Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fysiokrater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Smith’s Wealth of Nations (1776), et Værk, som
direkte støtter sig paa og fortsætter ikke
mindre deres frigørende Kritik end deres positive
Forslag til’ økonomiske og politiske Reformer.
F.’s Grundsætninger foreligger første Gang
programmæssig udviklet i Quesnay’s mærkelige
Skr. Tableau économique (Versailles 1757); de
er i det væsentlige flg. 1) Ene og alene ved at
øge Udbyttet af Jorden vil man være i Stand
til at forøge Nationalvelstanden; 2) Industri og
Handel forøger Varernes Værdi kun med
Arbejdsomkostningerne; da de i sig serv intet
Overskud afgiver, er de uproduktive; S) da
alene Jordens Udnyttelse — det vil i videste
Forstand sige alle Naturalnæringsveje —
frembringer et virkeligt Overskud (produit net) som
Samfundets Vinding, bør den hele Beskatning
falde tilbage paa dette; en eneste Skat ilagt
Grundejendommen, al Rigdoms Kilde, er derfor
at anbefale; 4) en kunstig opdreven Forøgelse
af Landets Møntforraad fører kun til dettes
Nedgang i Værdi, maa derfor fraraades; og
endelig 5) da Samfundets økonomiske Forhold
er underkastet faste, almengyldige, efter deres
Væsen uforanderlige Naturlove, kan ethvert
Indgreb fra Samfundsmagtens Side i det
økonomiske Liv for at modvirke disse Love kun
virke hemmende ell. skadelig; heraf F.’s,
angivelig af Gournay formulerede Maksime:
laissez faire, laissez passer! (Produktion og
Handelsomsætning bør foregaa frit!). Regeringen
har, iflg. F., at indskrænke sig til at befæste og
opretholde den indre og ydre Sikkerhed,
betrygge Frihed og Ejendomsret samt at fjerne
Skrankerne for de økonomiske Kræfters
uhemmede Udfoldelse. De fordrede i
Overensstemmelse med disse Grundsætninger Ophævelse af
alle, først og fremmest indre, Toldgrænser,
ligesom ogsaa af Privilegier, Monopoler og de fra
Lensvæsenet nedarvede Byrder. Politisk og
socialt banede de Vej for Liberalismen, økonomisk
for Industrisystemet, i de internationale
Forhold for Tanken om at søge Stridigheder
mellem de forsk. Nationer udjævnede ved en
Voldgiftskendelse af en samtlige Stater overordnet
Domstol. Ligesom F. første Gang samler de
økonomiske og sociale Foreteelser under een
Synsvinkel, opstiller de ogsaa først Læren om,
at Harmonien mellem Samfundets og Individets
Interesser af sig selv fremkaldes i det til sin fri
Udvikling overladte Samfund; de kommer
herved ikke alene i stærk Modstrid med den
herskende konservative, merkantilistiske
Magtpolitik, men ogsaa med Rousseau’s og Hobbes’
radikale Samfundsteorier. F. har ved deres
konkrete Undersøgelser grundlagt Befolkningslæren,
ligesom de ved deres ny, samfundsmæssige
Synspunkter maa siges at være Forløbere for
den moderne Socialvidenskab, Sociologien.
F.’s Lære er allerede hos Quesnay udviklet til
noget saa nær fuldstændig, systematisk
Afsluttethed; og saa ubetinget blev denne Lære
antaget af hans Tilhængere, at disse af
Modstandere spottende kaldtes en secte (smlg.
Voltaire’s Satire i L’homme aux quarante écus). De
mest fremtrædende F. var, ved Siden af
Skolens Høvding Quesnay — som forøvrigt selV
ikke udfoldede nogen ivrigere Propaganda for
sine knapt formulerede Læresætninger — Dupont
de Nemours, Mirabeau den Ældre, Mercier de
la Rivière, Le Trosne, Saint-Peravy og Abbed
Baudeau; den sidste fik navnlig Bet. ved sit
Tidsskr. Ephémérides du Citoyen, Retningens
vigtigste Organ. Turgot stod F. nær, men
hævede sig baade i sine Skr og i sin praktiske
Reformpolitik ud over Skolens, af en temmelig
stram Doktrinarisme indsnævrede Ramme. Uden
for Frankrig fandt F. ikke mange Tilhængere;
de mest bekendte af disse er Schweizeren
Iselin, af Tyskere Schlettwein, der satte Markgreve
Karl Frederik af Baden i Forbindelse med de
toneangivende fr. F., Mauvillon og Schmalz, af
Italienere Neri, Delfico og Gennaro. I England,
hvor Adam Smith snart efter F.’s
Blomstringstid paa en epokegørende Maade overvandt deres
Ensidighed, fandt de ingen Jordbund. (Litt.:
G. Kellner, »Zur Geschichte des
Physiokratismus« [1847]; L. de Lavergne, Les
écononomistes français du XVIII. siècle [1870]; A.
Oncken, »Die Maxime laisser faire et laisser
passer« [1886]; Schelle, Dupont de Nemours et
l’école physiocratique [1888]; H. Higgs, The
Physiocrates [1897]; K. Knies, »Karl
Friedrichs von Baden brieflicher Verkehr mit
Mirabeau und Dupont« [1892]; J. Marchlewski,
»Der Physiokratismus in Polen« [1897]; F. A.
Schweizer, »Der Physiokratismus von
Turgot« [1904]; B. Güntzberg: »Die
Gesellschafts- und Staatslehre der Physiokraten«
[1907]; F. Quesnay, Oeuvres, publiées par
A. Oncken [1888]; Daire’s Udg. i 2 Bd af de
vigtigste F.’s Værker i Guillaumin’s Collection
des grands économistes [1846]; en fortræffelig,
sammenfattende Oversigt over F.’s hele Lære
foreligger i Ch. Gilde & Ch. Rist: Histoire
des doctrines économiques [1909]).
K. V. H.
Fysiokratī, se Fysiokrater.
Fysiologī (gr.) er Læren om de
Forandringer (Livsprocesser), som stadig foregaar i
levende Organismer, og som lader sig undersøge
med naturvidenskabelige Metoder. Den er en
Del af de levende Væseners Naturhistorie
(Biologien). For imidlertid at forstaa den nyere F.’s
Formaal, Arbejdsomraade og Undersøgelsesmidler
er det hensigtsmæssigt at give en nærmere
Forklaring, der lettest vil forstaas gennem en
kort Oversigt over de vigtigste Punkter af F.’s
Historie.
F.’s Historie. Ordet F. var i Oldtiden for
Grækerne en Betegnelse for Naturvidenskaberne
i det hele; men denne Naturvidenskab var
vistnok udelukkende af filosofisk spekulativ Art.
Bet. af Ordet F. falder i denne Periode sammen
med Naturfilosofi. Efterhaanden som Studiet af
Naturen imidlertid vender sig til den direkte
Undersøgelse af de reale Naturfænomener,
bliver denne gl. F. spaltet op i to Videnskaber, en
der beskæftiger sig med den livløse Natur, og
en anden, der beskæftiger sig med de levende,
organiske Væsener. Den første bliver Fysik, den
sidste beholder Navnet F. Begge Ord har i
Virkeligheden den samme Grundbetydning og
vidner om den fælles Oprindelse. Med vor nuv.
Opfattelse af den fysiol. Forsknings Maal og
Midler har denne gl. filos. F. saare lidt at gøre.
Hist og her finder man hos en Del af disse gr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
