Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Geder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
opadrettet. 2 Patter mellem Bagbenene.
Haarklædningen med ret lange Dækhaar, stridere og
tykkere end hos Faarene, helt dækkende
Uldhaarene, der er bløde og fine, men sjælden synderligt
tætte, paa Halsens Overside og paa Skuldrene
er Dækhaarene oftest forlængede og danner en
mere ell. mindre tydelig Manke. Vinterpelsen
er langt tættere og længere end Sommerpelsen
og som Regel lysere farvet. Bukkene overgaar
altid Hunnerne i Størrelse. G. er udelukkende
hjemmehørende i Bjergegne, oftest i disses
vildeste og mest utilgængelige Dele, og de træffes
her lige op til Snegrænsen, særlig om
Sommeren; deres Føde bestaar her af saftige
Alpeurter, men om Vinteren maa de opholde Livet
med visne Plantedele, Kviste, Rødder o. l.; de
færdes som Regel i Smaaselskaber, kun de gl.
Hanner træffes ofte græssende enligt. De er
hovedsagelig Dagdyr, kun i Egne, hvor de
forfølges stærkt, søger de om Natten ned til
lavere Egne for at græsse; som andre
Drøvtyggere ynder de i høj Grad at slikke Salt.
Udstyrede med overordentlig skarpe Sanser —
baade Syn, Lugt og Hørelse er fortrinlige — er
de særdeles aarvaagne og sky og derfor
vanskelige at jage. Parringstiden, hvori Hannerne
med Voldsomhed kæmper om Hunnerne,
falder om Efteraaret, og efter c. 5 Maaneders
Drægtighed føder Hunnen 1 (sjældnere 2) Kid,
som meget snart er i Stand til at følge
Moderen, selv naar denne med forbavsende
Behændighed klatrer op og ned ad Fjeldsiderne.
Vilde G. er udbredte i Middelhavslandenes
Bjergegne, i den nordøstlige Del af Afrika, mod Ø.
til Kaukasus, Lille-Asien, Arabien, Persien, Sind
og Belutshistan, ind i Centralasien og Indien;
Australien og Amerika savner opr. vildtlevende
G. Ligesom Faarene er G. overordentlig
variable, og Arterne falder i mange geogr.
Underarter, mest opstillede efter Hornenes skiftende
Former; de kan naturligst deles i følgende 12
Arter:
Alpe-Stenbukken (C. ibex) (Fig. 1), en
pragtfuld stor Form med mægtige,
bagudkrummede, tresidede Horn, der paa den brede
Forkant er prydede med svære Tværlister; disse
imponerende Pandeprydelser kan hos Bukken
naa en Længde af op imod 1 m ell. mere (1,14
m), med 1 m Afstand mellem Hornenes Spidser.
Skulderhøjden indtil 85 cm, Legemslængden 1,5
m; den grove, tætte Pels er om Sommeren
rødliggraa, om Vinteren gulgraa, mørkere paa
Hage og Forhals, Bryst, Sider og Ben; Bugen
hvidlig. Bukkens Hageskæg kort; den 10 cm
lange Hale hvidlig med mørk Spids. Tidligere
udbredt i Alperne i Schweiz, Savoyen og Tyrol,
nu omtr. udryddet og findes i opr. vild
Tilstand kun paa Monte Rosas Sydskraaninger,
hvor den er fredet af den ital. Regering;
indført og udsat er den i Salzkammergut og i
Tännengebirge i Salzburg. Nærbeslægtet er den
betydelig større Sibiriske Stenbuk (C.
sibirica), der kan naa en Skulderhøjde af over
1 m (1,06 m); ogsaa dens Horn er større (indtil
1,5 m lange) med meget bred Forkant.
Dækhaarene lange og grove, brunlige om Sommeren,
lysere, oftest gullighvide, om Vinteren; falder i
ikke mindre end 13 Underarter, vidt udbredte
over Centralasiens Højland fra Himalaya til
Baikal-Søen, Altai og Tian Shan. Den
Nubiske Stenbuk (C. nubiana) har smallere
Forkant paa Hornene, der er lange, slanke
og meget bøjede med tætsiddende Tværlister;
udbredt i Nubien, Sinai-Halvøen og
Syd-Arabien, hver af disse Egne med sin egen
Underart. Nærbeslægtet er den Abyssinske
Stenbuk (C. walie), der har kortere Skæg
og tykkere, sværere Horn, kendelig fra alle
andre G. paa en Benknude paa Forhovedet;
udbredt i Abyssinien. Den Kaukasiske
Stenbuk (C. caucasica) har meget svære
Horn, bøjede i dobbelt Bue (ud til Siden, nedad,
bagud, indad) med opadrettede Spidser,
mangler næsten helt Tværlister. Hageskægget kort og
krøllet. 2 Underarter, den ene i den vestlige,
den anden i den østlige Del af Kaukasus. I
Vest-Kaukasien findes endnu en Art (C.
servertzowi) hvis Horn ligner Alpestenbukkens.
Den Pyrenæiske Stenbuk (C.
pyrenaica) forekommer ikke alene i Pyrenæerne
(dog ikke i de kantabriske Bjerge), men ogsaa
i Bjergene paa og omkr. den sp. Højslette, i
Andalusien og Portugal; dens stærkt
sammentrykte Horn danner en dobbelt Bue, som hos
den kaukasiske Art, og mangler ligesom denne
Tværlister, er blot udstyret med uregelmæssige
Tværfurer; langt Hageskæg. 4 Underarter.
Bezoar-G. (C. ægagrus ell. hircus). Stamformen
til vor tamme, nordiske G., har lange, slanke
stærkt sammentrykte Horn (indtil 1,4 m lange)
og er i det hele spinklere bygget, men naar dog
en Skulderhøjde paa c. 95 cm; langt Hageskæg;
Haarene paa Hals og Skuldre mankeagtigt
forlængede, særlig om Vinteren. I Oldtiden vidt
udbredt over de gr. Øer, hvor den i Nutiden
kun findes paa Kreta (som en mindre, mulig
blandet Race) og paa nogle af Cykladerne; i
øvrigt udbredt i Lilleasien og Persiens Bjerge
 |
| Fig. 1. Stenbuk. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
