Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - frigiven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fandtes den ejendommelige Form, at Slaven
solgtes ell. skænkedes til en Gud og altsaa blev
Gudens Ejendom. Betalingen udrededes af
Guden til Herren, men var naturligvis i Forvejen
indbetalt til Templet af Slaven. Den f.’s
Retsstilling var, hvor vi kender den, den samme
som den bosiddende Fremmedes (se Metoik),
dog at han skulde have sin Herre til Repræsentant
over for Staten og ikke frit1 kunde vælge
sig en anden. Søgte den f. at unddrage sig sine
Forpligtelser mod sin tidligere Herre, kunde
denne forfølge ham for Retten, og dersom han
domfældtes, blev han atter Slave; frikendtes
han, var han derimod fri for alle Forpligtelser
mod sin tidligere Herre. Døde den f. barnløs,
arvede hans Herre ham. Ofte betingede Herren
sig for øvrigt ved Frigivelsen visse Ydelser af
den f., f. Eks. Forbliven i hans Hus, Betaling
af et aarligt Bidrag o. l. Nogen politisk Rolle
spillede de f. ikke i Grækenland som i Rom.
I Rom hed den f. i Forhold til Herren
libertus, som Medlem af Samfundet libertinus.
Retten til at frigive tilkom almindeligvis kun
Herren; dog frigav Staten undertiden, f. Eks. naar
den havde brugt Slaver til Krigstjeneste. Som
Afgift for Frigivelsen betalte Herren 5 % af
Slavens Værdi. Formen var dels en Skinproces
(vindicta), dels Anmeldelse for Censorerne, dels
testamentarisk Bestemmelse. Paa Augustus’ Tid
indskrænkedes Retten til Frigivelse betydelig
(lex Ælia Sentia, 4 e. Kr., o. a. Love). — Den
f.’s tidligere Herre, der nu kaldes patronus
bevarede visse Rettigheder over den f., navnlig
i visse Tilfælde Arveret efter ham. Ofte vedblev
den f. at bo i Herrens Hus som et højere
Tyende; heraf fremgik i den første Kejsertid
det ejendommelige Forhold, at en Række
vigtige Embeder (ikke blot Hofcharger, men ogsaa
Finansforvaltning og Kancelli) besattes med f.,
der ofte havde en uhyre Indflydelse (især
under Claudius). Først under Hadrian ændredes
dette Forhold. — I Modsætning til Grækenland
blev i Rom den f. rom. Borger, dog ikke
med fuldstændig Borgerret. Han havde Ret til
at stemme i Folkeforsamlingen; men af de 35
Tribus, hvori Borgerne var fordelte, var de f.
indskrænkede til de 4 Bytribus, hvorved Bet.
af deres Stemmeret stærkt formindskedes. De
var udelukkede fra Adgangen til Embeder (og
altsaa fra Senatet) og Officersposter, ja
udskreves i Reglen end ikke til Soldater; ej heller
kunde de opnaa Ridderrang. Deres Børn var
vel fritagne for disse Indskrænkninger, men
betragtedes dog i det alm. Omdømme ikke som
ligestillede med andre Fribaarne.
Ægteskabsforbindelser mellem Fribaarne og f. betragtedes
som upassende og blev for Senatorstandens
Vedkommende forbudt af August; derimod spillede
i Roms senere Tid de f. Kvinder en stor Rolle
i Prostitutionen og alle Haande friere
Kærlighedsforhold: de Kvinder, som Horats o. a.
besynger i deres Elskovsdigte, har i Reglen
været f.
A.B.D.
Ogsaa efter den gl. germanske Ret kunde
Trældom ophøre ved Frigivelse. Sandsynligvis
har dog en privat Villiestilkendegivelse af
Herren fra først af ikke været tilstrækkelig hertil,
men det har yderligere været nødvendigt, at
den f. optoges i Folket. Denne Optagelse
foregik oifentlig og kunde bestaa i, at han paa
Tinge fik overrakt Frimandens Vaaben
(England), ell. i, at han efter at være indført paa
Tinge aflagde Ed paa Lovene (Island), ell.
endelig blot i en formelig Beslutning af Tinget
(Longobarderne), i St f. hvilken senere hen
kunde træde en Erklæring af Kongen, men
endnu ældre er dog efter nogles Mening den
Ordning, at den f. blev Medlem af Folket ved
at optages i en af de Ætter, hvoraf Folket
bestod. Denne Ordning kendes navnlig fra
Sverige, hvor Optagelsen i en Æt kaldtes for
Ætledning, og hvor Reglen endnu i 13. Aarh.
var den, at kun den ætledede Træl var fri,
men den har sikkert ogsaa en Gang været
gældende her i Landet. Paa Landskabslovenes Tid
var Ætledning dog ikke mere absolut nødvendig,
og Adgangen til Frigivelse var i det hele
da under kirkelig Indflydelse meget lettet.
Foruden en Villieserklæring af Herren, hvilken
ogsaa kunde afgives i Testamentsform, krævedes
der ikke andet end, at Herren selv ell. hans
Arving paa Tinge sagde sig af med Trællen,
og efter nogle Bestemmelser kunde denne Akt
endda erstattes af en Lysning andetsteds, enten
i Kirken ell. ved Frigivelse i Henhold til
Testamente ved Begravelsen. Frigivelser var
vistnok opr. ret sjældne, men blev i Trældommens
sidste Periode meget alm., hvilket navnlig
skyldtes Kirkens Lære om, at Frigivelse var en
Barmhjertighedsgerning, hvorved man kunde
bidrage til sin Sjæls Frelse.
Hvad den f.’s Retsstilling angaar, var den,
uanset at han var fri, ikke uden videre den
samme som den fribaarnes. Efter de fleste
germanske Retsforfatninger vedblev han nemlig —
i det mindste som Regel — at staa i et
Afhængighedsforhold til sin tidligere Herre, hvilket
kunde ytre sig som en Indskrænkning i
Friheden til at vælge Bopæl, indgaa Ægteskab og
raade over sin Formue ell. som en Ret for
Herren til at arve den f. ell. endelig som en
Pligt for denne til at vise Herren Respekt og
til at præstere visse Arbejder ell. Tjenester.
Dette Afhængighedsforhold, der enkelte Steder
forekom i fl. Grader og undertiden kunde
ophøre ved en Modydelse fra den f.’s Side,
medførte naturligt en lavere Værdsættelse af hans
Person, og det var derfor ogsaa alm,, at den
f.’s Mandebod var ringere end den fribaarnes.
I dansk Ret findes der nu intet Spor af et
saadant Afhængighedsforhold til Frigiveren,
men sandsynligvis er det blevet erstattet af et
lgn. Forhold til Ætlederen, der vel ikke
behøvede at være, men dog sikkert ofte var den
samme som Frigiveren. Ætlederen bar nemlig
et vist Ansvar for den ætledede, og at der til
dette har svaret en Underordnelse for den
sidste, kan næppe være tvivlsomt. M. H. t.
Mandebodens Størrelse indeholder Landskabslovene
afvigende Regler. I Skaane, hvis Ret aabenbart
repræsenterer det ældre Udviklingstrin,
bødedes der kun halv Mandebod for Drab af en f.,
hvorimod Boden i Sjælland var den samme som
for den Fribaarne. Det efter Frigivelsen
bestaaende Afhængighedsforhold for den f. og
dermed den ringere Retsstilling overhovedet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
