Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gaëta (By) - Gaëta (Fartøj) - Gaffel - Gaffel (Søv.) - Gaffelabe - Gaffelantilope - Gaffelben - Gaffelbom - Gaffelbuk - Gaffelgrening - Gaffelhjort - Gaffelklaver - Gaffelkvast
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Neapel. I de flg. Aarh.’s Krige spillede G. fl.
Gange en fremtrædende Rolle og har maattet
udholde fl. strenge Belejringer. 1707 blev den
saaledes belejrefr i 3 Maaneder og derpaa
stormet af Østerrigerne, 1734 belejrede Kong Karl
af Neapel Fæstningen i 5 Maaneder og tvang
den til sidst til en ærefuld Kapitulation. Under
Napoleons Krigene var den fl. Gange besat af
Franskmændene og udholdt navnlig en haard
Belejring fra Febr til Juli 1806. Da Paven
flygtede fra Rom, tog han sin Tilflugt hertil fra 25.
Novbr 1848 til 4. Septbr 1849. Sin sidste
Berømmelse indlagde G. sig som Frants II af
Neapels sidste Støttepunkt mod Piemonteserne
1860; efter en 3 Maaneders Belejring blev den
dog tvunget’ til Overgivelse 13. Febr 1861.
C. A.
Gaëta [ga’eta], et mindre Halvdæksfartøj med
een ell. to Master, der bruges til Fiskeri ved
Middelhavets Kyster. Navnet stammer fra
G.-Bugten, som ligger N. f. Bugten ved Neapel.
Gaffel er en fra Tysk optaget Betegnelse for
en Gren, der deler sig i to Arme (paa Dansk
»Tvege«), og er blevet Fællesnavn for en Del
forsk. Instrumenter. Som Agerbrugsredskab
kaldes den ogsaa Fork, Latin furca. Hos Romerne
og senere i Middelalderen kendte man den som
Krigs- og Jagtvaaben. Til Køkkenbrug havde
den klassiske Oldtid Riste- ell. Kødgafler,
der forekommer i Odysseen; disse viste
sig sparsomt i Middelalderen, men anvendes
endnu i sydlige Lande. Spisegaflen var
Oldtiden ubekendt, man benyttede Fingrene. Det
første Eksemplar skal iflg. Petrus Damianus
(d. 1072) være kommet til Europa i 11. Aarh.;
i 12. Aarh. findes der Eksemplarer afbildede
i Hortus deliciarum (Herrad von Landsberg).
113.Aarh. optræder G. i Inventarer. Fra 14. Aarh.
er bevaret enkelte Stykker. Deres Hjem synes
Italien at være. I Renaissancens forfinede Tid
udgik herfra sande Pragtstykker (pirone ɔ:
spids, takket) sammen med Ske og Kniv i
Bestikker, men det var til personlig Brug og
tjente opr kun ved Spisning af visse syltede
Sager. Disse G. havde alle 2 Grene (Dansk
»Flener«). I 16. Aarh. fik de 3, i 17. 4, og dermed
var Udviklingen sluttet. Under Kong Henrik III
fik langskaftede G. Udbredelse i Frankrig, da
de meget brede Pibekraver (se Fræse)
hindrede Spisning med Fingrene, men efter at de
gik af Mode, synes Brugen af G. atter at
aftage. I Danmark nævnes G. første Gang af Kong
Christian IV i en Kalendernotits fra 1621, men
har dog været kendt før. Nationalmuseet ejer
2 G. fra Beg. af 16. Aarh. Den første Opposition
mod Fingerspisningen rejstes i Hotel
Rambouillet, hvor Hertugen af Montausier reformerede
Bordservicet, og fra Midten af 17. Aarh. kan
regnen G.’s første Indførelse dusinvis som
Husets Ejendom. Forhen medførtes Spisebestik af
Gæsterne. Med dens almindelige Optagelse gik
det yderst trevent. Ludvig XIV spiste helst
med Fingrene, og det var først ind i 18.
Aarhundrede, at den saas paa Borgerfolks Borde.
I Danmark kom den i Bønders Hænder efter
1800, i Norge efter 1860, i Sverige efter 1880, dog
er her stor Forskel i Tiden for de enkelte
Landsdeles Vedk. I Spanien og Rusland bruges den
endnu ikke af Almuen, i Orienten af ingen. (Litt.:
Artiklen fourchette i Viollet-Duc,
Dictionniaire raisonné du mobilier français, samt i
Havard, Dictionnaire de l’ameublement;
Bernhard Olsen, Afhandlingen" »G.« i
»Tidsskrift for Kunstindustri« for 1897, 2.
Hæfte).
Bernh. O.
Gaffel (Søv.), et Rundholt, der er gaffelformet
i den ene Ende og med denne (Kloen) griber
om Masten, fra hvis Agterkant G. vises skraat
opefter. G. hejses op i Klofald og Pikfald
og holdes ind til Masten ved en Rakke.
Klofaldet hejser Kloen, Pikfaldet G.’s anden Ende,
Nokken. Naar G. er paa Plads, hænger den
i en Borg og støttes i Gærderne, som
gaar fra Nokken og til Dæks, een til hver Side.
G. bærer et Sejl, der kaldes G.-Sejl og
yderligere betegnes ved den Mast, hvorfra G. er
anbragt som Foreg.-sejl, Storeg.-sejl
og paa agterste Mast Mesanen.
At bringe et Maal i G. er under en
Beskydning med Kanoner at faa Projektilernes
Nedslag til skiftevis at falde tæt foran og tæt
bagved Maalet. Lykkes dette, ved man, at
Træfningen bliver god.
H. E.
Gaffelabe (Søv.), et Sejl, der ogsaa kaldes
Store-Gaffelsejl, hvis øverste Kant (Gaffelliget)
vandrer paa Gaflen, og hvis forreste Kant
(Mastliget) er gjort fast til en Snomast, der staar
langs Agterkant af Stormasten.
H. E.
Gaffelantilope, se Antilocapra.
Gaffelben, se Fugle.
Gaffelbom, se Gaffelstang.
Gaffelbuk kaldes i Jagtsproget den unge
Raabuk, naar den har faaet to Ender paa hver
»Stang« (Horn).
S. F.
Gaffelgrening (bot.), se Forgrening
(Brakial F.).
Gaffelhjort, se Hjorte.
Gaffelklaver, se Adiafon.
Gaffelkvast (bot.) kaldes den kvastformede
ell. brakiale Blomsterstand, i hvilken der
underneden den relative Hovedakses Endeblomst
i Akslerne af to i Reglen modsatte Højblade
(den nævnte Blomsts Forblade) fremkommer to
ny Blomster, fra hvis to Forblade Forgrening
 |
| Gaffelkvast. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
