Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gautier, Didier Johan Otto Christian - Gautier, Émile Théodore Léon - Gautier, Théophile og Judith
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med Husdyr« udnævntes han 1907 til Formand
for Voldgiftsdomstolen i Kbhvn; denne Stilling
opgav han 1912. G. har indlagt sig store
Fortjenester af hele den danske Dyrlægestand og
har bidraget usædvanlig meget til det kollegiale
Sammenhold inden for denne Stand. Da de
danske Dyrlægers Fællesforening blev oprettet
1888, valgtes G. til dens Sekretær, hvilken
Stilling han indtog, saa længe Foreningen bestod.
1896 stiftede G. Kbhvn’s Dyrlægeselskab og var
dets Formand indtil 1910. Sin Stilling som
Formand i den danske Dyrlægeforening bibeholdt
G. indtil 1908. G. har skrevet mange værdifulde
Afh., som er offentliggjorte i »Tidsskrift for
Veterinærer«, og i »Maanedsskrift for
Dyrlæger«; i Forening med St. Friis og C. O.
Jensen stiftede han 1889 sidstnævnte Tidsskrift.
H. G.
Gautier [go’tie], Émile Théodore Léon,
fr. Litterærhistoriker, f. 8. Aug. 1832 i Havre,
d. i Paris 25. Aug. 1897, studerede Historie og
Palæografi i Paris ved École des chartes, blev
Arkivar i Marne-Dept, forflyttedes 1859 til det
kejserlige Arkiv i Paris, blev 1871 Prof. i
Palæografi ved École des chartes, 1887 Medlem af
Instituttet og 1893 Chef for den hist. Afdeling
af det fr. Nationalarkiv i Paris. G., der var
en nøje Kender af Middelalderen, har udgivet
Quelques mots sur l’étude de la paléographie
et de la diplomatique (1858, 3. Udg. 1864); Les
épopées françaises (der fik Gobert’s Pris)
udkom 1866—67 i 3 Bd (2. Udg. 1878—97 i 5 Bd);
Le chanson de Roland udkom 1892 i 20. Udg.
Desuden: Scènes et nouvelles catholiques (1861,
2. Udg. 1875); Voyage d’un Catholique autour
de sa chambre (1862; 2. Udgave 1875);
Benoît XI (1863, 3. Udgave 1876); Portraits
littéraires (1868, 2. Udg. 1881); Portraits
contemporains (1873, 2. Udg. 1879); Vingt
nouveaux portraits (1878); Portraits du XIX siècle
(1894 i 3 Bd); La chevalerie (1884; 2. Udg.
1890); Histoire de la poésie liturgique o. s. v.
V. S.
Gautier [go’tie], 1) Théophile, fr. Digter,
f. 31. Aug. 1811 i Tarbes, d. 23. Oktbr 1872 i
Neuilly. 1814 kom han med sine Forældre til
Paris, sluttede
i Skolen
Venskab med den
senere
Romantiker og
Faust-Overs.
Gérard de
Nerval, vilde
først være
Maler og
malede en Tid i
Rioult’s
Atelier, men uden
Held, hvorfor
han snart
opgav Kunsten for
Poesien. Den ny
romantiske
Bevægelse greb
ham, og han
blev en af Victor Hugo’s hidsigste Tilhængere.
Allerede 1830 udkom hans 1. Samling Poésies,
senere fulgte Albertus, ou l’âme et le péché,
légende théologique (1832), La comédie de la
mort (1838), Poésies (1845), Émaux et camées
(1852) og Poésies nouvelles (1863); alle disse
Digte samledes efter hans Død i Poésies
complètes (2 Bd, 1875—86, ny Udg. 1890, 3 Bd).
Som Digter indtager G. en fremragende
Særstilling i nyere fr. Litt. Sit L’art pour
l’art-Princip tro er han en lidenskabelig Dyrker af
den skønne, farve- og billedrige Form; han
digter med en Malers Øje, »som et Menneske,
for hvem den ydre Verden eksisterer«,
Tanker og Følelser er intet for sig, hans Fantasi
er udelukkende kunstnerisk,
billeddannende, deskriptiv. Han støber og mejsler sine
Natur- og Kunstindtryk som glimrende rige
Sansefornemmelser i alle Nuancer og i alle
Stilarter; hans Digte ligner snart Raderinger,
snart Kobberstik, snart glødende Farvestudier,
snart fine Miniaturer, snart skaarne Stene,
snart Emailler paa Guldgrund. Ved dette sit
Had til alt det kunstløst banale ell. blegt
abstrakte, ved sin Fremhæven af den objektive
Iagttagelse og den minutiøse kunstneriske
Prægnans fik G. banebrydende Bet. for
Naturalismen saavel i Poesi som i Roman. Til hans
Elever hørte Banville og Baudelaire o. a.
Digtere af Parnassiens-Gruppen (s. d.). Som
Litteratur- og Kunstkritiker øvede han samme
Indflydelse. Fra 1836 var han i en Snes Aar
Kunst- og Teateranmelder ved La Presse,
derefter ved Moniteur universel og Journal officiel;
hans dramaturgiske Kritik er samlet i Histoire
de l’art dramatique en France depuis 25 ans
(6 Bd, 1858—59). Hans Kritik gaar ikke ud
paa at dømme, men paa at give rammende og
malende Indtryk af Værkerne; han hader alle
andre Formaal for Kunsten end det rent
kunstneriske; derfor forfulgte han ikke blot
den klassiske Tradition, men ogsaa senere den
spidsborgerlige Komedie (L’école du bon sens).
Fra de talrige Rejser, han gjorde, især som
Medarbejder ved La Presse, hjembragte han
glimrende farverige Rejseskildringer: Tra los
montes (1843, senere kaldet Voyage en Espagne),
Zigzags (1845), Italia (1852), Constantinople
(1852), Voyage en Russie (1866), L’Orient (1876).
Af hans Noveller og Romaner er de berømteste:
Les Jeune-France (1832), der spøger med
Romantikernes Udskejelser, Mlle. de Maupin
(1835), der vakte stor Opsigt ved sin glimrende
Proklamation af Kunstnernaturens
Overlegenhed over al Moral, Fortunio (1838), Les roués
innocents (1847), Jettatura (1857), Roman de la
momie (1858), hvis lunefulde Fantasteri røber
Indflydelse fra E. T. A. Hoffmann, Le Capitaine
Fracasse (1863), en ejendommelig Efterligning
af Scarron’s Roman comique, Spirite (1866), en
Hallucinationsromian o. fl. G. skrev ogsaa
Dramaer, men uden Held, Ballettekster og smaa
Teaterstykker. Af hans litterærhistoriske
Værker maa anføres: Les Grotesques (1844),
Karakteristikker af Forf. i 16. og 17. Aarh., Histoire
du romantisme (4. Opl. 1884), Honoré de Balzac
(1858), Erindringer, Portraits et souvenirs
intimes (1875). Selvbiografisk Indhold har
Ménagerie intime (1869). (Litt.: Baudelaire,
Th. G. [1859]; E. Feydeau, Th. G., souvenirs
 |
| T. Gautier. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
