- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind IX: Friele—Gradient /
251

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fæstensgave - Fæstensøl - Fæstepenge - Fæster - Fæstet

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

til alle forsamlede Slægt og Venner, især til
Brudens Moder, at udtrykke Parrets varme
Følelser for hver især af Gæsterne. Sligt kom vel
nok igen i Form af disses rigelige Brudegaver
til Parret.

Overrækkelsen af »F.« bevarede
Middelalderen igennem og et Stykke ind i den nyere Tid
sin gamle Plads, arvet efter Købesummen for
Bruden (mund), midt under den højtidelige
Bortfæstning. Efter at Talsmanden paa
Bejlerens Vegne havde anholdt om Bruden, dennes
Fader svaret ja, og Bruden selv givet sit
Samtykke, men førend Faderen endnu havde ladet
»Giftermaalet« foregaa ved at lægge Parrets
Hænder sammen, fandt — hvad enten man saa
var samlet i Stue ell. Kirke — Udvekslingen af
Gaverne Sted under alle Tilstedeværendes mest
spændte Opmærksomhed. Bejlerens Gave til
Bruden i den egl. F., kom altid først. Ifølge sin
Afstamning bestod den enten i rede Penge ell.
i Smykker, der kom disse saa nær som muligt.
I 15. Aarh. synes hos den danske Adel et
Guldbælte at have været den hyppigste Gave, i 16.
Aarh. var det en Guldhalskæde. Mandrup Holk
gav f. Eks. 1587 Lene Juel en Kæde og et Par
Guldpenge, som han tilvekslede sig for to
Bøndergaarde og et Hus. Da Birgitte Gjøe som lille
bortfæstedes til Jesper Daa, gav denne hende
Guldkæden; hun nægtede at modtage den, og
hendes Stifmoder hængte den med Magt om
hendes Hals. Sølvbælter og Sølvkæder var
omkring 1800 endnu alm. F. i Blekinge og
Småland. I 16. Aarh., hvor Brugen af F. naaede sit
Højdepunkt i Danmark, blev det Skik, at
Bejleren desforuden overrakte Bruden et
Forskrivningsbrev paa en bestemt Sum ell. en Del af
Formuen ell. Godset til forlods Eje. Hertil
maatte han have forud erhvervet sine Slægtninges
Samtykke. Sluttelig overgav han hende nogle
Smaating: Bægere, Skeer, Huetøj, Handsker
o. s. v.; i Småland omkring 1800 havde en
velstaaende Brudgom at levere sin Brud mindst
32 Genstande.

Derpaa begyndte Fæstemøen paa Afleveringen
af sine Gaver. Den ældste blandt disse, der
lader sig forfølge langt ind i Middelalderen, var
en af hende selv syet Skjorte, Datidens
staaende Udtryk for en Kvindes Kærlighed til en
Mand. Derfor skildrer ogsaa Folkevisen Erik
Klipping’s ulovlige Bejlen til Marsk Stig’s
Hustru under den Form, at han beder hende sy
ham en Skjorte. Skikken har holdt sig i Sverige
ind i 19. Aarh. Brudens øvrige Gaver var mest
Beklædningsgenstande: Handsker,
Lommetørklæde, Nathue o. s. v. I 17. Aarh. opstod den
underlige Skik, at ikke blot Fæstemanden
skulde give Bruden et Armbaand, men ogsaa hun
skulde give ham et. Alle Christian IV’s Døtre
f. Eks. gav deres Fæstemænd sligt et
Guldarmbaand. — Endelig kom Turen til Gæsterne.
Først og fremmest Brudens Moder, men ogsaa
Brudgommens Forældre, Parrets Søskende og
alle Tilstedeværende skulde have en Gave, et
Beklædningsstykke, Nathue, Vanter, Hoser o.
s. v., alt efter Raad og Lejlighed. Endnu Aar
1800 skulde Fæstemøen i Blekinge uddele en af
hende selv vævet og navnet Næsedug til hver
Mandsperson i Selskabet. Det er da let
forstaaeligt, at den hele Scene antog et Præg af
Marked, hvormed ogsaa Datiden serv
sammenlignede den Og lige saa forstaaeligt er det, hvad
et Skrift fra omkr. 1600 oplyser, at mange af
de samme Gaver kort efter kunde ses virkelig
til fals paa Torvet.

I 17. Aarh. udstedtes en Række Forordninger
for at hemme al denne Overdaadighed. Det
forbødes adelige Fæstefolk at give hinanden i F.
mere end 2 Ringe til en Værdi af 250 Specier
i det højeste. Gaver til Slægtninge skulde helt
afskaffes. Betegnende nok maatte disse
Bestemmelser senere slappes. 1651 tillodes det at lade
Ringene hos Adelige være til en Værdi af 3—400
Specier samt at give F. ogsaa til Brudens
Moder. Af Uadelige maatte Gejstlige og
Borgerstandens Spidser give i F. indtil 10 Lod Guld,
»fornemme Haandværksfolk« en Guldring paa een
Rosenobel ell. to; men »gemene
Haandværksfolk og andre skulle ingen saadan Foræring
maatte udgive«. Endelig paalagdes det
Borgemestere og Raad at holde et vaagent Øje med,
at alle Parrets øvrige indbyrdes Gaver kun
bestod af hjemmegjort Uldent og Linned og
ikke overskred vedk.’s Evne. — Hvad der mere
end noget andet bidrog, til at give disse
Forordninger Vægt, var, at Bortfæstningens gamle
Betydning da var bortfaldene idet den var afløst
af det lovbefalede »Bryllup«. Herhen tyede da
lidt efter lidt de gamle Skikke, og F. levede
op paany som Brudegaver. (Litt.: Tr. Lund,
»Dagl. Liv i Norden i Slutn. af 16. Aarh.«
[Illustr. Udg. IX, 156—74]).
Tr.-L.

Christian V’s D. L. 5—4—1 bestemte, at
Fæstefolk ikke maatte give hinanden mere, end
Politianordningen tillader; men da der ingen
nærmere Forskrift i saa Henseende er given;
findes ingen Grænse. Endnu den gældende
danske Arvelov af 21. Maj 1845 § 16 omtaler en
Enkes Ret til forlods af det fælles Bo inden
dettes Deling at udtage den »F.«, som af hendes
afdøde Mand maatte være hende tillagt.
E. T.

Fæstensøl, det Gilde, hvormed i gamle
Dage Indgaaelse af Ægteskab fejredes. Se
Bryllup, Forlovelse.
Tr.-L.

Fæstepenge, Penge, der gives Tjenestefolk
paa Haanden, naar man fæster dem, navnlig til
Tegn paa, at en Overenskomst om et
Tyendeforhold er fuldkommen afsluttet. Erlæggelse af F.
er dog ikke nogen Betingelse for
Overenskomstens Gyldighed. F. betragtes ikke som nogen
Del af Lønnen, medmindre dette særlig
vedtages. Ordet benyttes i øvrigt ogsaa m. H. t.
Leje, idet den endnu gældende PI. 2. Oktbr 1754
om Leje af Husrum i Kbhvn i sin § 4
bestemmer, at naar en Ejer har bortlejet de samme
Værelser til tvende, da skal den forblive ved
Lejen, som først derom har sluttet Akkord og
givet F.
E. T.

Fæster, se Fæste, S. 249.

Fæstet (norsk: Skæftet) kaldes paa et blankt
Vaaben den Del, der danner Grebet for den
førende Haand. Ofte er F. forsynet med forsk.
Beslag af Jern ell. Messing, der navnlig tjener
til at beskytte Haanden, som f. Eks. Parérbøjle,
Parérstang ell. -plade, halv ell. hel Kurv. F.
forbindes med Klingen ved Angelen, der gaar
op gennem F.
H. H.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:53:57 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/9/0266.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free