- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind IX: Friele—Gradient /
305

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gablonz - Gabon - Gaboriau, Émile - Gaboto - Gabriel - Gabriel, Jacques-Ange - Gabriel, Paul Joseph - Gabriel, Paul Joseph Constantin - Gabrieli, Andrea og Giovanni og Domenicio - Gabrielli, Catterina og Francesca

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

betydelig Glasindustri med Fabrikation af
Glasperler, kunstige Ædelstene, Glasmalerier o. a.
Glasvarer samt nogen Tekstilindustri. Den er
et Hovedsæde for Handelen med Glasperler.
G. Ht.

Gabon fga’bå], se Gabun.

Gaboriau [gabå’rio], Émile, fr.
Romanforfatter (1833—73), var først bestemt til
Handelsstanden, men begyndte meget ung at skrive
i de smaa Pariserblade og vandt Bifald ved en
Række Humoresker som Les cotillons célébres
(1860), Le 13e hussards (1861), Les comédiennes
adorées
(1863) o. fl. 1866 gjorde han stor Lykke
med Kriminalromanen L’affaire Lerouge og
vedblev, nu at producere spændende
Underholdningsromaner, hvis Emner han mest hentede
fra Proceslivet med nøje Kendskab til det
franske Politis indre Organisation. Af disse kan
nævnes: Le dossier Nr 113 (1867), Le crime
d’Orcival
(1867), Monsieur Lecoq (1869), Les
esclaves de Paris
(1869, ill. Udg. 1888), La vie
infernale
(1870), La clique dorée (1871), La
corde au cou
(1873), L’argent des autres (1874)
og La dégringolade (1876).
S. Ms.

Gaboto se Caboto.

Gabriel, en Engel, der Dan. 8, 16; 9, 21; Luk.
1, 18-26 overbringer Mennesker Aabenbaringer
fra Gud. I Henok’s Bog og senere jødiske Skr
er G. en af de 4 (ell. 7) Ærkeengle, der staar
umiddelbart ved Guds Trone (jfr Luk. 1, 19).
Ogsaa i Islam er G. (Djibril) Guds Sendebud og
den, der meddeler Profeten hans
Aabenbaringer.
J. P.

Gabriel [gabri’æl]. Jacques-Ange, fr.
Arkitekt, f. 1698 i Paris, d. 2. Jan. 1782 smst.,
hørte til en Kunstnerslægt; baade hans Fader og
Bedstefader havde været kgl. Arkitekter. Selv
blev han kgl. Arkitekt 1742, Direktør for
Bygningsakademiet og Generalbygningsinspektør
1745. Hans første større Værk er École militaire
(1751), men hans fineste og berømteste Arbejde
er Petit-Trianon, bygget c. 1765 for Louis XV og
Grevinde Dubarry og senere berømt som Marie
Antoinettes Lystslot. Desuden har han ledet
Ombygninger i Versailles (Slotsteatret) og i
Louvre samt bygget de to ensartede Palæer paa
Place de la Concorde i Paris, der i det hele
blev ordnet efter hans Konkurrenceprojekt.
Hans Bygninger er typiske Eksempler paa fr.
Nyklassicisme.
C. A. J.

Gabriel [’ga.briæ£], Paul Joseph, holl.
Maler og Billedhugger fra Amsterdam
(1785—1833), har fornemmelig udmærket sig i
Skulpturen, som han lærte af Faderen, i Paris under
Cartellier, senere under Canova. Af Værker af
G., der blev Direktør for sin Fødebys Akademi,
kan nævnes: »Tornudtrækkeren«, »Merkur« og
bl. Mindesmærker Rytterstatuen af Kong
Vilhelm I.
A. Hk.

Gabriel [’ga.briæ£], Paul Joseph
Constantin
, hollandsk Landskabsmaler, født
5. Juli 1828, d. 23. Aug. 1903. Han var Elev af
Koekkoék. Emnerne til hans Billeder er
hollandske: »Morgendug«, »Daggry i Omegnen af
Amsterdam« m. m.; mange i offentl. Museer,
saaledes to i Amsterdams Rijksmus.
A. Hk.

Gabrieli [ga’briæli], 1) Andrea, venetiansk
Komponist (c. 1510—1586), Elev af Nederlænderen
Adrian Willaert. G.’s Virksomhed er knyttet
til Markus-Kirken i Venezia, hvor han 1536
begyndte som Sanger for 1566 at afløse Claudio
Merulo som Organist, i hvilken Stilling han
døde. Hans Ry som fremragende Tonemester
bredte sig ogsaa til Nabolandene og samlede
om ham en Mængde Tonekunstnere, der søgte
hans Vejledning. Blandt dem mærkes hans ndf.
anførte Nevø, Giovanni G., fremdeles Tyskeren
Hans Leo Hassier. Den nederlandsk-kontrapunktiske
Stil, G. modtog i Arv fra sine
Forgængere, førte han videre i Retning af Klarhed
og umiddelbar æstetisk-kunstnerisk Virkning.
Fremtrædende er her hans Bodssalmer (Psalmi
poenitentiales
1583) og desuden en lang Række
Musikværker, for en stor Del trykte i hans
Levetid, Motetter, Messer, Madrigaler,
Canzoner og flere Kompositioner for Orgel og for
andre Instrumenter. — 2) Hans Nevø,
Giovanni G., f. 1557 i Venezia, d. smst. 12. Aug.
1613, første Organist ved Markus-Kirken 1586.
Ogsaa hans Ry gik viden om. Med Hassier stod
han i inderligt Venskabsforhold, Heinrich
Schütz og Mich. Prätorius var hans Elever, og
selv en saa fjern Potentat som Christian IV
af Danmark sendte unge Musikere til ham for
at studere (deriblandt M. Borchgrevinck, Hans
Nielsen og Mogens Pedersen). Den berømte
venetianske Skole naaede under G. sit
Højdepunkt, kontrapunktisk Lærdom forbandt sig med
Skønhed. Navnlig forstod G., med Adel i Stilen
og Dybde i Udtrykket, at udfolde malerisk
Pragt og Glans over sine Tonebilleder ved
at anvende fl. samtidig med hinanden korresp. Kor (i
Lighed med hvad allerede Willaert og Andrea
G. havde begyndt). Han stod paa Overgangen
til den ny Musikperiode, der fuldbyrdedes henad
1600, og optog mange Elementer derfra, f. Eks.
Kromatik, uden dog at forlade det faste
kontrapunktiske Grundstandpunkt. Ogsaa for
Instrumentalmusikkens Udvikling er han af stor
Betydning. Blandt hans talrige Værker mærkes
fornemmelig Sacrae symphoniae
(6—16-stemmige, for Kor ell. for Instrumenter, 1597, 2. Bog
1615), Canzoni e sonate (3—22-stemmige
1615), Madrigaler (1585 og 1587), Ecclesiasticae
cantiones
(4—6-stemmige, 1589) etc. Talrige
Kompositioner af ham findes derhos i forsk.
Samlinger fra den Tid, i nyere Partiturudgaver
hos Winterfeld, Commer, Proske, L. Torchi,
L’arte musicale in Italia III o. a. (Litt.:
Winterfeld, »Johannes G. und sein
Zeitalter« [I—II, Berlin 1834]). — 3) Domenicio,
italiensk Violoncelvirtuos fra Bologna,
(c. 1640—c. 1690), har tillige gjort sig bemærket som
Operakomponist (7 Operaer) for Bologna og
Venezia samt ved Kompositioner for Sang og
Instrumenter, deriblandt »Balletti« for to Violiner,
Violoncel og Bas (2. Udg. 1703).
A. H.

Gabrielli [gabriæl.i], 1) Catterina, ital.
Koloratursangerinde, f. 1730 i Rom. d. 1796
smst.; Datter af en Kok hos Fyrst G.i hvis
Navn hun af Taknemmelighed antog, da hun
var blevet berømt. Elev af Pater Garcia og
Porpora, debuterede 1747 i Lucca, optraadte senere
paa forskellige italienske Scener, i Wien og
Petrograd og levede fra 1781 tilbagetrukken i
Rom. — 2) Francesca G., til Forskel fra

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 21 21:40:59 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/9/0320.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free