Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Garnier, Marie Joseph Francois - Garnier, Pierre - Garnier, Robert - Garnier frères - Garnierit - Garnier-Pagès
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvorpaa Franskmændenes Magtstilling i
Bagindien senere er blevet bygget. Som Forfatter af
Beskrivelser af sine Rejser er G. ogsaa
fordelagtig bekendt. Et Monument over ham er rejst
i hans Fødeby St Étienne.
C. W.-S.
Garnier [gar’nie], Pierre, fr. Læge, f. i
Lyon, studerede i Montpellier og blev 1695
Læge ved Hôtel-Dieu i Lyon. Han kaldtes 1710
til Beaujolais i Anledning af en Epidemi og
døde selv der af Pest 4. Juli 1719. Han skrev
Formules nouvelles de médecine 1693 og Traité
de la vérole 1699. (1726 og 1730).
J. S. J.
Garnier [gar’nie], Robert, fransk Digter
(1545—1610). Af borgerlig Livsstilling var han
juridisk Embedsmand, men han fortsatte med
stort Held Jodelle’s Bestræbelser for at skabe
en fransk Tragedie og er en af de betydeligste
Forløbere for Corneille og Racine. Han har
forfattet otte Dramaer, der alle udmærker sig
ved et smukt og kraftigt Sprog, en billedrig
Retorik og en omhyggelig Versbehandling;
hvad Komposition og dramatisk Udvikling
angaar, lader de derimod adskilligt tilbage at
ønske. Væsentlig med Seneca som Forbillede
skrev han de seks Tragedier (1568—80) Porcie,
Cornélic, Hyppolite, Marc Antoine, Troade,
Antigone; desuden har han forfattet en
Tragikomedie Bradamante (1582), hvortil Stoffet er
hentet fra Orlando furioso, og det bibelske
Drama Les Juïves ell. Sédécie (1583), der skildrer
Juda Kongehuses Ødelæggelse af
Nabuchodonosor efter Jerusalems Forstyrrelse; dette
sidste Stykke er hans Hovedværk og vel det
originaleste Arbejde, det fr. Teater frembragte i
16. Aarh.
Kr. N.
Garnier frères [gar’nie-’fræ.r],
Forlagsboghandel i Paris, grundlagt 1833 af de to Brødre,
Auguste G., f. 1812, d. 1887, og François
Hippolyte G., f. 1816, d. 1911. Af Forlagets
omfattende Virksomhed maa fremhæves de
store Samlinger: Chefs d’oeuvre de la
littérature française, indeholdende Molière’s,
Lafontaine’s, Boileau’s, Racine’s o. a. Skrifter,
Collection des grands écrivains du XVIIIe siècle,
hvori bl. a. en fuldstændig Udg. af Voltaire’s
Sirrifter i 52 Bd, Bibliothèque choisie og
Bibliothéque latine-française; desuden en Rk.
Ordbøger, bl. hvilke særlig maa nævnes
Bescherelles Dictionnaire national og talrige sproglige
Hjælpemidler. Til Forlaget er knyttet Abbé
Migne’s Forlag, købt 1879, foruden en særlig
Afdeling for spansk og portugisisk Litteratur
(Klassikere, Oversættelser, illustrerede Skrifter
for Folket og for Ungdommen).
J. L. L.
Garnierit (Noumëit, Noumëait), en
vigtig Nikkelmalm; den er amorf og har
temmelig vekslende Sammensætning (oftest 20—40
% Nikkel og for øvrigt Kiselsyre, Magnesia og
Vand); den er blød, Farven er æblegrøn eller
bleggrøn, Vægtfylden er 2,3—2,8. Den brydes i
betydelig Mængde især ved Noumea i
Ny-Kaledonien, hvor Malmen optræder som Aarer i
Serpentin; findes ogsaa i det sydlige Oregon og
enkelte andre St. — Et i Sammensætning og
Udseende ganske lignende Mineral fra Tejas i
Pennsylvania har faaet Navnet Genthit.
(N. V. U.). O. B. B.
Garnier-Pagès [gar’nie-par3æ.s], Navn for
to fr. Politikere, Halvbrødre, som i et
Fællesnavn forenede deres to Fædres Navne:
1) Étienne Joseph Louis (1801—41)
var først Bogholder i et Handelshus i sin
Fødeby Marseille, men gav sig siden til at studere
og blev Sagfører i Paris. Han sluttede sig
tidlig til Selskabet Aide-toi og tog 1830 personlig
Del i Julirevolutionen; valgtes 1831 til
Deputeretkamret og var her en af Lederne for den
republikanske Opposition, især ved Indsigelsen
imod Juste-milieu-Politikken. Da han efter
Opstanden 1832 blev angrebet for sin Deltagelse
i det ovennævnte Selskab, mindede han spydig
om, at ogsaa Guizot havde været Medlem deraf,
og at den daværende Justitsminister Barthe
havde hørt til Carbonarierne. 1835 talte han
imod Septemberlovene, og 1840 udtalte han sig
aabent for alm. Valgret, da kun en saadan
Reform vilde kunne hindre en Revolution; han
bekæmpede afgjort Paris’ Befæstning, der i
hans Øjne vilde blive en ny Række Bastiller.
2) Louis Antoine, f. 16. Febr 1803, d.
31. Oktbr 1878, blev 1825 Mægler i Paris og tog
ligesom Broderen Del i Gadekampen 1830. Men
først efter Broderens Død og til Dels baaret af
hans Ry blev han 1842 valgt til
Deputeretkamret, hvor han fortrinsvis gav sig af med
finansielle og økonomiske Spørgsmaal. Ved
Reformbanketterne 1847 spillede han en Hovedrolle og
forsvarede saaledes ved Festen i Montpellier
Rædselsperiodens blodige Forholdsregler som
»sørgelige Nødvendigheder, der skulde frelse
Fædrelandet«. Ogsaa var han i Febr 1848 en
af de faa Deputerede, der vilde trodse
Regeringens Forbud imod Banketten i Paris, men
fraraadede dog et Oprør som overmaade farligt.
Efter Februarrevolutionen blev han Medlem af
den provisoriske Regering og Finansminister;
gennemførte for at undgaa en Statsbankerot fl.
yderlige Finansreformer, bl. a. en væsentlig
Forhøjelse af de direkte Skatter, der vakte
stor Misnøje imod Regeringen, men senere
billigedes fuldt ud af Nationalforsamlingen. Han
valgtes ogsaa 10. Maj til Medlem af den ny
Regering indtil 23. Juni; krævede kraftige
Forholdsregler for at undertrykke
Arbejderopstanden og hørte til Republikanernes maadeholdne
Fløj. 1849 blev han ikke genvalgt til
Nationalforsamlingen og indtraadte først 1864 paa ny
i det politiske Liv, idet han i Paris valgtes til
den lovgivende Forsamling (1857 trak han sig
tilbage for E. Ollivier). Han angreb fl. Gange
Regeringens Finansstyrelse, tilraadede
indgribende Reformer (Koalitionsfrihed for
Arbejderne, en Hærordning i Retning af
Folkevæbning, Indkomstskat) og forsvarede
Nationalitetsgrundsætningen og Folkenes
Selvbestemmelsesret som Grundlag for den udenrigske
Politik. Han stemte 1870 imod
Krigserklæringen og blev siden Medlem af
Forsvarsregeringen, men spillede ingen særlig Rolle og valgtes
1871 ikke til Nationalforsamlingen. G.-P. har
skrevet Histoire de la Révolution de 1818 (8
Bd 1860—61) med Fortsættelsen Histoire de la
Commission exécutive (2 Bd 1869—72), der giver
værdifulde Bidrag til Tidens Historie.
E. E.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
