Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Freya (rettere Frøyja) - Freyalit, se Thorit - Freycinet, Charles Louis de Saulces de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kærlighedens Gudinde. En vestnorsk Folketro
(i Hardanger) lader hende være Fører af
Dødningeridtet (se Asgaardsrei); et vestnorsk
Kvad (Hyndluljóð, fra 10. Aarh.) besynger
dette natlige Ridt paa Galten Gyldenbørste
(jfr Frey), herhen hører det ogsaa, naar
et andet Oldkvad tildeler hende Halvdelen af
de faldne Kæmper jævnsides med Odin. F. synes
fra først af at være en særlig nordisk Form af
den kvindelige Hovedguddom Frigg; i Styrelsen
af Jorden og Plantelivet har vi maaske
Fællesnævneren for de mange Folkeopfattelser
af hende.
I Gudedigtningen skildres F. som den fagreste
bl. Aserne. Jætten tinger hende som Løn
for sin Borgbygning, og Thrym kræver hende
i Betaling for Thor’s Hammer. Hun er prydet
med Brystsmykket Brisingamen, der stjæles af
Loke og genbringes af Heimdal. Ligesom mange
andre Kærlighedsgudinder opfattes hun ogsaa
som letfærdig; »hver af Aser og Alfer har været
din Boler«, siger Loke. Disse Myter kendes
allerede i Hedenskabet, og for Kristendommens
Talsmænd blev de en Skive for Spot. En
egen F.-Myte er Sagnet om, at hendes Husbond,
Od, har forladt hende, og hun vandrer
længselsfuld efter ham fra Land til Land og
græder imens sin Sorg ud i Guldtaarer.
I Skjaldedigtning gøres »Hnoss« og »Gerseme«
(»Smykke« og »Klenod«) til hendes Døtre.
Om hendes egen Yndest og hyppige Besyngelse
vidner hendes talrige Navne: Gevn (jfr Gefion),
Syr o. fl. — det er muligt, at Blomsternavne
med Frue-, Jomfru- og Jomfru-Marie tidligere
har været opkaldte efter F. (ell. Frigg) som
Minde om hendes Skønhed; om »F.’s Rok« som
Stjernebillede, se Frigg.
A. O.
Freyalit [fraja↱lit], se Thorit.
Freycinet [fræsi↱næ], Charles Louis de
Saulces de, fr. Ingeniør og Statsmand, f.
14. Novbr 1828 i en Søofficersslægt. Han kom
1845 ind paa den polytekniske Skole og blev
efter fuldendt Uddannelse Bjergværksingeniør
og 1856—61 Trafikchef ved den fr. Sydbane, hvis
Styrelse han ordnede ved en Række ypperlige
Reglementer. Ved Siden heraf drev han
videnskabelige Studier og skrev Traité
de mëcanique rationelle (2 Bd 1858) og
Études sur l’analyse infinitésimal (1860, 2. Udg. 1881).
Han brugtes 1862—67 af Regeringen til Rejser i Ind-
og Udland for at undersøge Sundhedsforholdene
i Byerne og særlig i Fabrikkerne; en Beretning,
han 1867 udgav om Kvinders og Børns Arbejde
i de eng. Fabrikker, blev prisbelønnet af
Akademiet, og 1870 samlede han Udbyttet af sine
Undersøgelser i tvende Skr om L’assainissement
des villes og L’assainissement industriel.
Medens han under Kejserdømmet ikke viste
noget Fjendskab mod Regeringen (han var
Medlem af Departementsraadet i Tarn-et-Garonne
og blev Aug. 1870 Ridder af Æreslegionen),
sluttede han sig straks efter dets Fald til den
ny Regering og blev udnævnt til Præfekt. Efter
kort Tids Forløb rejste han til Tours, hvor
Gambetta 10. Oktbr gjorde ham til sin Medhjælper
i Krigsministeriet. I denne Stilling tog
han vigtig Del i Krigens Ledelse og havde store
Fortjenester af de ny Hæres hurtige Udrustning
samt af Felttelegrafiens og Feltjernbanernes
Udvikling, men maatte senere høre skarpe
Bebrejdelser for sin Indgriben i selve
Krigsførelsen og skrev til sit Forsvar La guerre en
province pendant le siège de Paris (1871, 13. Udg.
1888). Efter Krigen indtog han igen sin
Stilling som Ingeniør i Statens Tjeneste
(forfremmedes 1883 til Generalinspektør for Minerne),
men valgtes 1876 til Senator for Seine-Dept og
er senere stadig blevet genvalgt. Han øvede
vigtig Indflydelse paa Loven om Hærforvaltningen
(Intendanturens Stilling) og sluttede sig
1877 til Republikanernes Modstand mod det
reaktionære Ministerium Broglie. Han blev
derfor Minister for de offentlige Arbejder under
Dufaure og Waddington (Decbr 1877—Decbr 1879)
og udkastede en storartet Plan til
omfattende Jernbane-, Kanal- og Havneanlæg
rundt om i Landet med en samlet Udgift af
10 Milliarder frc. Det lykkedes ham at vinde
Kamrenes Billigelse, og han gjorde raske Skridt til
at bringe Planen delvis i Udførelse; ligeledes
udvirkede han, at Staten købte et helt Net af
mindre Jernbaner for derved at bryde de store
Baneselskabers Enevælde. Decbr 1879 blev han
selv Første- og Udenrigsminister og søgte nu
at samle alle de republikanske Grupper om sit
Ministerium. Under hans Styrelse afsluttedes
Hærorganisationen ved en Lov om Generalstabens
Ordning efter preuss. Mønster; endvidere
gaves alm. politisk Amnesti (yderligere udviklet
af ham 1890), der især kom Deltagerne i
Kommunens Oprør 1871 til gode, og udstedtes
Paabud om alle Jesuiterklostrenes Lukning og
om de ikke godkendte gejstlige Ordeners
Opløsning. Det var dog hans Ønske at vise stor
Skaansomhed imod disse Ordener, saafremt de
kun vilde søge Statens Godkendelse, og han
blev netop af den Grund Septbr 1880 styrtet
af Gambetta og de radikale Republikanere, som
ønskede Kamp mod den kat. Kirke. Han vilde
derfor heller ikke tage Del i Gambetta’s
Ministerium Novbr 1881, men blev Jan. 1882 hans
Efterfølger, idet han igen overtog Første- og
Udenrigsministeriet og dannede et Ministerium,
der med mere Sandhed end Gambetta’s kunde
kaldes et »stort« Ministerium, dannet af det
republikanske Partis bedste Mænd. Han afviste
Tanken om et Gennemsyn af Forfatningen og
vilde derimod lægge Vægten paa virkelige
Fremskridt: den ny Skolelov gennemførtes, og
Kommunalraadene i de 3000 Byer fik selv Lov at
vælge deres Mairer. Mindre heldig var han i
 |
| C. L. de S. de Freycinet. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
