Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gendøbere - Gêne - Genealogi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sine Profetier, der gik ud paa, at
Tusindaarsriget, den ideale Stat, skulde oprettes 1533.
Holland blev G.’s Midtpunkt, og det var holl.
Haandværkere, der 1534 oprettede
Tusindaarsriget i Münster, hvor Skrædder Johan af
Leyden herskede som Zionskonge ved Hjælp af
Bøddelen over et Samfund med Ejendoms- og
Kvindefællesskab. Efter at Riget i Münster Juni
1535 var blevet omstyrtet af Byens kat. Biskop
og protestantiske Fyrster, var G. kurerede for
deres politisk-sociale Sværmerier. Menno
Symons samlede de holl. G. (se
Mennonitter), og deres Tanker fortsattes af de Mænd
og Kvinder, som traadte i Opposition til den
luth. Statskirke, og i Pietismen levede de paa
mange Maader atter op. Baptisterne er G.’s
nærmeste Arvtagere, selv om de ikke kan siges
direkte at være udgaaede fra dem. (Litt.:
Goebel, »Gesch. des Christl. Lebens in der
rheinisch-westphal. evangel. Kirche« I [Coblenz
1849]; Cornelius, »Gesch. des Münsterschen
Aufruhrs« I—II [1855—60]; Samme, »Die
niederländischen Wiedertäufer während der
Belagerung Münsters« [München 1869]; L.
Keller, »Geschichte der Wiedertäufer und ihres
Reichs zu Münster« [Münster 1880];
Bahlmann, »Die Wiedertäufer zu Münster«
[Münster 1894]; E. Müller, »Die Bernisch. Täufer«
[Frauenfeld 1895]; Tumbült, »Die
Wiedertäufer« [Bielefeld 1899]; Bax, Rise and fall of
the Anabaptists [London 1903]).
L. M.
Gêne [dansk ’sjænə; fr. зæ.n], Tvang,
Besværlighed, Ubehagelighed, Byrde; sans
gêne, ugenert, utvungen, ligefrem; genere,
falde besværlig, plage; genere sig, paalægge
sig Tvang, gøre Omstændigheder, være
undselig; genánt, besværende, ubehagelig;
genert, forlegen, undselig, tvungen.
Genealogi (gr.) er Læren om Slægternes
Oprindelse og Udbredelse, om det enkelte
Individs Afstamning og øvrige Slægtskabsforhold,
hyppigt ogsaa Betegnelsen for selve
Stamtavlen. Udover sin selvstændige Bet. tjener G.
Historien som en Hjælpevidenskab af største
Værd — man har endog betegnet G., der er
ældre end Historien, som dennes Moder —
desuden Topografien, Rets- og Statsvidenskaberne
(Arveret, Successionsret), Biologien, Psykologien
og Statistikken. Kendskabet til Forfædrene er
endvidere af en etisk Bet., som gentagne Gange
fremhæves i den hellige Skrift (5. Mosebog 32,
7, Job’s Bog 8, 8—10, Jesu Syrach’s Bog 8,
11—12).
De to Hovedformer for geneal. Fremstilling
er Anetavlen og Stamtavlen. Den
første nævner en Persons (Probantens)
Forældre, fire Bedsteforældre, otte Oldeforældre,
seksten Tipoldeforældre o. s. v., anført i
vandrette, sjældnere opadbuede, Rækker over
hverandre med et stadig fordoblet Antal Personer
i hver Række. Ogsaa andre Regler for
Opstillingen kendes, saaledes i ældre Tid
Gengivelsen af Anetræet, hvis Grene bar Anernes
Navne og Vaabenskjolde. Et Menneskes to
Aner (s. d.) er Vedk.’s Fader og Moder, ikke,
som ofte antaget, Fader og Farfader. Er
Probantens Forældre beslægtede, indtræder
Anetab, i udstrakt Grad forekommende paa
fyrstelige Personers Anetavler. Hvis Fader og
Moder f. Eks. er Fætter og Kusine, vil to
Oldeforældre paa fædrene Side være identiske med
to paa mødrene. Aneforskydning
indtræder, hvis Probantens Forældre er beslægtede
i ulige Led, f. Eks. Faderen gift med sin
Broders ell. Fætters Datter. Stamtavlen
omfatter en Persons (Stamfaderens)
Efterkommere; enten alle, der nedstammer fra ham
i lige Linie, ell. kun dem, hvis Afstamning gaar
igennem lutter Mænd, altsaa selve Slægten. Den
kan opstilles grafisk paa eet Blad, Stamfaderen
øverst, Generationerne rækkevis under
hverandre, Børnene under deres Fader, eventuelt
som en Gengivelse af et forgrenet Stamtræ,
saaledes at Stamfaderens Navn staar ved Træets
Rod, ell. ogsaa i Bogform, idet forsk. Signaturer
— efter talrige Systemer — da betegner de
enkelte Led og Børn af samme Person.
Betegnelsen Slægtebog benyttes i de senere Aar
ofte for den med Biografier forsynede
Stamtavle. I Modsætning til den fuldstændige Stamtavle
nævner Præsenstavlen kun nulevende
Slægtsmedlemmer og de afdøde, der viser det
indbyrdes Slægtskab; adskillige Adelskalendere
f. Eks. er indrettede paa denne Maade.
Den mest primitive genealogiske Kilde er
den mundtlige Tradition, der vel ofte viser sig
at være urigtig, men som ikke desto mindre er
det naturlige Udgangspunkt for Genealogen.
Dennes første Opgave ved Udarbejdelsen; af en
Slægts G. bliver i Regelen Eftersøgninger i den
genealogisk-personalhistoriske Faglitteratur, der
i den sidste Menneskealder er vokset til et
betydeligt Omfang. Et stort Antal trykte
Stamtavler og en lang Række biografisk-leksikalske
Værker, Haandbøger omfattende Folk med
samme Uddannelse, Livsstilling ell. Erhverv,
personelle Matrikler, Meddelelser om Skolers
og andre Institutioners Lærere og Dimittenter,
Ligprædikener, Fortegnelser over Døde,
Samlinger af Gravskrifter, trykte Uddrag af alle
Slags Kilder o. s. v. staar til Raadighed. B.
Erichsen og A. Krarup’s »Dansk
historisk Bibliografi«, III, »Personalhistorie« (Kbhvn
1917) giver en udtømmende Oversigt over den
genealogiske Litteratur, Stamtavler og enkelte
Personers Biografier m. m. Hertil kommer de
utrykte Kilder i Administrationens og lokale
Myndigheders Arkiver — Kirkebøger og
Skifteprotokoller, der afgiver de vigtigste
genealogiske Beviser, Folketællingslister (den ældste
danske fra 1787), Skattemandtal og offentlige
Regnskaber, Testamentprotokoller.
Ansøgninger, de forsk. Enkekassers Arkivalier, militære
Etater, Stambøger og Ruller o. s. v. Ethvert
Arkivdokument kan i øvrigt snart sagt tjene G.
Utrykte Ane- og Stamtavler,
Familieoptegnelser, Kirkebogsuddrag o. a. Materialsamlinger
bliver kun sekundære Kilder i denne
Forbindelse. Endelig bør de monumentale Kilder
nævnes, Indskrifterne paa Ligsten og Epitafier,
Kirke- og Husinventar o. l. Heraldiske
Vaabener og Segl fremtræder som en vigtig Kilde
af særlig Art. Da de middelalderlige Slægter
ikke benyttede faste Slægtsnavne, tjener
Vaabenet som et Middel til at erkende Individet
som hørende til en bestemt Slægt; en saadans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
