Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Genfersøen eller Lac Léman - Genf-Konventionen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
opfattes som en Virkning af Rhônegletscherens
Erosion under Istiden, medens andre antager,
at det delvis skyldes en Sænkning ell.
Sammensynken, der ledsagede ell. efterfulgte
Foldningen af Alperne. Søens skønne dybblaa Farve
skyldes den betydelige Dybde, der forhindrer
Rhône i at plumre Vandet med sine
Dyndmasser. Den store Dybde gør ogsaa Søen til et
Varmereservoir og bevirker saaledes, at den
aldrig fryser til; kun i meget strenge Vintre kan
Genèves Havn blive islagt. Foruden Rhône har
G. fl. mindre Tilløb, deriblandt Drance fra S.,
Veveyse, Aubonne og Promenthouse fra N.
Fiskeriet er ret betydeligt (aarlig for over 1
Mill. frc.); Fiskerbaadene bærer trekantede
Latinersejl. En Mængde Dampere transporterer
Rejsende og Varer; allerede 1823 begyndte
Dampskibsfarten her. De forsk. Vindretninger
har lokale Navne; farlige for Sejladsen er
undertiden Søndenvinden, bornan, fra Drances Dal,
og SØ.-Vinden, vaudaire, fra Wallis’ Bjerge.
Bredderne er berømte for deres Skønhed, der
for en stor Del skyldes den prægtige Krans af
Bjerge, som omgiver Søen. Dog er det kun
ved Søens østlige Del (Haut-Lac), at Bjergene
hæver sig i umiddelbar Nærhed af Kysten;
særlig vild og storslaaet er den savojiske Kyst,
hvorimod der ved den schweiziske Kyst for
største Delen ligger et nogle km bredt Bælte
af frugtbart, veldyrket og tæt bebygget Slette
eller Bakkeland mellem Søen og Bjergene.
Søen er helt omgivet af Jernbanelinier, og en
Krans af blomstrende Byer ledsager den
schweiziske Kyst, fra det af Turister og
Rekonvalescenter stærkt besøgte Montreux, ved
Søens østlige Ende over Vevey, Rivaz,
Lausanne og Nyon til Genève.
G. Ht.
Genf-Konventionen. Bestræbelserne for en
folkeretlig Ordning til Beskyttelse af de
Saarede og Syge under Krigen gaar tilbage til
Midten af 19. Aarh. Under Indtrykket af det
blodige Slag ved Solferino rejste Schweizerne
Dumont og Moynier en Bevægelse, som
navnlig fik Udtryk i den saakaldte G.-Konference
af 1863, der dog ikke havde nogen officiel
Karakter. I Henhold til de paa Konferencen
fattede Beslutninger indbød den schweiziske
Regering til en international Kongres i Genf, paa
hvilken den første G. af 22. Aug. 1864
blev vedtaget. Konventionen blev efterhaanden
tiltraadt af næsten alle Lande, ligesom den i
sine Grundtræk maa betragtes som en
Bestanddel af den alm. Folkeret. Alligevel gjorde
Bestræbelserne for en Revision sig snart
gældende, om end foreløbig uden Held. Paa en
ny Konference i Genf vedtoges en Række
Tillægsartikler af 20. Oktbr 1868, som
navnlig gik ud paa at udvide G.’s
Bestemmelser til Søkrigen, men disse Tillægsartikler blev
ikke ratificerede og opnaaede saaledes ingen
formel Gyldighed. Allerede i Tillægsartiklerne
sporer man en Tendens til at indskrænke G.’s
vioestgaaende Forskrifter (saaledes
Bestemmelsen om, at enhver, der i sin Bolig har
underholdt Saarede, skal fritages for
Indkvartering og Deltagelse i andre Krigsydelser), og
denne Tendens kom yderligere til Orde paa
Bryssel-Konferencen af 1874, hvor navnlig de
tyske Delegerede rettede en skarp Kritik mod
G.’s Gennemførlighed. Ganske vist kom det
heller ikke ved denne Lejlighed til bindende
Beslutninger, men de 1874 førte Forhandlinger
fik bestemmende Indflydelse paa den
nugældende reviderede G. af 6. Juli 1906, som
har afløst Konventionen af 22. Aug. 1864, og
som til Trods for, at den paa fl. Punkter har
udvidet Beskyttelsen for de Syge og Saarede,
i det store og hele er mindre generende for de
Krigsførende.
Iflg. G.’s Bestemmelser omfatter Beskyttelsen
dels selve de Saarede og Syge, dels de til
Sanitetsvæsenet hørende Indretninger og
Personer. I førstnævnte Henseende bestemmes
navnlig, at efter enhver Kamp skal den, der
er Herre paa Valpladsen, træffe
Foranstaltninger til at opsøge de Saarede og til at
beskytte dem saavel som de Døde mod Plyndring
og slet Behandling, ligesom han skal vaage
over, at de Faldne underkastes en omhyggelig
Undersøgelse, inden Ligene begraves ell.
brændes (Art. 3). Endvidere skal enhver af de
Krigsførende respektere og pleje de Syge og
Saarede, som falder i dens Magt, uden Hensyn
til deres Nationalitet, samt holde Modstanderen
underrettet om deres Opholdssteder og øvrige
Forhold (Art. 1 og 4). Bortset herfra er de
Saarede og Syge undergivne Folkerettens alm.
Regler, og de kan derfor navnlig behandles
som andre Krigsfanger, medmindre der
mellem de Krigsførende er truffet særlig Aftale
om deres Udveksling og Hjemsendelse ell. om
at overdrage dem til en neutral Magt, som da
skal lade dem internere indtil
Fjendtlighedernes Ophør.
Sanitetsmateriellet skal
respekteres og beskyttes af de Krigsførende, dog kun
paa Betingelse af, at det ikke har været
anvendt til egl. Krigsforetagender, saasom
Observationsposter, Vaabenoplag e. l. (Art. 6—8).
I øvrigt gælder forsk. Regler, efter som
Materiellet tilhører den fjendtlige Stat
eller private Hjælpeforeninger. I første Tilfælde
skal de bevægelige
Sanitetsinstitutioner (Ambulancer) beholde deres
Materiel, saaledes at de kun maa benyttes til
Pleje af Syge og Saarede og derefter skal
tilbagegives, hvorimod de faste
Sanitetsetablissementer (Hospitaler) og deres
Materiel er undergivet de alm. Krigslove, dog
at den Krigsførende, som faar dem i sin Magt,
ikke maa anvende dem til andet Formaal, saa
længe de er nødvendige for de Saarede og
Syge (Art. 14 og 15). Materiel, tilhørende
private Hjælpeforeninger, der har faaet
Anerkendelse i Henhold til Konventionens
Bestemmelser, skal respekteres som alm.
Privatejendom, saaledes at det kun kan beslaglægges
mod Erstatning i Medfør af den sædvanlige
Rekvisitionsret. Lig med de bevægelige
Sanitetsinstitutioner stilles Transporter af
Saarede og Syge, dog saaledes, at den
Krigsførende, som bemægtiger sig en saadan Transport,
kan opløse den mod selv at tage sig af de
paagældende Saarede og Syge og mod at
tilbagesende ogsaa det milit. Personel, der har til
Hverv at føre ell. beskytte Transporten (Art. 17).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
