Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Geografi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Alexandria og Syene, og han udkastede Kort af
den beboede Jord paa Grundlag af et Slags
Gradnet. Maalingsforsøget blev senere gentaget
af Ptolemæus, der bestemte Jordens Omfang til
180000 olympiske Stadier. Selv Strabo
(68 f.—24 e. Kr.) er endnu afhængig af Eratosthenes’
Lærebygning, selv om han hyppigt angriber sin
Forgænger. Strabo, der skrev en G. i 17 Bøger,
der for største Delen er bevaret, er i nyere Tid
blevet kaldt Oldtidens største Geograf, men det
kan han dog kun kaldes i en enkelt Retning,
idet han var den første, der saa, at det var en
geogr. Opgave at bringe Landenes Natur i
Forhold til Folkenes Kultur og vise, hvorfor nogle
Steder befordredes Kulturen, medens den
andre Steder hemmedes af Naturforholdene.
Denne Tanke kom dog ikke til at spille nogen Rolle
hos de senere Forf., der næsten alle hyldede
den periegetiske Form, det vil sige, de ordnede
deres Skildring, som om Forf. skred frem langs
Kysten ell. langs en Vej inde i Landet; dette
gælder f. Eks. Skriftet de situ orbis af
Pomponius Mela, der var et af de mest læste
lige til Middelalderens Beg. Det blev da heller
ikke Strabo, men derimod Claudius
Ptolemæus, der gjaldt for den største Geograf.
Ptolemæus, der levede c. 150 e. Kr., fik navnlig
Bet. gennem to Hovedværker, hans Astronomi
og hans G., i hvilken sidste han opregner
Lande, Byer, Bjerge og Floder med Oplysning om
hvert Steds Længde og Bredde m. m.;
desuden nævnes hans Atlas med 26 Specialkort.
To Anskuelser var i Oldtiden herskende ang.
Fordelingen af Land og Vand paa Jorden; den
første, hvortil f. Eks. Eratosthenes og Strabo
sluttede sig, antog, at de tre da kendte
Fastlande, Europa, Asien og Libyen (Afrika) var en
sammenhængende Ø, overalt omflydt af
Verdenshavet (Okeanos); den anden, hvortil
Aristoteles, Marinos fra Tyrus og Ptolemaios
sluttede sig, tænkte sig det atlantiske og ind. Ocean
omsluttede af Land ligesom Middelhavet, og at
der kun var en forholdsvis smal Vandmasse
mellem det yderste vestlige og østlige Land, en
Anskuelse, der fik Bet. for Columbus’ Opdagelse
af Amerika. Romerne fulgte ved Behandlingen
af G. væsentligst praktiske Formaal, idet
deres stadige Krigstog, Administration af det
uhyre Rige og de udstrakte
Handelsforbindelser fordrede Anlæggelsen af gode Veje og
dertil betydelige Kortarbejder; af disse kender vi
kun en enkelt Repræsentant, nemlig den
saakaldte Tabula Peutingeriana, der stammer fra
4. Aarh. Plinius og Seneca maa nævnes
som dem, der frembragte de betydeligste geogr.
Skr bl. Romerne. Ved Slutn. af Oldtiden faldt
det korografiske Kendskab nærmest sammen
med det rom. Rige; Europas høje Nord, det
nordlige Asien hinsides det kaspiske Hav,
altsaa Sibirien, var ganske ukendt; om Kina
havde man højst uklare Begreber; den sydøstlige
asiatiske Øverden var knapt kendt ud over
Java, Østafrika kendte man til Sansibar,
Vestafrika til Sierra Leone, medens man om det
indre Afrika kun havde vage Forestillinger om
Negerlande hinsides Ørkenen; dog maa det
bemærkes, at Ptolemaios allerede omtaler Nilens
Kilder som kommende fra to store Søer i
Nærheden af Ækvator.
Middelalderen viser for G.’s, som for
de fleste andre Videnskabers Vedk., navnlig i
sin første Tid en Tilbagegang. De store gr.
Geografer forglemtes, og de rom. Forf., bl. dem
navnlig Plinius, blev de mest brugte, men ikke
de heldigste Kilder. Fantasifostre og
Vidunderskikkelser befolker Værkerne, medens man
ganske ser bort fra Landomraadernes
Naturbeskrivelse ell. i det højeste indskrænker sig til
en blot og bar Stedfortegnelse. Heller ikke den
fys. G. gjorde Fremskridt, og Læren om
Jordens Kugleform maatte vige for den naive Tro
paa Jorden som en flad Skive. I den ældre
Middelalder hersker de saakaldte »Hjulkort«,
der med Jerusalem i Verdens Centrum og
Okeanos som Ydergrænse til alle Sider viser en
mærkelig Blanding af bib. og gr. Ideer. Den
geogr. Horisont indskrænkedes mere og mere,
og kun de nordiske Vikinger gjorde ny
Opdagelser (Grønland og Amerika), men disse blev
ikke bragte til videre Kendskab. Imidlertid rørte
der sig et rigt Liv bl. Araberne, der var
ivrige Dyrkere af Matematik og Astronomi og i
Modsætning til de kristne Kirkefædre med Iver
studerede de gr. Geografer, navnlig Ptolemaios,
hvis Hovedværk allerede i 9. Aarh. var blevet
overs. paa Arabisk under Navnet Almagest.
Deres Stedsbestemmelser forbavser os endnu
den Dag i Dag ved deres Nøjagtighed.
Udbredelsen af Islam og vidtstrakte Rejser, navnlig
af Ibn Batuta, en af de mest vidtberejste
Mænd, der nogensinde har levet, og Edrisi,
udvidede deres geogr. Synskreds saa vidt, at
de kendte hele Europa med Undtagelse af det
højeste Norden, den sydlige Halvdel af Asien,
Nordafrika til c. 10° n. Br., og Østkysten indtil
Stenbukkens Vendekreds. Ogsaa over den fys.
Beskaffenhed af de kendte Lande findes mange
fortræffelige Arbejder, saaledes af Massudi,
ligesom over alm. fys.-geogr. Fænomener af f.
Eks. Kazwini. Den større Forbindelse, som
Occidenten ved Korstogene og de ital.
Handelsrepublikkers Opblomstren kom i med Orienten,
kunde ikke undlade at virke paa det kristne
Europa, og vi ser i den senere kristne
Middelalder saa betydelige Forf.
fremtræde som Albert den Store, Roger
Bacon og Vincens af Beauvais. Samtidig
fremmedes ogsaa Berøringen mellem Europa
og det fjerne Østasien, dels paa krigersk
Maade ved de store Mongolerindfald, dels ved
udstrakte Rejser, hvoraf her blot kan nævnes
Marco Polo’s berømte Rejse (1271—95) og
de gejstlige Sendebud til Mongolernes Storkan
som Piano di Carpine 1246 og
Ruysbroeks (Rubruquis) 1253. Stor Bet. for
den geogr. Opfattelse af Europa havde ogsaa
Aabningen af en atlantisk Søvej fra de ital.
Handelsstæder til Flandern, men det store
Fremskridt, den senere kristne Middelalder
viser i Behandlingen af G. fremfor den tidlige,
skyldes dog væsentligst den Omstændighed, at de
gl. gr. Geografer kommer til Hæder og
Værdighed igen, og fremfor alt Tilbagevendelsen til
de ptolemæiske Stedsbestemmelser. En afgjort
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
