Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind IX: Friele—Gradient / 83 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frynser

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Frynser. De lange Ender af Rendingens
Garn anvendtes opr. til Pryd, idet Traad ene
knyttedes kunstfærdig i Mønster. Paa Sjælland
hed denne Fletning Trænder ɔ: Traadender, i
Skaane Træd, i Smaaland Knytning, Bjæfs,
Flætt ell. Ragg, og af de forsk. Mønstre havde
hver sit Navn, Den anvendtes paa Duge,
Haandklæder, Knæduge ell. Kranklæder, der alle i
ældre Tid hængtes til Pryd i Stuen. Trænderne
blev bundne i Løkker, og disse flettedes ofte i
betydelig Længde og afgav en virkningsfuld
Bort paa de rigt broderede Duge. De var en
Del af det vævede Stof, og dette var, før
Vævning opfandtes, helt virket i Fletning (Fig. 1).
I Norge hed denne Sprang, hvori ligger en
Forklaring til Folkevisens sprangede
Huer, der var flettede i aabent Mønster.
Sprang virkedes endnu i store Hængklæder i
Danmark ved Tiden 1707.

Fig. 1. Knyttet Frynse paa et Haandklæde fra Nordsjælland.

F. er i Danmark fundne i en Bronzealders
Grav ved Køge c. 3000 Aar gl. De har siddet
paa Klæderne, er tvundne af Uld, og Kantillerne
er parvis omrullede med Bronzeblik. I
Borum Eshaj fandtes flettede Kvindebælter, hvis
nedre Ender var snoede i F.

De nævnte Trænder anvendtes i Oldtiden ikke
alene til Pynt, men ogsaa i andre Øjemed,
naar man ikke vilde anvende Syning til at
føje Bredder sammen til større Tøjflader, f.
Eks. til den gr. Himation (s. d.).
Sammenføjningen skete ved, at Bredderne lagdes
jævnsides; deres modsvarende Trænder knyttedes
sammen, og Enderne skares af, saa at Knuderne
ikke saas. Af denne Sammenføjning opstod de
berømte usyede Kjortler. Ved de store
Fund i Mellemægypten, ved el Fajum, tæt ved
Menzaleh-Søen, fremdroges velbevarede
Eksemplarer fra Tiden 3.-9. Aarh. e. Kr., der
tydelig viste Teknikken. Fundene er beskrevne af
Joh. Karabacek i »Katalog der Theodor
Grafschen Funde in Aegypten«( Wien 1883); men
for den meget komplicerede Teknik gøres der
ikke Rede. Fig. 2 er et Forsøg paa at klargøre
Forfatterens Beskrivelse.

Fig. 2. Formodet Snit af en usyet Kjortel.

Kjorteltøjet vævedes i eet Stykke, c. 3 m
langt, 0,70 m bredt mellem Ærmestykkernes
Yderkant. Tøjet lagdes dobbelt efter Midten
a b, i hvilken Halshul fandtes. Trænderne ved c
knyttedes sammen med de modsvarende d. Paa
Ærmerne blev Rendegarnets Ender ved e
knyttede til de modsvarende ved f.

Fig. 3. Billede af en Kvinde fra 5. Aarh. iført en Kjortel, som Snittet Fig 2 viser. (Fra Roms Katakomber.)

Hidtil har man troet, at alene Palæstina var
Tilvirkningssted for disse Kjortler, fordi de hørte
til den jød. Ypperstepræsts Dragt. Men dennes
Kjortel var rundvævet og lukket som en Sæk
og altsaa helt forsk, fra de ægypt., der
virkedes ved Menzaleh-Søen, hvor den gl. Væverby
Tinnis laa. Herfra kom vistnok de usyede
Kjortler (Fig. 3), som bares i Rom, bl. a. af
Seneca, førend de syede Klæder blev gængse.
Fra Tinnis kom hen i Middelalderen ogsaa

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>