Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Genealogi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Medlemmer førte næsten altid et og samme
Skjold.
Noget fast Princip for Udarbejdelsen af en
Anetavle ell. Stamtavle kan ikke opstilles; de
foreliggende Omstændigheder vil i hvert
enkelt Tilfælde være afgørende for Opgavens
Løsning. Som Hovedregel begynder Genealogen med
de nulevende Personer og gaar fra disse Led
for Led tilbage i Tiden, idet utvivlsomme
Beviser stadig bør være til Stede. Hvert
Slægtsmedlem opføres mest praktisk paa en særlig
Seddel, saaledes at ny tilkommende Personer
kan indskydes under Arbejdet. Et paa
Sandsynlighedsbevis opstillet Slægtskab bør altid
udtrykkelig betegnes som en Hypotese,
ligesom den ubeviste Tradition kun tør nævnes
med Forbehold. Den ofte gentagne Beretning
om en »adelig« Slægt, af hvilken »en yngre
Linie« kom til Danmark, uden at dette i nogen
Maade er bekræftet, viser blot, at Arbejdet er
udført mod bedre Vidende ell. af en ukyndig
Dilettant. Megen Humbug og Pengespekulation
har gjort sig gældende paa G.’s Omraade, i
Udlandet driver adskillige »Bureauer«
saaledes en gennemført Svindel. Den kyndige
Genealog vil dog nogenlunde let kunne
bedømme et geneal. Arbejde; uden Kildehenvisninger
vil dets Værd som Regel være forringet.
Allerede i Oldtiden kendtes Slægtsregistre,
der hos Jøderne førtes af Levi Stamme. Biblen
nævner Kristi Forfædre — Søn efter Fader —
fra Abraham (Matthæus 1, 1—16). Først i 17.
Aarh. gøres G. til Genstand for et virkelig
metodisk Studium og videnskabelig Kildekritik;
Sagn og upaalidelige Slægtstraditioner
forkastes mere og mere. Den forudgaaende geneal.
Litt. er kun af ringe Bet. De Stamtavler, der
førtes tilbage til trojanske Helte ell til Odin,
kan selvsagt kun frembyde kulturhistorisk
Interesse. Som den moderne G.’s Foregangsmænd
kan nævnes den store fr. Historiker André
Duchesne og hans Landsmænd Pierre
d’Hozier (1592—1660), dennes Søn
Charles René d’Hozier (1640—1732) og Saint
Marthe. I Tyskland blev det Nicolai
Rittershausen (1597—1670), Teologen Philip
Jacob Spener, Jacob Wilhelm von
Imhof (1651—1728), Johann Hübner
(1668—1731) m. fl., hvis Arbejder blev
banebrydende. Sidstnævnte havde dog i sine kendte
og stadig benyttede genealogiske Tabeller ikke
frigjort sig for Sagn og Digt; den første Tabel
omhandler Stamfædrene før Syndfloden,
ligesom de forsk. Fyrsteslægter føres tilbage til en
forhistorisk Tid.
I Danmark syslede Adelens Fruer —
Lisbet Bryske (1586—1674), Thale
Ulfstand (levede 1655), Sophie Brahe og
Jytte Gyldenstierne (1581—1642) — med
genealogiske og heraldiske Studier, der
resulterede i Slægte- og Vaabenbøger, som trods
Fejl og Mangler har haft megen Bet. Terkel
Klevenfeldt samlede i 18. Aarh. vægtige
Bidrag til den danske Adels G., medens
Christoffer Gjessing i sit Værk om
Jubellærerne var en af de første, der beskæftigede
sig med den borgerlige, navnlig den lærde
Stands. Det 1777 paa Initiativ af Kateketen
Oluf Bang stiftede Genealogisk-heraldiske
Selskab, der Aaret efter fik Prædikat af kgl.,
men som allerede 1810 blev sammensluttet med
Det kgl. danske Selskab, paabegyndte
Udgivelsen af Leksikon over adelige Familier i
Danmark, Norge og Hertugdømmerne (2 Bd, Kbhvn
1787—1813). Et Forsøg paa 1915 at adskille de
sammensluttede Selskaber strandede paa
Modstand fra Undervisningsministeriets Side. I Beg.
af 19. Aarh. fortsatte F. W. C. Benzon i
Klevenfeldt’s Fodspor. Megen Bet. for dansk G.
fik den genealogiske Virksomhed, der
udfoldedes af I. C. L. Lengnick, som 1838 var
Medstifter af det genealogisk-biographiske
Selskab. Dette udgav Tidsskr. »Genealogisk og
biographisk Archiv« (Kbhvn 1840—49) og
standsede dermed sin Virksomhed. Den af S. V.
Wiberg forfattede Præstehistorie (Odense
1867—71) gav Stødet til Opstillingen af talløse
Ane- og Stamtavler. Havde Lengnick mødt
Ligegyldighed ell. endog Uvillie, var Interessen
nu efterhaanden vakt i vide Kredse. Bl. den
Tids Genealoger kan yderligere nævnes F. E.
Hundrup, Provst Jens Vahl (1828—98),
kendt som Forfatter af den omfangsrige,
desværre ufuldendte, Slægtebog over Afkommet af
Christiern Nielsen (Kbhvn 1879—97), og J. P. F.
Königsfeldt, hvis Speciale var de
nordiske Kongeslægters G. 1879 stiftedes
Samfundet for dansk-norsk G. og Personalhistorie,
væsentlig efter Tilskyndelse af Sophus
Elvius. Samfundet, der har en særlig Bestyrelse
i hvert af de to Lande, har udg.
»Personalhistorisk Tidsskrift« (39. Bd, 1918) og i de
senere Aar samlet sine Medlemmer til faglige
Foredrag og Diskussion. Senere fulgte
»Personalhistoriske Samlinger — Genealogisk
Tidsskrift« (1900—16) ved Th.
Hauch-Fausbøll og »Arkiv for G. og Heraldik« (fra
1908) ved T. Baumgarten. Haandbøgerne
»Den høiere danske Adel« (Kbhvn 1866), »De
danske Majorater« (Kbhvn 1868) og »Dansk
Adelskalender« (Kbhvn 1878), alle af Landfoged,
Kammerherre Ferdinand v. Krogh
(1815—91) er stadig til megen Nytte. Fra 1884
udgives »Danmarks Adels Aarbog« — nu af en
Forening — indtil 1917 redigeret af H. R.
Hiort-Lorenzen og A. Thiset.
Sidstnævnte offentliggjorde her en lang Rk.
Stamtavler, der betegner Kulminationen af dansk
adelsgenealogisk Forskning. Aarbogen redigeres
nu af Louis Bobé og Oberstløjtn. G. O. A. v.
Irgens-Bergh. I »Danske patriciske
Slægter« ved Elvius og Hiort-Lorenzen (Kbhvn
1891), fortsat af sidstnævnte og
Hauch-Fausbøll under Titlen »Patriciske Slægter« (2 Bd,
Kbhvn 1911—15), behandles kendte borgerlige
Familier. Som Tillæg til sit ovenn. Tidsskrift
udgav Hauch-Fausbøll det endnu ikke
afsluttede Præsenstavle værk »Slægthaandbogen«;
samme Forf.’s Haandbog over den ikke
naturaliserede Adel udkom 1917; der er her ikke
overalt ført Bevis for vedk. Slægts fremmede
Adelsskab. Bl. de store slægtshistoriske
Monografier, der saa Lyset herhjemme, kan nævnes
Familien Rosenkrantz’ Historie af Konrad
Barner og A. Heise (2 Bd, Kbhvn
1874—82), Bille-Ættens Historie af W. Mollerup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
