Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Garibaldi, Giuseppe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
overgive sig, drog han 2. Juli bort derfra med
3—4000 Mand for at gaa til Norditalien og
paany vække Opstanden der; han førte sin Trop
under store Vanskeligheder over Apenninerne,
men nødtes af de østerr. Tropper til at kaste
sig ind i San Marino. Her opløste han sit
Korps og søgte med kun 300 Mand at naa til
Venezia; men ogsaa dette blev hindret, og han
maatte flygte gennem Landet til Genova. Den
sardinske Regering vilde dog ikke taale hans
Ophold her, og da han ogsaa blev udvist af
Tunis efter den fr. Regerings Opfordring, drog
han til Nordamerika, hvor han bl. a. for som
Skibsfører i det stille Hav. Maj 1854 vendte
han hjem og købte en Del af Øen Caprera.
Skønt Republikaner sluttede han sig dog 1857
til Nationalforeningen og blev dens
Næstformand, og da Krigen 1859 stod for Døren, blev
han 17. Marts Anfører for en Brigade af
frivillige »Alpejægere«, med hvilken han gjorde
ypperlig Tjeneste i samme Egn som 1848 og
indtog Varese og Como. Efter at Krigen var
sluttet, drog han i Septbr til Mellemitalien,
overtog Ledelsen af en Division og paatænkte
et Indfald i Kirkestaten, men maatte opgive
det paa Kong Victor Emmanuels Bud og trak
sig da tilbage til Sardinien. Her valgtes han
i Marts 1860 til Deputeretkamret og gjorde 12.
Apr. kraftig Indsigelse imod, at man vilde
afstaa hans Fødestavn Nizza til Frankrig.
Harmen herover fremkaldte hos ham et
uudslukkeligt Had til Kejser Napoleon og tillige en
Bitterhed imod Cavour, som heller aldrig fortog
sig.
For at vinde en Slags Oprejsning og krydse
Napoleon’s Planer beshittede han at gøre et
Tog paa egen Haand til Sicilien, hvor der var
udbrudt en Opstand; han havde allerede Oktbr
1859 faaet Opfordring dertil, og Kongen gav
ham villig, skønt hemmelig, sin Billigelse. I
Natten 5.—6. Maj 1860 sejlede G. fra Genova
paa to lejede Dampskibe med 1,089 Mand (»de
Tusindes Tog«) og landede 11. Maj paa
Sicilien’s Kyst ved Marsala. Efter at have sejret
15. Maj ved Calatafimi imod stor Overmagt
indtog han 27. Maj Staden Palermo, medens
Fortet først rømmedes 10 Dage senere. Han
erklærede sig for Diktator, men optraadte
samtidig med største Jævnhed i sine Friskarers
»røde Skjorte«. Overalt hilstes han som
Befrier og blev i kort Tid Herre over hele Øen
med Undtagelse af Messina og et Par mindre
Forter. Efter den blodige Kamp ved Milazzo
20. Juli blev ogsaa Byen Messina indtaget, og
Besætningen i Fortet sluttede nu Overenskomst
om Neutralitet. Han brugte sin Myndighed til
at udvise Jesuitterne og gennemførte fl.
Reformer, især hjulpet af Crispi; men skønt han
aabent udtalte, at han kun tilsigtede at lægge
Sicilien under Kong Victor Emmanuel,
meddelte han dog denne skriftlig, at han først vilde
overgive ham Herredømmet, naar han tillige
havde frigjort Kongeriget Napoli. I dette
Øjemed drog han 20. Aug. over Messina-Strædet til
Reggio og rykkede, næsten uden at møde
Modstand, saa hurtig frem, at han allerede 7. Septbr
kunde holde Indtog med nogle faa Officerer i
Staden Napoli; thi medens Indbyggerne paa
Fastlandet ligesom paa Sicilien modtog ham
som Befrier, opløstes Troppe afdelingerne som
slagne af Rædsel ell. gik ligefrem over til ham.
Dog nu blev Vanskelighederne større, dels
fordi Mazzinisterne, som omgav ham, helst vilde
oprette en syditaliensk Republik, hvad Frankrig
for ingen Pris vilde tillade, dels fordi Resten
af den neapolitanske Hær blev Kongen tro. Vel
slog han 1. Oktbr dens Angreb tilbage ved
Volturno, men det var dog først de norditalienske
Troppers Fremrykning, som reddede ham ud
af Forlegenheden. 21. Oktbr lod han holde
Folkeafstemning i hele Syditalien, hilste 5 Dage
senere Victor Emmanuel som Italien’s Konge og
førte ham 7. Novbr — to Maaneders Dagen
efter sit eget Indtog — i Triumf ind i Napoli.
Men misfornøjet med, at han ikke fik Lov at
beholde Styrelsen i et Aar, afslog han enhver
Belønning, der tilbødes ham: et kongeligt Slot
til Bolig, en stor Medgift til hans Datter,
Udnævnelse til General (den højeste Rang i
Hæren) og til Ridder af Annunciata-Ordenen
(Rigets fornemste Udmærkelse), den sidste endog
med den haanlige Ytring, at han ikke skøttede
om »kongeligt Isenkram«. Han vendte straks
tilbage til sin Ø, stemplende, sig selv som »en
udpresset Citron«, og kom først frem igen 18
Apr. 1861, da han i Deputeretkamret havde et
heftigt Sammenstød med Cavour, fordi der
formentlig ikke toges Hensyn nok til hans
Officerer i den tidligere »Sydhær«. Kong Victor
Emmanuel mæglede 2 Dage efter personlig et
Forlig mellem Cavour og G., som derefter trak sig
bort fra den politiske Virksomhed.
Juni 1862 besluttede han at gentage Forsøget
fra 1860, men denne Gang rettet lige imod Rom.
Han rejste til Palermo, kaldte Folk til Vaaben
under Kampraabet »Rom ell. Døden« og førte
en Friskare paa 3—4000 Mand, men uden sine
tidligere Underanførere igennem Øen tvært
imod Kongens Forbud. 25. Aug. gik han fra
Catania over til Kalabrien, men standsedes fire
Dage senere ved Aspromonte af Oberst
Pallavicini og blev haardt saaret ved et Skud i
Foden, da han forsøgte Modstand i Tillid til, at
Tropperne vilde gaa over til ham. Han førtes
som Fange til Spezia, men amnesteredes, som
rimeligt var, 5. Oktbr imod at love at holde sig
rolig paa Caprera. Saaret blev lægt under
Behandling af den franske Kirurg Nélaton, men
han maatte i lang Tid gaa med Krykker. Skønt
han nærmest følte sig som en Løve i Bur,
holdt han dog sit Løfte og levede paa Caprera
i landlig Simpelhed som en »Nutids
Cincinnatus«, kun af og til hævende sin Røst med bitre
Udfald imod den fr. Regering. Allerede 1861
havde Præsident Lincoln indkaldt ham til
Nordamerika for at kæmpe imod Slavestaterne, men
den Gang vilde han ikke forlade Italien, fordi
han nærede Planer om et Angreb paa
Østerrig. 1863 ønskede han selv at komme
Polakkerne og 1864 Danmark til Hjælp, men hans
Tilbud blev ikke modtagne. Derimod besøgte
han i Apr 1864 England og modtog her den
mest smigrende Hyldest baade af Aristokratiet
og af Folket; blev Æresborger i City og faa
Maaneder efter Stormester for de italienske
Frimurere. Krigen 1866 gjorde Ende paa hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
