- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind IX: Friele—Gradient /
310

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gade, Niels Wilhelm

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

øvrigt morede det ham at gaa til Haande i
Faderens Værksted — hvor han tidlig blev
bekendt med Instrumenterne fra deres
haandværksmæssige Side — ell. at tegne, spille
Komedie, klimpre paa Klaver ell. paa Datidens
Yndlingsinstrument, Guitaren. Efter
Konfirmationen kom G. i Lære hos Faderen, men efter
hans eget Ønske opgaves denne Livsplan igen;
Musikervirksomheden blev valgt i Stedet, og i 18
Aars Alderen fik han den da bekendte
Violinspiller F. T. Wexschall til Lærer og gjorde
nu saa hurtige Fremskridt, at han dels blev
Elev i det kongelige Kapel, dels kunde
optræde som Solospiller ved Koncerter (ogsaa paa
en Rejse i Sverige og Norge), og det med al
Honnør.

Snart efter fik G. ogsaa teoretisk
Undervisning af A. P. Berggreen, der ledede hans
første Skridt paa Komponistbanen og var den,
der offentliggjorde G.’s første (Sang-) Kompositioner,
dels i sin »Musikalske Tidende«, dels
i »Melodier til fædrelandshistoriske Digte«,
hvoriblandt findes: »Paa Sjølunds fagre Sletter«
(1838). — Allerede disse første Forsøg er
gennem Paavirkning fra Berggreen og Weyse
(for hvem G. vikarierede ved Orgelet i Frue
Kirke) udpræget nationalt »danske«. — Den
senere klassiske og den romantiske Musik, der
kun forsigtig var præsenteret Kjøbenhavnerne,
lærte G. at kende gennem Samkvemmet med
jævnaldrende Musikvenner; den klassiske og
nyere samtidige Litt. nærmest gennem Berggreen og
sin mere aandsudviklede Ven, den senere
Skuespiller Fr. Høedt.

G. havde vel 1839 efter Opfordring
komponeret Musik til »Aladdin« og senere til
Balletten »Fædrelandets Muser«, men ingen saa dog
i ham andet end en lovende Violinspiller. Som
Komponist brød han pludselig og ubetinget
igennem med eet eneste Værk, sit Op. 1:
Ouverturen »Nachklänge von Ossian« (1840).
Ouverturen var for saa vidt et Lejlighedsarbejde,
som den var fremkaldt ved en Konkurrence, til
hvilken Musikforeningen havde indbudt,
og som indbragte G. den første Pris (ifølge
Dommerne Spohr’s og Schneider’s
Kendelse); men den var dybere set Udtryk for
al Romantikken, alt det noget tungsindige
Sværmeri hos den unge Musiker; den var tillige
Udtryk for, hvilken Indflydelse Schubert og
til Dels Mendelssohn havde haft paa hans
musikalske Naturel, samtidig med, at den
indeholdt Træk, der var og vedblev at være meget
ejendommelige for G. I tekn. (navnlig orkestral)
Henseende var Ouverturen saa udmærket, at
det vakte den største Opsigt. — Efter denne
glimrende Indledning fulgte nogle Arbejder, der
vel ikke blev modtagne med samme Opmærksomhed
fra Publikums Side, men vidnede om,
at G., efter at Isen var brudt, følte en levende
Trang til at frembringe. Disse Arbejder, blandt
hvilke nævnes »6 danske Sange« (tilegnede
Weyse), Klaversonate i E-mol (til Liszt, senere
omarbejdet som Op. 28), Musik til H. C.
Andersen
’s »Agnete og Havmanden« og til
Oehlenschläger’s »Skt Hans Aftenspil«,
kulminerede i den »1. Symfoni i C-mol«. Heller
ikke dette, snart saa berømte Værk modtoges
straks med synderlig Velvillie af »Musikforeningen«,
hvortil det var indleveret. Da Foreningen
stillede sig saa kølig og udsatte Opførelsen,
gjorde G. resolut det Skridt, der skulde blive
af Bet. for hans hele Liv: han sendte — som
det antages paa Høedt’s Tilskyndelse —
Symfonien til selve Mendelssohn-Bartholdy
i Leipzig; og Mendelssohn ikke blot svarede
ham i et i begejstrede Udtryk affattet Takkebrev,
men lod Symfonien opføre ved
»Gewandhaus-Koncerterne« (2. Marts 1843), hvor dens
ungdommelige Kraft og fremmedartede Kolorit
vakte den mest levende Interesse. Herefter
kunde Musikforeningen ikke holde sig tilbage,
Symfonien spilledes ogsaa med stort Bifald i
Kbhvn, og den Anerkendelse, der saaledes ude
og hjemme var blevet G. til Del, skaffede ham
en rigelig Rejseunderstøttelse af Fonden ad usus
publicos
(1844). Leipzig og Mendelssohn var
Rejsens Maal. I Leipzig tog G. nu Ophold i en
Række Aar (bortset fra et Besøg i Italien, hvis
Bet. for G.’s Kunst i alt Fald ikke direkte kan
efterspores), og han sluttede sig nær til
Mendelssohn, samtidig med, at han ogsaa traadte i
et venskabeligt Forhold til Rob. Schumann,
der som ledende Kritiker havde taget sig varmt
af G.’s Kunst. Til den tredie samtidige
Musikkens Stormand, Rich. Wagner, kom G.
derimod ikke til at staa i noget nærmere
Forhold; men han overværede dog (1846) med
Beundring Wagner’s Opførelse af Beethoven’s
9. Symfoni i Dresden, hvor Wagner da var
Kapelmester, og forblev en Overgang ikke helt
uberørt af den ny Stil i Wagner’s Operaer.
Men den revolutionære Aand i Dresden var alt
andet end velset i Leipzig, og Mendelssohn,
der stillede sig ganske afvisende over for
Wagner, vidste særlig at knytte G. til sig. Og G.,
der væsentlig kunde takke Mendelssohn for den
Berømmelse, der saa pludselig var blevet ham
til Del, blev en beundrende Discipel af den
unge, i Dannelse og Kundskaber ham saa
overlegne Mester. Tydelig spores i G.’s Musik denne
Paavirkning, og dens Værdi er her ret
tvivlsom. Meget af G.’s opr., udpræget nordiske,
kraftige, tungt lidenskabelige EjendommeHghed
ofres for den formelle Klarhed, der var
Mendelssohns Ideal, men ikke hidtil G.’s Styrke.
Forandringen mærkes ikke just i Symfoni Nr 2
(E-Dur), der i det væsentlige var komponeret
hjemme i Danmark, men allerede i de flg.
Arbejder, som Strygekvintet Op. 8, og navnlig Oktet
Op. 17, Symfoni Nr 3 (A-mol) og Ouverturerne
»Im Hochlande« og Op. 14 (C-dur [1844—46]).
I sin fulde Oprindelighed er G. dog til Stede
i den 1846 komponerede Kantate »Comala«, der
behandler et Ossiansk Stof; i det ufuldførte
Operaudkast: »Siegfried und Brunhilde« tør
man, med Hensyn til Stofvalget, vistnok se en
Paavirkning fra Rich. Wagner. — Allerede i
Sæsonen 1844—45 havde G. foruden Lærervirksomheden
ved det nyoprettede Konservatorium
maattet overtage Direktionen af
Gewandhaus-Koncerterne under Mendelssohns Fraværelse,
og da denne vendte tilbage, beholdt G. den
ærefulde Stilling sideordnet med ham, indtil
han efter Mendelssohns Død (1847) atter stod
som Enedirigent. Den slesvigske Krig (1848)

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:13 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/9/0325.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free