- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind IX: Friele—Gradient /
311

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gade, Niels Wilhelm

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

foranledigede ham dog til at vende tilbage til
Kbhvn. Til Leipzig, hvor Forholdene maaske
efter Mendelssohns Død kunde være blevne
vanskelige nok for ham (han havde som »utysk«
adskillige Fjender), vendte han kun tilbage paa
et kort Besøg 1852, ved hvilken Lejlighed han
dirigerede 10 Koncerter, men uden paa ny at
knyttes fastere til Gewandhaus-Institutionen.

I Kbhvn kom G. snart i Forbindelse med
»Musikforeningen«, og 1850 overtog han
Ledelsen af dens Koncerter. Straks fra Beg. af lagde
G. den største Energi, Omsigt, praktiske og
æstetiske Klogskab for Dagen i denne Gerning,
der væsentlig optog ham Resten af Livet. Han
reformerede Orkestret, baserede Programmerne
paa de store klassiske og romantiske Mestre,
der hidtil havde været lidet ell. slet ikke
dyrkede. Han opdrog gennem den Autoritet,
hans Begavelse og Stilling gav ham, det
kjøbenhavnske Musikpublikum — hans Fortjeneste
paa dette Punkt er uberegnelig stor —, og han
har Æren af at have gjort det bekendt med
saadanne Storværker, for hvis Opførelse man
hidtil havde ment at maatte gaa af Vejen, som
Bach’s »Matthæus-Passion«, Gluck’s
»Alceste« og »Orfeus«, Beethoven’s »Niende
Symfoni« (for ikke at nævne den moderne
Kammermusik fra Beethoven til vore Dage). Som
Orkester- og Kordirigent besad G. Evner som
higen af hans Forgængere ell. Efterfølgere;
navnlig var hans Sans for Velklang og Evne
til Klarlæggelse af Kompositionen enestaaende.

For »Musikforeningen« komponerede G. nu
næsten alle sine større Arbejder, og hans
Produktion i de flg. Aar var meget betydelig. Paa
en vis Maade kan Forholdet til
Musikforeningen siges at fortsætte den Indflydelse,
Mendelssohn’s Kunst og Person havde haft paa G., hos
hvem Bestræbelsen fremdeles kom til at gaa i
Retning af de klare, rene Linier og det
lettilegnelige Indhold; men den direkte
Mendelssohn’ske Tone forsvinder mere og mere fra
G.’s Kunst, dens Melodik og kække Rytmik kan
undertiden minde om Schumann, dog ikke
anderledes, end at G.’s egen Tone fuldt og
kraftig klinger igennem. Og denne Tone er den
»danske«, der præger Værker som den
prægtige, sommerlyse »Symfoni Nr 4 i B-dur« (1850),
»Foraarsfantasien« (1852), skrevet s. A. som G.
hjemførte J. P. E. Hartmann’s Datter
Sophie som Brud, Balletten »Et Folkesagn«
(komponeret i Forening med Hartmann) og først og
fremmest den geniale Ballade: »Elverskud«
(1853), sikkert G.’s mest ejendommelige og
fuldendte Værk. Det frejdige, livsglade og lyse
Præg, der hviler over alle disse Værker (ret
beset og meget betegnende ogsaa over
»Elverskud«, trods Emnets Tristhed), viger nu en kort
Tid fra G.’s Kunst. En stor personlig Sorg:
hans unge Hustrus Død, hemmede en Stund hans
Frembringelse og satte sig derefter Spor først i
den storslaaede Salmemelodi: »Udrust dig Helt
fra Golgatha«, senere (1857) i »Symfonien Nr
6 i G-mol«, enestaaende i G.’s senere
Produktion ved sin mørklidenskabelige og energiske
Karakter. — 1857 giftede G. sig atter (med
Mathilde Stæger), og i hans flg. Værker
genfindes det tidligere lyse Præg. Fremmest bl.
disse »Musikforeningskompositioner« staar
Kantaterne for Soli, Kor og Orkester, bl. hvilke
»Korsfarerne« (1865), »Kalanus« (1869), »Zion«
(1874) og »Psyche« (1882) er de største og
betydeligste (særlig »Korsfarerne« blev meget
populær og opførtes atter og atter) — mindre
Korværker er »Frühlingsbotschaft«, »Die
heilige Nacht«, »Gefion«, »Ved Solnedgang« og
»Der Strom« (Goethe), komponeret 1889.
Jævnsides hermed forøgedes Symfoniernes Rk.
indtil »den 8. i H-mol« (1871), i hvilken atter
for een Gang den opr. »nordiske« Tone
anslaas — og Ouverturerne med »Hamlet« (1861)
og »Michel Angelo« (s. A.); Orkesterstykkerne:
»Novelletter«, »En Sommerdag paa Landet«
(1879), »Holbergiana« (1884) samt
»Violinkoncerten« (1880) komponeredes tillige med nogen
Kammermusik (det Felt, paa hvilket G. i øvrigt
var mindst virksom) og en Del Sange;
»Koncertkantaten« uddannede G. til en høj Grad af
Fuldkommenhed, og han staar i denne
Henseende i første linie bl. Samtidens Musikere.
Gennem Tekstvalget og den bredt anlagte Musik
yndede han at give store anskuelige Billeder fra
Myteverdenen ell. Verdenshistorien. Som
Symfoniker indtager G. ligeledes en fremskudt
Plads; hans Navn nævnes jævnsides med
Mendelssohns og Schumann’s. I den danske Musik
er han en Hoved-Repræsentant for Symfonien
— om hans Værker paa dette Omraade end
ikke besidder den klassiske tematiske
Udarbejdelse, men mere interesserer ved deres
friske Melodirigdom, Stemningsenhed, Flugt,
Formskønhed og Velklang. — Disse Arbejder
skaffede G. en trofast Kreds af varme
Beundrere; til saa mange som Ungdomsværkerne
havde de ikke Bud. Et og andet i denne stadige
og vel til Del’s pligtmæssige Produktion kunde
jo ogsaa faldt lidt svagt ud. Men i Hovedsagen
er disse Værker Udtryk for, hvad der var G.
mest ejendommelig — og vel til alle Tider
havde været hans Natur, hans »Danskhed« —
Stræben efter Harmoni og Afrundethed,
Trangen til Skønhed og Forholdsmæssighed, en
frejdig Glæde over Livet, en mild Vemod ved dets
Sorger og Modgang, og paa den anden Side:
Ængstelse for det voldsomme og lidenskabelige,
Skyhed for de skarpe Modsætninger, for
alt taaget, men rigtignok ogsaa for det kraftig
karakterfulde. I formel Henseende, i
Kompositionens Anskuelighed, i orkestral og vokal
Velklang, i fin Stemmeføring, smagfuld (og
original) Harmonik, strømmende yndefuld —,
men lidet vekslende — Melodik naaede G. tidlig
Mesterskab, og med alle disse indre og ydre
Egenskaber kulminerede hans senere
Produktion i »Psyche«. »»Psyche« er for G.’s
Alderdomsaar, hvad »C-mol-Symfonien« var for
Ungdomsaarene og »Elverskud« for Manddomstiden«.
— Af G.’s Kompositioner skal foruden
de forannævnte endnu kun fremhæves hans
Arbejder for Teatret: Balletten »Napoli« (1842 og
Operaen »Mariotta« (opført 1850 uden
synderligt Held); af de talrige »Lejlighedskompositioner«
den smukke »Festmusik ved Univ.’s 400
Aars Fest« (1879) samt endelig det interessante
Fragment: »Baldurs Drøm« (1857—58) (hvori en
fremtrædende Wagner’sk Paavirkning).

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:13 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/9/0326.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free