Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fuga - Fugara - Fugato - Fuge (d. s. s. Fuga) - Fuge (i Murværk) - Fugebank - Fugebuk - Fugehøvl - Fugejern - Fugemaskine - Fugère, Lucien - Fugger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dobbeltfuga, med tre en Trippelfuga o. s. v.
Sin højeste Udvikling naaede F. under Bach
og Händel, kom senere noget i Miskredit og
forekommer nu som oftest kun i kirkelige
Kompositioner. Værdifulde teoretiske Arbejder over
F. forefindes af Marpurg, Cherubini,
Bellermann, Richter, Marx, Hauptmann o. fl.
S. L.
Fugara, en fløjteagtig, aaben Labialstemme i
Orgelet, i Reglen 8 Fods, og i Manualet.
S. L.
Fugato (ital. »fugeret«, i Fugastil) kaldes et
Musikstykke, naar det er holdt i Stil med en
Fuga, dog uden den strenge og brede
Gennemførelse af en saadan; i denne Bet. er F. altsaa
det samme som en lille Fuga ell. en Fughetta.
Navnet F. anvendes imidlertid ogsaa om
saadanne Steder i et større Musikstykke, i hvilket
Stemmerne føres i Fugastil for kort derefter
at gaa over i en anden harmonisk Form.
S. L.
Fuge [’fu.gə], d. s. s. Fuga.
Fuge, det smalle Mellemrum mellem
Stenene i Murværk; F. fyldes i Reglen med Mørtel
ell. et andet Middel, som tjener til at binde
Stenene sammen. Den lodrette F. i et Skifte
kaldes en Stødfuge, den vandrette F.
mellem Skifterne en Liggefuge ell.
Længdefuge og F. i et Stik en Lejefuge. Man
kan lade F. springe tilbage fra Murfladen, lade
den springe frem for denne, lade den ligge i
Plan med Muren uden Form, ell. give den en
trekantet, halvrund ell. hvilken som helst Form,
alt efter det Fugejern, man anvender. Denne
Behandling kaldes at fuge.
(E. S.). C. B-r.
Fugebank se Høvle.
Fugebuk, Træstativ, der bruges, naar
længere Bræder ell. Planker skal fuges ɔ: høvles
glatte paa de smalle Sider ell. pløjes ɔ:
forsynes med Not paa den ene og Fjeder paa den
anden af disse, saaledes om alm. Gulvbræder.
F. bestaar bedst af to Opstandere, hver med
een bred Fod, ell. to smallere Fødder, og to
Stolper, mellem hvilke Arbejdsstykket anbringes
paa Højkant, idet der for øvrigt fyldes op
med andet Træ, og det hele kiles ell. skrues
fast, saa at man bekvemt kan høvle
Arbejdsstykkets opad vendende Kant.
F. W.
Fugehøvl se Høvle.
Fugejern, Jern med et Indhak, hvormed
man griber om den Strimmel, der ligger uden
for den med Diamant afridsede Del af en
Glasplade, for at knække Glasset efter Ridsen.
F. W.
Fugemaskine se Høvlemaskiner.
Fugère [fy’3æ.r], Lucien, fr. Operasanger,
Bas, f. i Paris 22. Juli 1846, optraadte først
paa Bouffes parisiens, debuterede 1877 paa
Opéra comique, og har senere gennemløbet hele
Repertoiret af komiske Baspartier: Papageno,
Figaro, Barthol’o, Falstaff, Leporello o. s. v.
S. L.
Fugger [’fugər], tysk Købmands- og
Adelsfamilie. Slægtens Stamfader var Væveren
Johannes F. fra Graven tæt ved Augsburg.
Hans Søn, Johannes F. (d. 1409) blev
omkring 1367 Borger i Byen og drev foruden
Væveriet en Lærredshandel. Han blev en af
Lavets Ledere og efterlod sig den for Datiden
betydelige Formue af 3000 Floriner. Han havde
to Sønner, Andreas og Jacob. Andreas,
der fik Tilnavnet »den Rige«, ægtede en adelig
Dame, Barbara Ast og stiftede dermed den
adelige Gren F. von Reh, saaledes kaldet
efter det Vaaben, Familien fik tildelt af Kejser
Frederik III. 1583 uddøde denne Gren af
Slægten. Jacob (d. 1469) er Stamfader til de
nulevende Linier. Af hans Sønner mærkes
U1rich F. (d. 1510), Georg F. (d. 1506) og
Jacob F. (d. 1525), under hvilke Familiens
Rigdom og Indflydelse steg i overordentlig
Grad. Ulrich blev Habsburgernes Bankier og
sluttede dermed en Forbindelse med
Kejserhuset, som skabte F.-Firmaets store Ry,
Rigdom og Betydning i Verdenshistorien. Ulrich
byggede ogsaa det prægtige Slot Fuggerau i
Tyrol. Jacob (1459—1525), vel Slægtens mest
typiske Skikkelse, var blevet uddannet i
Handelen i Venedig, og i hans Tid erhvervede F.
Kobberminer i Ungarn og de rige Sølvminer i
Tyrol og Kärnthen, Sikkerhed for kontante
Laan til Fyrster. Samtidig udstraktes F.’s
Handel med Krydderier, Uld og Silke over det meste
af Europa. Handelshusets Rigdom satte det i
Stand til at yde Maximilian store Laan, for
hvilke det fik Sikkerhed i Grevskaberne
Kirchberg. Weissenhorn m. m. Det var hovedsagelig
Jacob F.’s Penge, der muliggjorde Karl V’s
Kejservalg 1519. Ogsaa i et Finansforetagende
som Afladshandelen spillede F. en
Hovedrolle. En meget stor Del af de Udgifter,
Albrecht af Brandenburg satte sig i for at
opnaa Ærkebispestolen i Mainz, bestred F.
mod at faa Del i Indkomsterne ved Afladshandelen,
og en fuggersk Agent rejste rundt med
Tozel for at indkassere Pengene. I Augsburg
grundlagde Jacob F. det saakaldte
Fuggerei, et helt Kvarter i Byen, hvor endnu
den Dag i Dag 106 Boliger bortlejes til fattige
kat. Borgere for en forsvindende Leje. Jacob
og Ulrich’s Sønner døde uden Arvinger, og
Familien fortsattes af Georg’s Sønner
Raimund (1489-1535) og Anton (1493—1560).
Begge var de ivrige Katolikker og Tilhængere af
Karl V; under Rigsdagen i Augsburg (1530)
boede Kejseren hos Anton F., og Brødrene
hævedes (1526 og 1530) op i den rigsgrevelige
Stand Til Tak for deres Pengehjælp til Toget
mod Algier gav han dem Ret til at slaa Guld-
og Sølvmønter o. a. Forrettigheder. Begge
Brødre var Beskyttere af Litt. og Kunst. Anton
skal have efterladt sig 6 Mill. fl. foruden en
stor Mængde Godser og Ejendomme i Europa,
Asien og Amerika. Ogsaa under de flg. Slægtled
af F. øgedes Familiens Anseelse og Rigdom, og,
af Kejserne fik de stadig ny Privilegier.
Hengiven Rom, som Familien var, stod den ogsaa i
Pavens Gunst; Raimund’s Søn, Sigmund, blev
saaledes Biskop i Regensburg. Af Raimund’s
Sønner er Johan Jacob F. (1516—75)
berømt som en af sin Tids mest dannede Mænd
og en stor Mæcen og Kunstsamler; han er Forf.
bl. a. til »Geheime Ernbuch des Fuggerischen
Geschlechtes«.
Fra Raimund og Anton nedstammer to
Hovedlinier, der siden delte sig i flere. Fra
Raimund nedstammer Linierne Göttersdorf,
Sulmertingen og Adelshofen (uddøde henh. 1846,
1738 og 1795) samt Kirchberg og Weissenhorn,
hvoraf den sidste uddøde 1690, medens den
Kirchberg’ske endnu bestaar. Fra Anton
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
