Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Garibaldi, Giuseppe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tvungne Uvirksomhed, idet han fik Anførselen
over 20 frivillige Batailloner; han trængte ind
i Sydtyrol, men havde ikke sit gl. Held, hvad
der vistnok medvirkede til, at dette Landskab
ved Freden forblev under Østerrig.
Da alle Regeringens diplomatiske
Forhandlinger ikke førte til Rom’s Tilknytning, brast G.’s
ringe Taalmodighed i Sommeren 1867, og han
vilde gøre et nyt Forsøg, efter først at have
bebudet sin Plan i en saare revolutionær Tale
paa Fredskongressen i Genève. Første Gang
stoppedes han 24. Septbr og førtes til
Alessandria og derfra tilbage til Caprera; men han
undveg fra sine Bevogtere og drog gennem
Firenze til Kirkestaten, hvor han 20. Oktbr
sluttede sig til de Friskarer, som under hans
Søn Menotti G. forud var trængt derind. Han
slog de pavelige Tropper ved Monte Rotondo
og rykkede med 3000 Mand frem lige til
Rom’s Mure, men led 3. Novbr ved Mentana
et alvorligt Nederlag imod den fr. Hjælpehær
under General Failly; det var netop her, at
»Chassepot-Bøsserne gjorde Underværker«, som
det hed i Sejrsbudskabet til Paris. G. trak sig
skyndsomst tilbage og overgav sig til de
italienske Myndigheder, som satte ham i Frihed
efter en Maaneds Fangenskab.
Dette andet Fejlslag af hans dristige Plan til
Rom’s Frigørelse gjorde G. bitter i Sind og
drev ham nærmere over til Mazzini og de
andre europæiske Revolutionsmænd. Men da det
fr. Kejserdømme var faldet i Septbr 1870, søgte
han straks at paavirke sine Landsmænds
Stemning til Bedste for Frankrig, maaske i det Haab
at genvinde Nizza for Italien. Selv tilbød han
sin Hjælp, men blev først modtaget 7. Oktbr og
kom da med sine to Sønner og nogle af sine
Friskaremænd. Han kunde dog ikke udrette
stort med sin Hær af fr. Frivillige og
Flygtninge fra alle Lande, skønt den kæmpede tappert
og havde fl. heldige Træfninger i Egnen om
Dijon. Efter Fredsslutningen valgtes han i 4
Departementer til Nationalforsamlingen, men
behandledes kun haanlig af det monarkistiske
Flertal (han var som Udlænding heller ikke
valgbar) og trak sig 13. Febr dybt krænket
tilbage til Caprera, hvis eneste Ejer han faa Aar
i Forvejen var blevet ved Kong Victor
Emmanuel’s Gave. Medens han 1861—70 kun et Par
Gange havde givet Møde i Deputeretkamret,
mødte han, efter at være valgt i Rom 1874, og
tog ivrig Ordet for Tiberens Regulering og
Kampagnens Opdyrkning. Ved Lov tilstodes der
ham 1875 en Aarpenge af 100,000 Lire, men
han tog først imod dem, da Venstre 1876 var
blevet Flertal. I de flg. Aar brugte han sin
ejendommelige Stilling til at udstede
voldsomme Opraab imod Østerrig og om det vælske
Tyrol’s Løsrivelse; ligeledes angreb han 1882
Frankrig’s Tilknytning af Tunis som en grov
Krænkelse af Italien og lagde ikke Skjul paa,
at han nu glædede sig over Tysklands Sejr 1870.
Han overværede Novbr 1880 i Milano
Afsløringen af Mindesmærket over Kampen ved
Mentana, men kunde 30. Marts 1882 ikke være til
St. ved 600 Aars Mindefesten i Palermo for den
sicilianske Vesper. Da han faa Maaneder efter
døde, blev der alm. Landesorg;
Grundlovsfesten udsattes i 14 Dage, og hans Lig blev jordet
paa Caprera med stor Højtidelighed paa
Statens Bekostning, skønt han selv havde krævet
det brændt.
G. var en saare mærkelig Personlighed. Man
maa vistnok dadle hans utæmmelige
Fremfusenhed og forbavses over hans politiske Uforstand,
men hans brændende Fædrelandskærlighed og
lysende Uegennyttighed giver ham endnu mere
end selv hans glimrende Tapperhed Krav paa
alm. Beundring, ligesom de i hans levende
Live vandt ham hans Landsmænds Kærlighed
og gav ham hans store Indflydelse over dem.
Hans Sejrstog i Sommeren 1860, da han i et
halvt Aar indtog et helt Kongerige, vil altid staa
som en af de mærkeligste Tildragelser i
Historien og bevare Mindet om ham som en ægte
Folkehelt. Medens Cavour var Italien’s Hoved,
var G. dets Hjerte, og Azeglio sagde med Rette
om ham, at han »havde et Tyrehoved, men et
Guldhjerte«. Paa sin Dødsseng udtalte Cavour
ogsaa, at G. var »en Hædersmand«, og at de
begge havde fælles Maal. Han omfattede alle
forurettede og undertrykte Folks Sag med
varm Medfølelse, medens han hadede alt
Tyranni og oprørtes over al Lavhed og Slethed.
Dette fremtræder ogsaa i et Par Romaner (udg.
1870), omhandlende Italien’s Tilstande og
Historie i den nyeste Tid; de er fulde af
voldsomme Angreb paa Pavedømmet og det
katolske Præsteskab, men har intet litterært Værd.
Hans Hustru Anita (egl. Ana Maria
Ribeiro da Silva, f. omtr. 1820), en brasiliansk
Kreolerinde, som han havde bortført 1839, var
lige saa glødende for Folkenes Frihed som
hendes Ægtefælle og fulgte ham 1849 i Kampene
om Rom og paa Tilbagetoget herfra (ligesom
hun havde gjort i Sydamerika); hun døde
under dette 4. Aug. i Comachio nærved
Adriaterhavet. Med hende havde han 2 Sønner og 1
Datter. Den ældste Søn Menotti G.
(1840—1903) fulgte Faderen allerede paa Toget 1860
og udmærkede sig 1867, samt førte 1870—71 en
Brigade i Krigen mod Tyskland; han drev siden
1871 en Landejendom i Velletri og var siden
1876 Medlem af Deputeretkamret, hvor han
hørte til yderste Venstre. Den yngre Søn
Ricciotti G., f. 1847, gjorde ypperlig
Tjeneste 1870—71 (udgav 1879 Souvenirs de la
campagne de France) og var 1886—90 Medlem
af Deputeretkamret. Han førte 1897 de italienske
Friskarer i Grækenlands Krig mod Tyrkiet og
havde 1912 lign. Planer, samt var ligesom
Broderen ivrig Deltager i Bevægelsen for Italia
irredenta. Datteren Teresita (1840—1903)
ægtede en af Faderens Underanførere Canzio
(1838—1910). Jan. 1860 ægtede G. en lombardisk
Grevedatter Raimondi, d. 1918, der i Krigen 1859
havde hjulpet ham, og hvis Mod havde mindet
ham om Anita; men han forlod hende straks
efter Brylluppet, da han fik Oplysninger, som
viste, at hun havde en Elsker. Efter at
dette ubesindige Ægteskab 1880 ved Dom var
erklæret for opløst, ægtede han Francesca
Armosino, som havde været Amme for hans
Datterbarn og senere levet med ham paa Caprera,
samt skænket ham en Datter Clelia (f. 1867) og
en Søn Manlio (f. 1873). Efter hans Død fik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
