- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind IX: Friele—Gradient /
241

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Færge - Færgelav - Færgeløbshartkorn - Færgestrøm - Færgevæsen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

maa hver Skrue helst bevæges ved sin Maskine
uafhængig af den anden. F. er ofte forsynede
med Ror og Skrue i begge Ender, saaledes at
de kan manøvrere lige godt for »Frem« og
»Bak«.

For at muliggøre Ind- og Udladning af Vogne
fra F. under vekslende Vandstand, maa der
ved Færgen ell. ved dennes Landingssted være
truffet særlige Foranstaltninger for at ophæve
Indflydelsen af Vandstandsvariationerne (se
Dampfærge).

En særlig Færgetype, der dog nærmere er
en Brokonstruktion end en egentlig F., er den
saakaldte Hænge-Færgebro. Den bestaar
af en fast Bro anbragt saa højt oppe over
Vandet, at Skibe kan passere nedenunder; paa
Broen kører en Vogn, som bærer en i lange
Staaltraadstove ophængt Platform, paa hvilken
de Personer og Vogne, der skal færges over,
tager Plads (se Broer S. 59).

Over et Farvand med ringe og kun lidt
varierende Vanddybde kan man tilvejebringe en
Færgeforbindelse ved at lægge et Skinnespor
paa Bunden af Vandet og herpaa lade en Vogn
køre, der ved en Jerngitterkonstruktion bærer
en Platform over Vandet, altsaa det omvendte
Princip af Hænge-Færgebroens. En saadan
Konstruktion er udført mellem St. Servan og Malo
i Frankrig.
H. P. C.

Færgelav se Færgevæsen.

Færgeløbshartkorn se Hartkorn.

Færgestrøm, smalt Farvand mellem den
brede Landgrund ud for Sjælland og Flakket
mellem Masnedø og Farø. Paa Nordsiden er
Løbet stejlt, paa Sydsiden jævnt opgaaende. I
Midten er Dybden 6—10 m.
G. F. H.

Færgevæsen. Det er en Selvfølge, at der i
et Ørige som Danmark altid har været stærk
Trang til ordnede Forbindelser mellem
Landsdelene. Medens Rejsende vel i Reglen selv har
kunnet sørge for deres egen og deres Gods’
Befordring til Lands, var de, hvor det gjaldt
Befordring til Søs, afhængige af de ved
Overfartsstederne boende Ejere af Baade eller Skibe. Det
er derfor ret naturligt, at Befordringsvæsenet
til Søs blev bragt under lovordnede Former
længe før Befordringsvæsenet til Lands.
Allerede i 1556 tales der om en bestemt Takst for
Færgemændene, og af et Kongebrev fra 1551
fiemgaar det, at Færgefarten fra Gedser til
Warnemünde alt da var privilegeret. Ved Frd.
1. Juni 1615 om Vognmænd og Færgeløn
fastsattes der bestemte Takster for Færgemændene,
som besørgede Overfarten mellem
Kbhvn—Malmø, Kbhvn—Landskrona,
Kbhvn—Helsingborg, Helsingør—Helsingborg,
Vordingborg—Falster og Kalundborg—Aarhus samt fra
Rødby til Heiligenhafen og fra Gedser til
Warnemünde. For de vigtige Ruter over Bælterne var
der ligeledes fastsat Takster, og ved Frd. 29.
April 1684 blev der givet udførlige
Bestemmelser for Færgeløbene Korsør—Nyborg,
Assens—Haderslev, Middelfart—Snoghøj og Aarhus—
Kalundborg. Samtidig blev der givet
Lavsartikler for Færgemændene i Kbhvn og Aaret efter
for Færgemændene i Helsingør. Foruden paa
de her nævnte Ruter er der i Tidens Løb ved
alle Overfartssteder saavel i Købstæder som
paa Landet organiseret Færgerier, ved hvilke
Overfarten besørges i H. t. kgl. Privilegium.
For de forskellige Færgesteder er givet særlige
Anordninger, Reglementer eller Bevillinger,
men for alle gælder det, at den eller de,
som er i Besiddelse af Færgeriet, ved Siden af
at have Eneret paa Færgefarten ogsaa skal
besørge denne efter den af Øvrigheden fastsatte
Takst og holde det for hvert Sted fastsatte
Antal Færger, Smakker og Baade. Til nogle
Færgerier var tidligere henlagt Færgegaarde, og
Privilegiet var her knyttet til Stedet, saaledes
at Bestillingen som Færgemand bortforpagtedes
eller besattes ligesom Embeder. Enkelte Steder
var Færgerierne knyttede til større Ejendomme,
deriblandt Statens Godser. Til Glomstrup paa
Mors hørte saaledes Vildsund og Sallingsund
Færgesteder, idet Ejeren nød aarlig Sundkorn
af Øens Beboere mod at vedligeholde
Færgeriet og overføre dem, der ydede Sundkorn, frit.
Ved Pl. 12. Aug. 1820 er der givet nærmere
Regler for Færgeriernes Eneret, hvorefter
denne i Alm. strækker sig en Mil paa hver Side af
Færgestedet.

Bestyrelsen af F. hørte opr. under Danske
Kancelli, for Statens Godsers Vedk. under
Rentekammeret, men ved Reskr. 21. Apr. 1786 blev
F. paa de St., som Posterne passerede,
henlagte under Generalpostamtet, og i 1807 fik dette
Overtilsynet med samtlige Færge- og
Sundsteder i Danmark og i 1809 tillige i
Hertugdømmerne. I 1820 blev det paalagt Politimestrene
at føre Tilsyn med Færgestederne og aarlig
lade foretage Syn af Færgemateriellet. Ved kgl.
Resol. 30. Juni 1871 blev Overbestyrelsen over F.
fra 1. Apr. 1872 henlagt til Indenrigsministeriet;
dog at Bestyrelsen af de Postvæsenet tilhørende
Færgerier (Assens, Middelfart, Sallingsund,
Snoghøj, Spodsbjerg og Vildsund) vedblev at
høre under Postbestyrelsen, og endelig overgik
ved Lov 21. Marts 1874 Tilsynet med de
Indenrigsministeriet underlagte Færgesteder, ialt 43,
til Amtsraadene under Ministeriets Kontrol,
hvorefter Politimestrene fritoges for at føre
Tilsyn med disse. Efter Oprettelsen af et
Ministerium for off. Arbejder henhører F. under
dette.

Efterhaanden som Dampskibsfarten udviklede
sig, var det flere St. ikke nødvendigt, for at
sikre Forbindelsen mellem Landsdelene, at
opretholde Færgeprivilegierne, og da derhos den
voksende Trafik krævede bedre Befordringsmidler,
end de gamle Færgerier var i Besiddelse
af, blev Tid efter anden flere af Privilegierne
ophævede og Farten paa disse St. frigiven. Paa
de vigtigste Ruter overtog derefter Staten
(Postvæsenet, senere Statsbanerne) Farten med
Dampskibe, i den nyere Tid med Dampfærger,
medens paa andre Ruter regelmæssig
Dampskibsfart etableredes af private Selskaber. Paa
Ruten Korsør—Nyborg indførtes saaledes i 1856
Statsdrift. De tidligere her bestaaende
Færgelav mistede allerede i 1828, da Postvæsenet til
Postens Transport satte Dampskibe i Gang paa
Store Bælt, ikke alene Indtægten af
Posttransporten, men ogsaa af en Del Personer og Gods,
idet Dampskibet medtog Passagerer og tillige
kunde fragtes, naar det ikke var i Posttur. Vel

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:13 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/9/0256.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free