Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Genfødelse - Genga, A della - Genga, Girolamo og Bartolommeo - Genganger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
beskrives som en Tilstand, hvori Mennesket
p. Gr. a Barneforholdet til Gud føler en
fuldkommen indre Fred. og et fast nyt Livshaab.
Det er saaledes som en forstaaelig Forhøjelse
af det sædelig-religiøse Liv, at G. opfattes.
Anderledes i den flg. Tid. Idet man ensidig
knytter G. til Daabens Sakrament, tænker man
sig, at der herved indsattes i Mennesket en
overnaturlig Naturkraft, som altsaa skal
danne Grundlaget for hele det senere kristne Liv.
Denne Betragtning finder sin bestemte
Anerkendelse i den kat. Kirkelære, hvor den egl.
Bet. af Retfærdiggørelsen bliver Indgydelsen i
Mennesket af et nyt Liv, Troens, Haabets og
Kærlighedens Liv; kun i Kraft af den
Fornyelse, som herved sker med Mennesket, kan
det antages som retfærdigt af Gud. Først
Reformatorerne brød med denne Tankegang og
gjorde gældende, at Dommen fra Guds Side om
Syndernes Forladelse maa være det første,
hvoraf dernæst gennem Menneskets fri
Tilegnelse G.’s Tilstand kan vokse frem. I den
Forstand har Melanchton i Apologien hævdet,
at Retfærdiggørelsen og G. bliver eet; han
mener nemlig, at G. er den tilegnede
Retfærdiggørelse. P. Gr. a. den forsk. Bet., hvori Ordet
G. kan tages, blev denne Betragtning imidlertid
siden fraveget; senere luth. Dogmatikere
sætter atter G. som det første og
Retfærdiggørelsen som det andet, idet de opfatter G. som
Tilvejebringelsen fra Guds Side af den
modtagende Evne hos Mennesket, nemlig som en
Meddelelse af Troskraften (donatio fidei).
Heraf bliver kun Følgen, at Retfærdiggørelsens
Bet. overskygges, som det er sket i Pietismen
og den nyere Teologi efter Schleiermacher, og
at man ledes ind paa ufrugtbare Spekulationer
over G.’s Forhold til Naturgrunden i
Mennesket; det sidste er Tilfældet, naar man (som
Martensen) adskiller imellem en substantiel og
en senere personlig G. I Modsætning hertil maa
det hævdes, af G., som skal betegne et
aandeligt Højdepunkt i Menneskets Liv,
nødvendigvis maa være en G. af Personligheden; man
kan umulig tale om et nyt Menneske uden med
det samme at tale om en ny Person. Om
den nærmere Maade, hvorpaa G. fuldbyrder
sig, gælder Jesu Ord Joh. 3, 8; der kan ikke
siges noget nærmere herom, da vi her staar
over for Sjælelivets indre, uigennemtrængelige
Dybder. Se Frelsens Orden.
F. C. K.
Genga [’dзeŋga], A della, se Leo XII.
Genga [’dзeŋga], 1) Girolamo, ital. Maler
og Bygmester, f. 1476 i Urbino, d. smst. 1551.
Han var Lærling af Signorelli og Perugino og
uddannedes videre under Rafael’s Indflydelse.
G. virkede fornemmelig i Urbino, men var som
Maler og Arkitekt endvidere knyttet til Ovieto,
Perugia, Firenze, Siena, Mantua, Rom (fra c.
1519), Pesaro (hvor han ogsaa arbejdede for
Fajancefabrikken) m. fl. St. Han byggede bl. a.
S. Giovanni Battista i Pesaro og det
biskoppelige Palads i Sinigaglia. Hans originaleste
Værk er Palazzo dell’ Imperiale ved Pesaro,
en ufuldendt storslaaet fantastisk Komposition.
Som Maler holdt han sig til den umbriske
Overlevering: en »Opstandelse« i Opera del
Duomo i Siena (1510), den store maniererte
Madonna med Kirkefædre (Brera, Milano, paa
hans senere Tid), »Kirkefaderstriden om den
ubesmittede Undfangelse« (Berlins
Kaiser-Friedr.-Mus.) m. v. 2) Sønnen og Eleven
Bartolommeo (1518—58) byggede vistnok
sammen med Faderen det store, pragtfuldt
virkende Palads for Hertugen af Urbino i Pesaro
(nu Pal. Prefettizio) og udførte bl. a.
Fæstningsarbejder for Genua og Malta; her døde
han.
A. Hk.
Genganger, et Menneske, der gaar igen paa
Jorden efter Døden. G. har saaledes en noget
snævrere Bet. end Genfærd, og er nærmest
ensbetydende med Spøgelse, idet der dog, naar
der tales om G., altid forudsættes, at Personen
gaar igen i sin opr. jordiske Skikkelse, medens
Spøgelset ogsaa kan have antaget andre
Skikkelser ell. være usynligt for alm. Mennesker,
som da kun af dets Handlinger erkender dets
Nærværelse. Troen paa G. findes vistnok til
alle Tider og hos alle Folkeslag. Hos
Australnegrene o. m. a. Naturfolk træffes alm. endnu
i vore Dage den Antagelse, at den Afdøde ikke
straks forlader Jorden, men i kortere ell.
længere Tid færdes paa sit gl. Bosted. Lgn.
Anskuelser har sikkert ogsaa været gængse hos
Oldtidsfolkene i de ældste Tider; senere synes
det kun at være visse Individer, især de onde,
som antages at færdes paa Jorden efter Døden.
Ægypterne mente saaledes, at de onde Afdøde
maatte vandre om hernede, hvor de kunde
paatage sig forsk. Skikkelser og gennemgik mange
Prøvelser, inden de fik deres endelige Straf
i Underverdenen. Og ligesom Romernes
»Larver« var i det mindste til Dels Grækernes
»Empuser« onde Menneskers Sjæle, der af forsk.
Aarsag igen vendte tilbage til Jorden. I de
nordiske Sagaer træffes en Vrimmel af
Beretninger om G., om Grundene til, at de færdedes paa
Jorden, og om de Midler, hvormed man
sikrede sig imod dem ell. uskadeliggjorde dem (se
især Laxdælernes, Eyrbyggernes og Grette’s
Saga). I Nutidens Folkeovertro spiller G. en
ikke ringe Rolle, og et stærkt Opsving har
denne Tro faaet ved den moderne spiritistiske
Lære, at Mennesket efter Døden gerne vender
tilbage til Jorden for at sætte sig i Forbindelse
med de Efterlevende. Sjælden træder dog
Aanderne synlig frem ved de spiritistiske Seancer,
om det end nu og da forekommer ved de
saakaldte Materialisationer.
Til Trods for de Anstrengelser, som til forsk.
Tider — og især af Nutidens Spiritister — er
gjorte for at konstatere Eksistensen af G., kan
der dog ikke siges at være ført noget
uangribeligt Bevis derfor. De talrige i Litt.
foreliggende Beretninger er saa upaalidelige, fordi
de savner nøjagtige Redegørelser netop paa de
afgørende Punkter, at man ikke kan tillægge
dem nogen Værdi. Heller ikke Spiritisternes
mere eksperimentale Bestræbelser er kronede
med Held, idet de Forhold, hvorunder de har
ment at kunne konstatere de Afdødes
Indgriben i Menneskeverdenen, er af en saadan Art,
at paalidelige Iagttagelser saa godt som
umuliggøres, og de Tilstedeværende bliver et Bytte
for Illusioner og Hallucinationer. Særlig det
sidste Fænomens store Bet. for Troen paa G.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
