »Om de Franskes
Oprindelse« fandtes trykt, men i Samlingen findes
forsk. Skr, som sikkert ikke er af F., særlig
fl. fritænkerske Skr af Holbach o. a., bl. a.
Lettre de Thrasybule à Leucippe, der 1768 var
udkommet i London. En kritisk Udg. af F.’s
Værker begyndte Champollion-Figeac 1825, men
kun Bd I (hvori en Biografi af F.) udkom. For
at bøde paa denne Mangel udgav Walckenaer
1850 Examen critique des œuvres de F.
V. S.
Frerichs [↱fre.riks], Friedrich Theodor,
tysk Læge, f. 24. Marts 1819 i Aurich, d.
14. Marts 1885 i Berlin. F. blev Læge 1842, Dr. med.
i Göttingen 1846, overordentlig Prof. der 1848,
kaldtes 1849 til Direktør for Poliklinikken og
det akademiske Hospital i Kiel. Han ledede som
Overlæge i den slesvig-holstenske Armé 2
Hospitaler i Rendsburg under Krigen. 1851 blev
han Prof. i Patologi og Terapi i Breslau,
forflyttedes 1859 til Berlin, hvor han tillige
blev »vortragender Rath« i Kultusministeriet og
Medlem af den saakaldte videnskabelige
Deputation for Medicinalvæsenet. Under Krigen
1870—71 var han preuss. Generallæge. — Hans
Hovedværk er »Klinik der Leberkrankheiten«
(2 Bd med Atlas, 1859—62); endvidere har han
skrevet af betydeligere Ting: »Die Brightsche
Nierenkrankheit und deren Behandlung« (1851),
»Ueber Gallert- und Kolloidgeschwülste« (1847),
»Ueber den Diabetes« (1844). Sammen med
Leyden udgav han fra 1879 »Zeitschrift f.
klinische Medizin«. 1882 grundede han
Kongresserne for indre Medicin i Wiesbaden.
(G. N.). J. S. J.
Fréron [fre↱rǡ], Stanislas Louis Marie,
fr. Revolutionsmand, (1754—1802), udgav 1790
den radikale Orateur du Peuple, deltog i
Stormen paa Tuilerierne 10. Aug. 1792 og blev
Deputeret for Paris i Konventet. Her sluttede han
sig nøje til »Bjerget«, blev 1793 med Barras
o. a. sendt til Syden for at tugte det frafaldne
Toulon og rakte her Haanden til oprørende
Blodsudgydelser. Under hans Fravær var Danton,
hvem han stod nærmest, styrtet, og han
maatte frygte Robespierre, til hvis Fald han
derfor kraftigt bidrog. Under den flg. Reaktion
spillede F.’s Blad L’Orateur en betydelig Rolle,
han selv var Hovedføreren for La Jeunesse dorée
(s. d.), og kaldte Hævnen ned over Terroristerne.
Reaktionen vendte sig imidlertid mod
ham selv; han søgte at værne sig med Skr.
Mém. hist. sur la réact. royale et sur les
massacres du midi (1796), men hans korte
Magtstilling var omme, og Bonaparte, med hvis
Søster Pauline han havde forlovet sig, slog
Haanden af ham. Dog gjorde Førstekonsulen
ham 1799 til Underpræfekt paa Skt Domingo,
hvor han døde af Klimatfeberen.
(F. J. M.). P. L. M.
Frescaty [fræska↱ti], Slot og Kaserne ved
Landsbyen Moulins, 6 km SV. f. Metz. Her
fandt 27. Oktbr 1870 Kapitulationsforhandlinger
Sted, som Følge af hvilke Fæstningen Metz
med Besætning blev overgivet til Tyskerne.
B. P. B.
Frescobaldi, Girolamo. ital. Orgelspiller
og Orgelkomponist. Efter de nyeste Forskninger
er F. døbt 9. Septbr 1583 i Ferrara og begravet
2. Marts 1644 i Rom. Sin første Udvikling har
han faaet i sin Fødeby, synes dog henad 1607
for en Tid at have været i Belgien, maaske
som Organist i Malines. 1608 blev han ansat
som Organist ved Peterskirken i Rom. Hans
Ry var allerede dengang saa stort, at
Traditionen ved at fortælle om, at der var 30000
Mennesker forsamlede i Peterskirken, da F.
første Gang spillede der. Søgt var han tillige
som Lærer, langvejs fra valfartede man til ham,
bl. a. den tyske Orgelmester Froberger fra Wien.
1628—33 opholdt F. sig i Firenze som
Organist hos Hertugen af Toscana. I sine
Kompositioner forbinder han den polyfone Stil
med den i hans Levetid nyopkomne saakaldte
»monodiske« Stil, og han har tillige givet vigtige
Bidrag til Orgelfugaen. Foruden talrige
Orgelkompositioner — saakaldte Ricercari, Fantasie,
Capricci, Toccate — har F. komponeret
gejstlige og verdslige Vokalværker, Motetter,
Hymner, Madrigaler etc. Et Udvalg af F.’s
Orgelkompositioner har i vor Tid Haberl udgivet i
Collectio musices organicæ. Mindre Udvalg udg.
af B. Litzau, E. Pauer (12 Toccate), L. Torchi
i L’arte musicale, III, Chilesotti Biblioteca, VI.
(Litt.: Fr. X. Haberl i »Kirchenmusikal.
Jahrbuch« [Regensburg 1887]).
A. H.
Frese (ell. Freese), Jakob, sv.-finsk
Digter, f. 1690 ell. 1691 i Viborg i Finland,
d. 1729 i Sthlm, var en af de betydeligste sv.
Digtere før Dalin. Hans Digtning bestod
væsentlig i Lejlighedsdigte, Bryllupskvad o. desl.,
men fik efterhaanden et alvorligere Præg; han
udgav »Andelige och werldslige dikter« (1726),
»Några poetiske samblingar« (1728) o. fl. Hans
Digte, især de religiøse, udmærker sig ved en
Velklang og Dybde, som hidtil var ukendt
i sv. Digtning; men en langvarig og pinefuld
Sygdom satte en tidlig Grænse for hans
Virksomhed. Fosforisterne fremdrog hans næsten
glemte Digte, og A. Sonden udgav 100 Aar etter
hans Død et Udvalg deraf; senere har f. Eks.
Hanselli og A. Hultin udg. dem. Om hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
