- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind IX: Friele—Gradient /
596

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Geologi

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Palæontologien søger at udforske Organismernes
Udviklingshistorie gennem Tiderne.

Historie. Som Videnskab er G. kun lidt
over 100 Aar gl. Dog kan man allerede i
Oldtiden se enkelte geol. Problemer drøftede og
det undertiden med forbavsende rigtige
Resultater. Saaledes søgte bl. a. Pythagoras (5.
Aarh. f. Kr.) at bevise Jordens Kugleform, og
adskillige af Oldtidens Forf., som Xenofanes
fra Kolofon (614 f. Kr.) og Xanthos fra
Sardes (ca. 500 f. Kr.) har haft den rette
Opfattelse af Forsteningernes Oprindelse.
Endvidere kan nævnes, at man hos Herodot (ca.
500 f. Kr.) kan læse en i det væsentlige rigtig
Forklaring af Nedreægyptens Dannelse. Til
nogen egl. klar og videnskabelig begrundet
Anskuelse om Jordens Tilblivelse og Historie
naaede man dog ikke i Oldtiden; dertil lod man
det skorte alt for meget paa systematiske
Iagttagelser i Naturen og nøjedes med filos.
Spekulationer. Selv Aristoteles (384—22 f.
Kr.), i hvis mange Skr man finder hele den
helleniske Verdensanskuelse fremsat, drøfter
kun sjældent egl. geol. Spørgsmaal og kan ikke
siges at have fremmet G. i nogen væsentlig
Grad. I Middelalderen var Standpunktet
imidlertid endnu lavere; i naturvidenskabelig
Henseende levede man videre paa Aristoteles’
Værker, og selv Araberne, der i Middelalderen var
Kulturens og Videnskabens Bærere, ydede intet
nævneværdigt paa G.’s Omraade. Ejendommeligt
er det Standpunkt, man indtog m. H. t.
Spørgsmaalet om Forsteningernes Oprindelse; man
benægtede nemlig, at disse havde noget med
tidligere levende Organismer at gøre. Saaledes
tillagde Avicenna (980—1037) »Urslammet«
en egen skabende Kraft (vis plastica), som
frembragte Forsteningerne i Jordens Skød.
Andre antog, at Forsteningerne var rene
Tilfældigheder (lusus naturæ, Naturspil), ell. at
de var dannede ved en fra Havet opstigende,
fugtig Lufts Indtrængen i og befrugtende
Indvirkning paa Jordlagene. Langt om længe
naaede man dog til den rette Opfattelse. Som
nogle af de tidligste og mest kendte
Forkæmpere for denne kan nævnes Lionardo da
Vinci
(1452—1519), Pottemageren Bernard
Palissy
(Slutn. af 16. Aarh.) samt Niels
Steensen
(1638—87). Fra Midten af 18. Aarh.
tvivlede man ikke længere om, at
Forsteningerne var Rester af Organismer. Man hyldede
nu »Diluvialteorien«, der gik ud paa, at det
var Levninger af Dyr og Planter, som var
gaaede til Grunde ved Syndfloden. Den ivrigste
Forkæmper for denne Teori var Schweizeren
Johann Scheuchzer (1672—1733), der
endog beskrev et i de kendte Tertiæraflejringer
ved Oeningen i Baden fundet Skelet som
tilhørende et ved Syndfloden omkommet Barn.
Som Cuvier senere paaviste, drejede det sig
her om et Skelet af en Kæmpesalamander,
Andrias Scheuchzeri (s. d.). Den
mosaiske Skabelsesberetning var en meget alvorlig
Hindring for G.’s Fremskridt, idet man næsten
altid søgte at bringe de gennem geol.
Iagttagelser vundne Resultater i Samklang med den.
Dette ses f. Eks. hos Athanasius
Kircher
(1602—80), hvis Mundus subterraneus
(1664) har Bet. som det første Forsøg paa en
fys. Jordbeskrivelse, der dog langt overgaas af
VareniusGeographia Generalis (1672); som
blev grundlæggende for Geofysikken. Først mod
Slutn. af 18. Aarh. begyndte man at indse
Diluvialteoriens Umulighed, og den maatte nu
vige for en mere moderne Opfattelse.

De første kraftige Spirer til den moderne
G. finder vi dog allerede i et lille Arbejde (De
solido intra solidum naturaliter contento
) fra
1669 af Niels Steensen (s. d.), som derfor
til en vis Grad med Rette er blevet kaldt G.’s
Fader. Ud fra sine Undersøgelser af Toscanas
Jordbund giver Steensen her en rigtig
Forklaring af lagdelte Stenarters Dannelse; endvidere
viser han, hvorledes Overfladens Ujævnheder
(Bjerge og Dale) er fremkomne ved Tryk
nedenfra, ved vulkanske Kræfter og ved rindende
Vands mek. Erosion. Malmene og
Mineralgangene forklares dannede som Udfyldninger
af Sprækker i den itubrudte Jordskorpe.
Tilsidst forsøger han at skildre de Forandringer,
som Toscanas Jordbund er undergaaet i
Tidernes Løb; han gør her det første Forsøg paa en
geol. Tidsregning og vil bevise, at Toscana i de
forløbne Tider to Gange har været dækket af
Havet, to Gange været et Lavland og to Gange
et Bjergland. Fremstillingen heraf støtter han
ved skematiske Tegninger, det første Forsøg
paa at fremstille geol. Profiler. Steensen’s
Arbejde fik imidlertid kun liden Bet. for G.’s
Udvikling og gik snart fuldstændig i Glemme. M.
H. t. Jordens første Historie fremsatte G. F.
Leibniz
(1646—1716) Anskuelser, der i
Hovedtrækkene staar temmelig nær den nyere
Tids; ogsaa han lagde dog stor Vægt paa, at
hans Teorier ikke kom i Konflikt med Biblens
Skabelsesberetning.

I Løbet af 18. Aarh. fremkom mange geol.
Arbejder, og skønt mere ell. mindre fantastiske
Spekulationer endnu spillede en stor Rolle, ser
man dog, at man nu mere og mere vendte sig
til Iagttagelser i Naturen. Et godt Overblik
over G.’s Standpunkt ved Midten af Aarh. faar
man af den af G. L. Leclerc de Buffon
(1707—88) forfattede Théorie de la terre (1749):
Fremskridtet var dog forholdsvis ringe, og først
henimod Slutn. af Aarh. begynder det
Tidsafsnit, som man har kaldet G.’s heroiske
Tidsalder.

Som den egl. Grundlægger af den
videnskabelige G. maa A. G. Werner (1749 eller
1750—1817) betragtes. Han var lidet produktiv
som geol. Forf., men som Lærer ved
Bjergværksskolen i Freiberg i Sachsen 1775—1817 fik
hans Arbejde overordentlig stor Bet., idet der
var meget stærk Tilstrømning til hans
Forelæsninger, som i talrige Afskrifter vandt en
meget stor Udbredelse. Werner besad en
særlig udpræget systematiserende Evne og indførte
ny Metoder og en ny Terminologi. Han
opstillede et miner. System og bragte ogsaa Klarhed
til Veje paa Petrografiens Omraade, saa at de
hidtil temmelig vilkaarlig anvendte Betegnelser
paa Bjergarter nu fik en ganske bestemt Bet.
Ogsaa paa Lejringsforholdene havde han sin
Opmærksomhed henvendt; efter Bjergarternes
Lejring og Ælde søgte han at inddele dem i

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:53:57 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/9/0613.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free