Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Genremaleri - Genro-in - gens - Gensan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
næsten umærkeligt over i Historiemaleriet, naar
de hist. Personer fremstilles i hverdagslige
Situationer (det historiske G.), ell. i
Portrætkunsten, f. Eks. naar de portræterede
Personer stilles i et vist dram. Forhold til
hverandre; for saa vidt som man giver Staffagen i
et Landskab en selvstændig Bet. sideordnet med
det landskabelige, kan man tale om en
»landskabelig Genre«; Diderot brugte Begrebet G. i
dets nuv. Bet. som Figurmaleri i Form af
Sædernes Skildring. — Medens G. som egl. Fag
nærmest hører Nutiden til, findes der
selvfølgelig talrige Fremstillinger i Oldtidens og
Middelalderens Kunst, der griber ind paa G.’s
Omraade; eksempelvis de ægypt. Vægbilleder,
de gr. Vasefremstillinger og ogsaa
Gravbillederne, hvor Skulptur og Malerkunst ofte arbejder
Haand i Haand, endelig og fornemmelig
adskillige Genrebilleder fra Pompeji; vi har
desuden, gennem Plinius o. a., Beretninger om gr.
Genremalere, saaledes Peiraikos med sine
Barberstuer og Køkkenscener,
Hovedrepræsentanten for Rhyparografien (Smudsmaleriet), som
de Gamle selv mindre smigrende betegnede
denne af Datiden for Resten stærkt efterspurgte
Retning; Antifilos skal have malet et
Væverværksted, o. s. fr. I Middelalderen ser man
genremæssige Motiver liste sig ind i
højreligiøse Fremstillinger, og i Miniaturerne,
Illustrationerne til Minnesangene etc. breder
Interessen for det profane Liv sig. Først i 17.
Aarh.’s naturalistiske Periode faar G. i
moderne Forstand sine rette Vækstbetingelser
(samtidig skal i Japan Matahei have opfundet G.,
Ukiyoye ɔ: Billeder af det flygtige Liv, en
Emnekreds, som tilmed bliver dyrket paa sin
Vis til Fuldkommenhed af Hokusai [1760]); dets
rette Hjem bliver Norden, hvor det huslige
Liv, Hjemmehyggeligheden. slaar dybest Rod.
I Italien træffer man vel allerede tidlig G.,
saaledes endog hos Giotto, endvidere bl. a. hos
Giorgione, men G. har dog gerne der
Historiemaleriets store Stil; dette gælder ogsaa de
talrige senere Arbejder af samme Emnekreds
(Bassano, Garavaggio, Velasquez, Murillo etc.)
i Italien og Spanien, hvor imidlertid ogsaa ofte
Indflydelsen N. fra gør sig gældende. 17.
Aarh.’s nederlandske G. med dets omhyggelige
Redegørelse for alt det smaa i Livet, med
dets Skildring af Hverdagslivet i alle dets
Enkeltheder (og selv fremtrædende i smaa
Dimensioner, ret egnede til at hygge og pynte i
Hjemmene), kan som de fleste andre
Specialfag inden for Malerkunsten føres tilbage til v.
Eyck’ernes Kunst, omfattende i Emnerne
(ogsaa rent genremæssige) og udpenslende, med
fin malerisk Forstaaelse, alle Detaillerne. En
egen Charme faar disse nordiske Genrebilleder
ved den Humor, der gennemstrømmer dem.
Træsnit og Kobberstik (f. Eks. Lucas fra
Leyden) baner Vej for Interessen for disse
Folkelivsbilleder, der alt i 16. Aarh. har betydelige
Fremstillere i P. Brueghel den Ældre, D.
Teniers den Ældre og ovenn. Lucas. Efter
Emnevalget plejer man at dele 17. Aarh.’s nordiske
(holl. og flamske) G. i den »højere« Genre, der
især skildrer det finere, anstandsmæssige
Samfundsliv, og den »lavere«. Ihvorvel Grænsen
mellem disse er flydende, og forsk. Malere
kan spille paa begge Strenge, kan man dog
som Repræsentanter for den første Retning
fremhæve bl. a. Ter Borch og Netscher, samt
Malere af et mere borgerligt Milieu som G. Dou,
G. Metzu, F. Mieris, P. de Hooch, Jan v. d.
Meer v. Delft; J. Steen danner en Overgang til
den anden Genre: Skildringen af Almue-
(Bonde-)livet i dets kaade Løssluppenhed; i dette
Fag har særligt D. Teniers den Yngre, A.
Brouwer, A. v. Ostade og C. Bega udmærket
sig; andre Malere kastede sig især over
Bambocciaderne. Hvor genremæssig selve det holl.
Historiemaleri kan være, viser Rembrandt’s
Kunst. I 18. Aarh. trives G. særlig i Frankrig
(der alt i Beg. af 17. Aarh. havde haft en
betydelig Genremaler i Callot); her dyrker
Watteau, Lancret, Pater, Boucher etc. de galante
Festers og Hyrdelivets Scener, Chardin og
Greuze den borgerlige Genre; i England
optræder Hogarth med sine satiriske
moraliserende Folkelivsbilleder. M. H. t. G.’s senere
Udvikling i de enkelte Lande maa i øvrigt
henvises til Specialartiklerne om Kunst under disse.
A. Hk.
Genro-in, jap., »de ældre Statsmænds Raad«,
et Senat paa 60—80 Medlemmer, der oprettedes
efter Restaurationen 1875. G. kom ikke til at
spille nogen stor politisk Rolle; ved den
parlamentariske Forfatnings Gennemførelse
ophævedes det 20. Oktbr 1890 og afløstes af
Gehejmeraadet »sumitsu-in«.
F. de F.
gens (lat.: »Slægt«), Indbegreb af de ved
fælles Afstamning forbundne Personer. Det
ældste Borgerskab i Rom var inddelt i gentes,
Slægter, hvis Medlemmer (gentiles) var
forbundne ved fælles Navn (Julius, Sergius o. s. v.,
deraf G. Julia, Sergia o. s. v.), fælles Kultus
(sacra gentilicia) og Begravelsespladser og visse
Rettigheder (jura gentilicia; Arveret i visse
Tilfælde, Ret til at indsætte Formynder for
sindssyge gentiles o. l.). Det enkelte Medlem
af en g. betegnedes foruden ved Gentilnavnet
med et Fornavn, i hvis Valg fl. g. fulgte en
fast Tradition, samt opr. undertiden ved et
Tilnavn; men disse Tilnavne gik snart over til
at blive Familienavne, hvorved de forsk. Grene
af en g. adskiltes; saaledes i g. Cornelia
Familierne Sulla, Scipio o. s. v. Politisk laa
Gentilinddelingen til Grund for Inddelingen i
Kurier. Efterhaanden som Plebejerne fik Del i
Regeringen, opstod ogsaa plebejiske g., til Dels
meget ansete, og disse behandles af Juristerne
som de patriciske. — Man kunde gaa fra een
g. over i en anden ved Adoption og Arrogation;
navnlig i ældre Tid benyttedes disse Former
ofte for at vedligeholde sacra gentilicia, hvis
Uddøen betragtedes som skadelig for hele
Staten.
A. B. D.
Gensan, Yuensan, Vönsan, Havnestad
paa Østkysten af Korea, ved en Vig fra
Broughtonbay. (1917) 22613 Indb., hvoraf 7082
Japanere og 593 Europæere, er ved Jernbane
forbundet med Söul, udfører Fisk og indfører
Bønner og Bomuldsvarer. Havnen er ikke altid
isfri, men dog stedse tilgængelig.
M. V.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
