Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fröding, Gustaf - Fröding, Gustaf Hugo - Frøer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en lille Samling, der under Titlen »Guitarr och
dragharmonika« udkom 1891. Heidenstam og
Levertin havde da nylig udsendt deres
Fejdebrev mod Realismen, og Jordbunden var beredt
for den ny nationale Digtning, hvor F.’s Navn
skulde blive et af de største. »Guitarr och
dragharmonika« indeholder først og fremmest
en Række »Värmlandske låtar«, Skildringer af
värmlandske Folketyper og Folkeliv af en
uforlignelig Friskhed, gennemtrængt af den
kosteligste Humor; Versformen føjer sig med et
Mesterskab uden Lige om det mest
forskelligartede Indhold. Bogen slog øjeblikkelig
igennem og kom straks i 2. Opl. Man havde lagt
mindre Vægt paa de vemodige Toner, som
klang gennem Bogens andre Afsnit, skønt de
ikke var mindre karakteriserende for Digteren,
for den Splittelse, der allerede nu viste sig i
hans Sjæleliv, og som efterhaanden skulde
træde stærkere frem. Hans næste Digtsamlinger
»Nya dikter« (1894) og »Stänk och flikar«
(1896) fortsatte vel Rækken af de objektive
Folkelivsskildringer, men det subjektive blev
langt mere overvejende. Begge Bøger viste hans
Geni i stadig kraftigere Udvikling, Højdepunktet
naas vel i den sidstnævnte Bog, og hans
Læseres og Beundreres Tal var i mægtig
Stigen. Allerede 1892 tilkendte Sv. Akad, ham en
litterær Understøttelse, som han imidlertid
demonstrativt skænkede til Agitationen for
Folkerigsdagen. Men Kritikken meldte sig ogsaa;
Akademiets Sekretær, C. D. af Wirsén, fandt,
at »Forfatteren idelig overskrider Sømmelighedens
og Skønhedens Grænser«, og et Digt i
»Stänk och flikar« gav Anledning til, at han
blev tiltalt for Krænkelse af Blufærdigheden.
Juryen frikendte ham imidlertid, men F. udelod i
selv det paaklagede Digt i de flg. Udg. af
Bogen. 1895 og 96 udgav F. to smaa Samlinger
»Räggler å paschaser på vårat mål« paa
värmlandsk Bondemaal; 1897 kom »Nytt och gamalt«
og 1898 en Samling filos. Digte, »Gralstänk«,
den sidste Digtsamling, F. udgav.
Fra de objektive Skildringer af Livet i hans
Hjemstavn, der strækker sig fra det mest
burleske som »Melangtäras intåg i Kallsta«, til det
gribende tragiske, som »Jägar Malms hustrur«,
havde hans Digtning som nævnt vendt sig mere
og mere indad mod hans eget Sjæleliv, og dette
gled snart ud i dybe Grublerier over
Tilværelsens Gaader; hans Tungsind tiltog, og han
søgte forgæves Hjælp i indgaaende religiøse
Studier. 1898 fremkom i »Upsala Tidningen« en
Artikel, hvori han gjorde Rede for sit nu
fuldstændig forandrede Syn paa Livet og
Digtningen, og henviste til det ny Test., »som
Korrektiv mod mine her og andetsteds udtalte
Meninger«. I Slutn. af s. A. maatte han lade sig
indlægge paa Sindssygehospitalet i Upsala, hvor
han tilbragte en Aarrække; han digtede dog
vedblivende, og nogle af hans skønneste og
dybeste Poesier stammer fra denne Tid. Sine
sidste Aar tilbragte han i en Villa i Djurgården
ved Sthlm, og her døde han. Under en
enestaaende Deltagelse blev hans Lig bisat i
Upsala Domkirke.
F. er en af de største lyriske Digtere, Norden
har ejet. Det Felt, hvorover hans Digtning
spænder, strækker sig fra de kaadeste Satirer
til de dybeste, mest gribende Sjæleskildringer.
Ikke mindre værdifuld end Indholdet er den
mesterlige Form; gennem et utrætteligt og
inderligt Arbejde er det lykkedes ham at aflokke
Modersmaalet de skønneste og rigeste Toner;
til Trods for det store Arbejde, der ligger bag
ved, er hans Sprog simpelt og klart, uden
Retorik, uden Billedrigdom, men malende ved
selve Ordklangen, af en enestaaende musikalsk
Virkning. Af litterær Paavirkning er der ikke
meget at spore i hans Digtning; F. nævner selv,
at V. v. Heidenstam’s første Digtsamling gav
ham Mod til at vove sig frem, men han har
meget lidt tilfælles med denne Digter;
tydeligere er Slægtskabet med H. Heine. Nærmest
staar han dog Rob. Burns (om hvem han har
skrevet en smuk lille Bog) og fremfor alt F. A.
Dahlgren (»Fredreck på Rannsätt«), som F.
selv har hyldet med et smukt Digt; med den
lyriske sv. Folkesang er han aandelig beslægtet.
Men alt dette betyder intet ved Siden af hans
enestaaende Originalitet. F.’s Prosa staar ikke
paa Højde med hans Poesi; et Udvalg af den
findes samlet i »Efterskörd«; interessantest er
en Afh. om Humor og en om Strindberg’s
Poesi.
F.’s »Samlade dikter« udkom 1901,
»Efterskörd«, som indeholder et Udvalg af hans
prosaiske Arbejder, samt en Del interessante
Omarbejdelser af tidligere Digte med
Kommentarer (1910) og »Rekonvalescentia«, Digte fra
Hospitalsopholdet (1913). Fl. af hans Digte er
overs. til Tysk, Engelsk og Finsk, til
Dansk-Norsk af A. Forsberg. (Litt.: R. G:son Berg,
»G. F.« [1910]; John Landquist, »G. F.
[1916]; Frey Svenson, »G. F.’s diktning«
[1916]; en dansk Biografi af Carl C. Lassen.
Litt. om F. er i øvrigt allerede overordentlig
rig; stadig fremkommer i litterære o. a.
Tidsskr Afh., der belyser forsk. Sider af hans
Personlighed og hans Digtning; af danske
Æstetikere har især Har. Nielsen behandlet ham,
saaledes i »Moderne Litt.« [1904]).
I. F.-H.
Fröding [’frø.diŋ], Gustaf Hugo, svensk
Officer og Personalhistoriker, f. 9. Septbr 1842
i Göteborg, Militærattaché i Berlin 1885, Major
i Göta Artilleriregiment 1886, Oberstløjtnant i
Reserven 1892, Medlem af det skandinaviske
Samfund 1906. Foruden en interessant
Monografi over den ogsaa i norsk Historie
optrædende »Ingman Manderfelt, en äventyrare från
gustavianska tiden« (1901) har F. sin Fødebys
Historie som Specialitet, og har som Bidrag til
denne bl. a. skrevet: »Det forna Göteborg«
(1903), »Berättelser ur Göteborgs äldsta
historia« (1908), »Göteborgs donatorer« (1911) og
»Göteborgs köp- och handelsgille« (1911),
desuden en Samling »Biografiska studier från
skilda tider« (1905).
K. V. H.
Frøer (Ranīdæ), en Fam. af
Springpaddernes Orden; de hører til Afdelingen de
Fastbrystede (Firmisterniti og kendes fra de
beslægtede Familier ved, at Overkæben er
udstyret med Tænder, og at Bækkenhvirvlens
Tværtappe er trinde (se for øvrigt under
Springpadder). F.’s Familie findes i stor
Mængde udbredt over saa at sige alle Jordens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
