Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Freycinet, Charles Louis de Saulces de - Freycinet, Louis Claude Desaulces de - Freycinet Estuary, se Sharks Bay - Freycinet Harbour, se Sharks Bay - Freydorf, Rudolf - Freylinghausen, Johann Anastasius - Freystadt, Freistadt - Freytag, Georg Wilhelm Friedrich
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sin udenrigske Politik; han nægtede at deltage
med England i en kraftig Optræden mod
Ægypten, og da han siden foreslog at sikre
Frankrigs Stilling ved at besætte Sues-Kanalen,
nægtede Deputeretkamrets Flertal den fornødne
Bevilling og tvang ham Aug. 1882 til at gaa af.
Apr. 1885 overtog han Udenrigsministeriet under
Brisson og blev Jan. 1886 tillige igen Førsteminister.
I denne Stilling gennemførte han Loven om
Prætendenternes Udvisning og fik Skolereformen
afsluttet, men gjorde sig skyldig i et
stort Fejlgreb, da han efter Clemenceau’s
Opfordring gjorde Boulanger til Krigsminister.
Ved Aarets Udløb maatte han trække sig
tilbage, og han havde heller ikke Held med sig
ved Præsidentvalget 1887; derimod blev han
Apr. 1888 Krigsminister under Floquet (den
første borgerlige Krigsminister siden 1848) og
Marts 1890 desuden Førsteminister. Det lykkedes
ham Sommeren 1889 at faa Værnepligtsloven
— der indførte 3 Aars Tjenestetid i Hæren
og ophævede de fleste tidligere Fritagelser
— vedtaget i begge Kamre og saaledes afslutte
en Forhandling, som i fl. Aar havde optaget
Sindene. Det var ogsaa under hans Styrelse,
at de første Tilløb 1891 gjordes til den fr.-russ.
Forbindelse. Marts 1892 maatte han træde
tilbage som Førsteminister, men beholdt
Krigsministeriet baade under Loubet og Ribot indtil
Jan. 1893, da Panama-Skandalens Efterdønninger
rev ham med i Faldet (han havde ligesom
Ch. Floquet modtaget Penge af Selskabet til
Brug i politiske Øjemed). Novbr 1898—Juni 1899
var han dog igen Krigsminister, men viste
ingen Lyst til at genoptage Dreyfus-Sagen. Hans
store Smidighed til at bevæge sig mellem de
stridende Grupper og til at arbejde under ell.
sammen med andre Statsmænd skaffede ham
Tilnavnet »den hvide Mus«; men hans
uomtvistelige Dygtighed og de vigtige Frugter af
hans Arbejde kunde ikke vinde ham fuld Tillid.
Dog optoges han Oktbr 1915 i det nationale
Samlingsministerium, men uden særlig Portefeuille,
indtil Marts 1917. Ogsaa var han 1882
blevet Medlem af Académie des sciences og 1890
af det fr. Akademi. Hans Essais sur la
Philosophie des sciences (1895) kom 1900 i 2. Udg.
og fulgtes 1902 af Sur les principes de la
mécanique rationelle.
E. E.
Freycinet [fræsi↱næ], Louis Claude
Desaulces de, fr. Opdagelsesrejsende (1779— 1842).
I en Alder af 14 Aar traadte han ind i
Marinen og deltog under Kaptajn Baudin i
dennes Rejse til Australien 1800—04. Efter sin
Hjemkomst var han ansat ved Marinens
Kortarkiv, men 1817—20 foretog han som Chef for
»Urania« en større Rejse i det stille Ocean.
1826—30 var han Guvernør paa Martinique.
Han har udg. Voyage de découvertes aux
terres australes pendant les années 1800—04 (1824)
og Voyage autour du monde pendant les années
1817—20 (1824—44).
C. A.
Freycinet Estuary [fræsi↱næ-↱estijuəri], se
Sharks Bay.
Freycinet Harbour [fræsi↱næ-↱ha.əbə], se
Sharks Bay.
Freydorf [fra^idårf], Rudolf, tysk
Statsmand, f. 28. Febr. 1819, d. 15. Novbr 1882, var
Søn af en General og Krigsminister. Han
indtraadte 1843 i Statstjenesten i Baden og blev
1860 ansat som Raad i Justitsministeriet, hvor
han tog væsentlig Del i Ordningen af Kirke- og
Skoleforhold. Da Baden Juni 1866 besluttede
Krig mod Preussen, blev F. fjernet, men en
Maaned senere udnævnt til Udenrigsminister.
Han sluttede straks Fred og Forbund med
Preussen og søgte, senere at knytte Baden saa
nøje som muligt til det nordtyske Forbund.
Han havde 1870 vigtig Del i det tyske Riges
Genoprettelse, blev 1871 tillige Justitsminister,
men tog sin Afsked Septbr 1876. Siden 1867 var
han Medlem af Badens andet Kammer.
E. E.
Freylinghausen [fra^ileŋha^uzən], Johann
Anastasius, tysk Præst, Salmedigter og
Komponist (1670—1739). Som Student i Jena
hørte han paa en Udflugt til Erfurt A. H.
Francke, som var Præst der. Da denne senere kom
til Halle, fulgte F. efter og fuldendte der sine
Studier. 1695 blev han Francke’s Hjælpepræst
og hjalp ham ogsaa meget i Arbejdet for
Vajsenhuset. 1715 ægtede han Francke’s eneste
Datter og blev efter Svigerfaderens Død hans
Efterfølger som Præst ved Skt-Ulrichs-Kirke og
sammen med sin Svoger, Francke’s Søn, Leder af
Vajsenhuset. Hans væsentligste Bet. er, at han
var en af Pietismens ypperste Salmesangere;
dels digtede han selv adskillige Salmer,
som endnu er meget yndede og brugte i
Tyskland (Brorson har oversat paa Dansk hans
Adventssalme: »Op, thi Dagen nu frembryder«),
dels samlede og udgav han Salmebøger, og
endelig komponerede han fl. Melodier, de
saakaldte »Halleske Melodier«, hvorved den
pietistiske Salmesang fik en ejendommelig
Karakter, afvigende fra den stive Koraltone. (Litt.:
August Walter, »J. A. F.’s Leben« [Berlin
1864]).
(H. O-d.). A. Th. J.
Freystadt [↱fra^i∫tat], Freistadt, By i
Preuss. Prov. Schlesien i Regeringsdistriktet
Liegnitz, Knudepunkt paa Jernbanen Neusalz—Sagan,
har Tekstilindustri og (1910) 4765 Indb.,
mest Lutheranere.
G. Ht.
Freytag [↱fra^ita.k], Georg Wilhelm
Friedrich, tysk Orientalist, f. 19. Septbr 1788,
d. 16. Novbr 1861. I sin Ungdom kom F.
under Napoleons-Krigene som Feltpræst med
de Allieredes Hær til Paris, hvor han forblev
i fl. Aar, idet han dyrkede det orientalske
Studium under den berømte Silvestre de Sacy’s
Vejledning. Senere virkede han i det lange
Tidsrum 1819—61 som Prof. i Bonn, hvor en
lang Række Arbejder efterhaanden udgik fra
hans flittige Haand. F. var ikke nogen
overlegen Aand, der brød Videnskaben ny Baner,
men en rastløs Slider, hvis Værker har haft og
stadig har stor Bet., skønt de langtfra er fejlfri.
F. virkede navnlig som Leksikograf (Lexicon
arabico-latinum, 4 Bd, 1830—37, hvoraf der senere
gjordes et Uddrag i 1 Bd) og som Metriker
(»Darstellung der arab. Verskunst«, 1838). Af
hans Tekstudgaver er Hamasæ carmina (2 Bd,
1828—52, med en lat. Oversættelse) og Meidani’s
Ordsprogssamling (Arabum proverbia, 3 Bd,
1838—43) de vigtigste. Paa det flg. Slægtled af
Orientalister fik F. ikke den direkte Indflydelse
som hans samtidige Studiefælle Fleischer i Leipzig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
