Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frygien - frygisk Hue - frygisk Toneart
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Saltørkenen. I Sangarios-Dalen, paa Vejen fra Pteria
til Sardes, har F.’s Hovedstad ligget. Betydelige
Ruiner er endnu tilbage, særlig det ejendommelige
Monument, der i en frygisk Indskrift
bærer Navnet Midas og alm. betegnes som
»Kong Midas’ Grav«. Disse Monumenter viser
en iøjnefaldende Lighed med gr. Kunst fra
Mykenæ-Tiden, men vidner tillige om Indflydelse,
dels fra Kappadokien, dels fra Assyrien.
— F.’s Religion og Mytologi synes at have haft |
en dyster og mystisk Karakter. Hovedguddommene
var Kybele, den store Moder, den nærende
og fostrende Jord, og Sabazios, Sønnen, der
med Naturen dør og faar nyt Liv hvert Aar.
Sabazios’ Liv og Død fremstilledes dram. I det
hele var den frygiske Gudsdyrkelse præget af
vild Begejstring og Ekstase; orgiastiske Danse
opførtes til Lyden af Fløjter, Cymbler og
Tamburiner. Denne Kultus modtog tidlig
Paavirkning fra Syrien og Babylon, Sabazios
identificeredes med Adonis ell. Attis; og ved denne
Indflydelse fik ny barbariske Skikke Indpas,
saasom Præsternes Selvlemlæstelse og
Prostitutionen ved Kybeles Alter. Frygisk Religion fik
megen Indflydelse paa den gr.; Dionysos-Dyrkelsen
og Mysterierne bærer stærke Spor af
denne Paavirkning. Selve Dyrkelsen af den
»store Moder« spredtes siden over hele
den græsk-romerske Verden og spillede i
den gl. Religions Forfaldstid en Hovedrolle i
Romerriget ved Siden af andre orientalske
Trosformer. — Indvandringen af barbariske
Stammer, Bithyner, Thyner, Mariandyner o. a., fra
Europa til Lilleasien, er sandsynligvis begyndt
først i 9. Aarh. f. Kr. Herved svækkedes det
frygiske Element i Kystlandet og gik mange
Steder helt til Grunde; men samtidig styrkedes
det i Lilleasiens Indre, hvor det frygiske Rige
netop i de nærmeste Aarh. derefter naaede sin
Blomstringsperiode. Henimod Shitn. af 8. Aarh.
ægtede F.’s Konge, Midas, Damodike, Datter af
Kymes sidste Konge, Agamemnon. Ved denne
Tid voksede det lydiske Rige op til stor Magt.
Den første Lyderkonge af Mermnadernes Æt,
Gyges (687—53) havde en frygisk Moder. Det
lydiske Rige spærrede snart helt for F.’s
Forbindelse med Kyme og Smyrna, men et nyt
Forbindelsesled mellem F. og Grækenland
dannedes ved Grundlæggelsen af den gr. Koloni
Sinope 751 f. Kr. Det gr. Alfabet kom til F.
Frygerriget faldt sammen, da Kimmerierne
oversvømmede Landet 680—670. Kong Midas
dræbte sig selv. F.’s tragiske Fald gjorde et
dybt og varigt Indtryk paa den gr. Verden.
Kimmerierne holdt sig i F. til c. 600, faa Aar
efter blev de fordrevne fra Lilleasien af
Alyattes af Lydien, og F. kom nu under lydisk
Herredømme, men styredes dog fra 585 af dets
egne Fyrster. Fra denne Periode stammer Min- I
desmærker, som viser, at F. endnu en Gang
er naaet til kulturel Blomstring; Arkitekturen
er i Hovedsagen gr., dog paa nogle Punkter
pers. paavirket. Da Lyderkongen Krøsos
bukkede under for Kyros, kom F. til P&rserriget.
Forbindelsen med Grækenland blev dog ikke
ringere. Frygiske Slaver var særdeles alm. paa
det gr. Marked. De frygiske Tropper i Xerxes’
Hær var væbnede som Armenerne og stod
under samme Kommando som disse. Alexander
den Store stillede F. under Antigonos’
Herredømme. Efter dennes Nederlag kom det til
Seleukos. Ved Gallernes Indfald i Lilleasien
blev F. grundigt hærget (c. 270—250 f. Kr.).
Gallerne slog sig ned i den nordøstlige Del af
F., som efter dem fik Navnet Galatien. Paa
Strabo’s Tid var alle F.’s fordum store Byer
enten forladte ell. reducerede til Landsbyer.
Under Romerne udgjorde F. en Del af Prov.
Asien. 85 f. Kr. blev Landets Pacificering
fuldendt ved Sul’la, og dette Tidspunkt blev derefter
Udgangspunkt for den frygiske Æra. Ved
Kejser Diokletian’s Omorganisering af
Romerriget deltes F. i to Prov., for hvilke Navnene
Pacatiana (vestlig) og Salutaris (østlig)
efterhaanden kom i fast Brug. Det, som i den ældre
byzantinske Tid betegnedes som F., svarer paa
det nærmeste til det nuv. tyrk. Vilajet Brusa,
dog hørte dertil ogsaa nogle smaa Distrikter,
der nu er Dele af Vilajeterne Konia og Aidin.
De vigtigste moderne Byer her er Kutaiah
(Cotyæum), Eski Shehir (Dorylæum), Afiom Kara
Hissar (nær ved Prymnessus) og Ushak
(Trajanopolis). (Litt.: W. M. Ramsay, Phrygia
[i Encyclopædia Britannica] og en Mængde heri
anførte Tidsskriftartikler; T. Eisele, »Die
phrygischen Kulte« [i »Neue Jahrb. f. das klass.
Altertum«, Septbr 1909]).
A. C.
frygisk Hue, en antik Hovedbeklædning,
oftest afbildet som en Tophue af blødt Tøj; den
omsluttede ogsaa Baghovedet og havde paa
Siden Stykker, der gik ned over Ørene. Lgn.
Huer bruges endnu bl. a. af neapolitanske
Fiskere. Som Navnet angiver, stammer den
sikkert fra Frygien, og i gr. Kunst ses navnlig
Personer af orientalsk Herkomst med en
saadan Hue: Paris, Ganymedes, Mithras o. fl.;
ogsaa Kvinder bærer denne. I tidlig kristelig
Kunst har Orfeus og Daniel i Løvekulen en
lgn. Hovedbedækning. Den frygiske Hjælm
har lgn. Form. — Under den fr. Revolution
blev en lgn. Hue, forsynet med en Kokarde,
til et Symbol for Friheden, efter Traditionen
fra Aar 1792 opr. udgaaet fra nogle frigivne
Galejslaver, tidligere Soldater, der var
straffede for Mytteri. Ludvig XVI maatte ydmyge
sig og tage den paa den urolige 20. Juni 1792.
I den flg. Tid ses »Frihedshuen« bl. a. ogsaa i
Segl. Efter Rædselsperiodens Ophør tabte
Brugen sig.
 |
| Frygisk Hue. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
