Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Georg V (Konge i Hannover) - Georg I (Hellenernes Konge)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Katekismus vakte 1862 en saadan Storm i
Folket, at han maatte lade det falde og fjerne
Borries. Han viste stor Iver i at understøtte
Slesvigholstenernes Klager mod Danmark og
kræve kraftige Skridt fra Forbundsdagens Side;
derfor blev Hannover ogsaa 1863 den ene af
Eksekutionsmagterne i Holsten. Derimod
misbilligede han senere Hertugdømmernes
Løsrivelse fra Danmark som stridende mod
Legitimiteten og ligeledes den augustenborgske
Bevægelse som udsprunget af revolutionære
Lyster. Efter Borries’ Afgang syntes han at ville
slaa ind paa en friere Bane, men allerede 1865
brød han med de mere maadeholdne Ministre,
bl. a. Windthorst, der krævede en ny Valglov,
og vendte tilbage til den gamle Retning. Da
Brudet truede mellem Østerrig og Preussen
1866, stillede han sig, trods Oppositionens
Indsigelse, i Tillid til Østerrigs Overlegenhed og af
Mistro til Preussen paa den første Magts Side.
Da han senere afslog Preussens Opfordring om
at tiltræde det ny nordtyske Forbund, blev
Hannover besat af preuss. Tropper, og selv
maatte han 28. Juni overgive sig med sin Hær;
han drog til Hietzing ved Wien og udslyngede
herfra 23. Septbr en kraftig Indsigelse mod
Hannovers Tilknytning til Preussen. Septbr
1867 sluttede han dog en Overenskomst med
dettes Regering om Udlevering af hans
Privatformue (deraf den senere Welfer-Fond, 16 Mill.
Thaler); men da han vedblev at agitere mod
Preussen og at understøtte de misfornøjede
Hannoveranere, samt underholdt en særlig
»Welfer-Legion« paa 1400 Mand (hannoverske
Flygtninge), blev allerede Febr n. A.
Overenskomsten tilbagekaldt og Welfer-Fondet
beslaglagt. End ikke Frankrigs Nederlag 1870—71
kunde formaa ham til at bøje sig for de
fuldbragte Kendsgerninger. 1871 bosatte han sig i
Gmunden, men tog 1876 Ophold i Paris for at
søge Lægehjælp og døde her. Han gav sig
meget af med Musik og har komponeret adskilligt.
1911 rejstes i Nærheden af Harburg et
Mindesmærke for ham af Welfer-Partiet i Hannover.
1843 ægtede han Maria, Datter af Hertug Josef
af Sachsen-Altenburg (1818—1907), og havde
med hende en Søn, Ernst August. Hertug af
Cumberland, og to Døtre, af hvilke den ældste,
Frederikke (f. 1848), 1880 ægtede Friherre
Alfons af Pawel Rammingen. Den yngste, Marie
(1849—1904) var ugift.
E. E.
Georg I, Hellenernes Konge 1863—1913, f.
24. Decbr 1845, d. 18. Marts 1913, anden Søn
af Kong Christian IX, hed som dansk Prins
Vilhelm og blev uddannet til Søofficer. 30
Marts 1863 valgte den gr. Nationalforsamling
efter den eng. Regerings Raad ham enstemmig
til den ved Kong Otto’s Afsættelse ledige Trone.
En Deputation under den gl Admiral Kanaris
afsendtes til Danmark, hvis Kongehus som
Vilkaar for sit Samtykke krævede, at England
skulde afstaa de ioniske Øer til Grækenland, og
at der skulde sikres G. en aarlig Livrente (12000
£) foruden den egl. Civilliste. 5. Juni
undertegnedes i London en Protokol herom af
England, Frankrig og Rusland (den endelige
Traktat sluttedes 13. Juli), og næste Dag blev
Deputationen højtidelig modtaget paa Christiansborg
Slot af Kong Frederik VII, der gav sit
Samtykke til Valget og med stor Værdighed gav sin
unge Frænde den Paamindelse at slutte sig
nøje til sit ny Folk og tro overholde dets fri
Forfatning, thi
»Folkenes
Kærlighed er
Fyrsternes Lykke«.
G., der »for at
rette sig efter
den
fremherskende Skik i
Grækenland og
saa vidt muligt
smelte sammen
med sit ny
Hjemland«
vilde tage Titlen
»Hellenernes (i
Stedet f.
»Grækernes«) Konge« — hvad
Stormagterne
indrømmede 3.
August — blev nu erklæret fuldstændig. Han
gav 12. September Afkald paa sin Arveret
til den danske Krone til Bedste for sin yngre
Broder, Prins Valdemar, og forlod faa Dage
efter Kbhvn, ledsaget af Grev Sponneck som
sin personlige Raadgiver. Efter at have besøgt
London og Paris landede han 30. Oktbr i
Athen; udstedte Maj 1864 en alm. politisk
Amnesti og fik kort efter Afstaaelsen af de ioniske
Øer bragt i Orden, hvorefter han selv 7. Juni
tog disse Lande i Besiddelse. Endelig aflagde
han 28. Novbr 1864 Ed paa den ny Forfatning,
men maatte allerede et Aars Tid efter
bortsende Grev Sponneck, fordi dennes Indblanding
i Statssagerne vakte Misnøje. Grækenland blev
nok senere hjemsøgt af stadige Partikampe
og var Skueplads for talrige Ministerskifter,
men alligevel vandt han efterhaanden stor
personlig Indflydelse og alm. Tillid i Folket, fordi
han trolig fulgte Frederik VII’s Raad og
ubrødelig overholdt Rigets Grundlov, skønt den
stillede hani over for et enkelt Kammer, valgt ved
alm. Valgret, og krævede den parlamentariske
Statsskik fuldt gennemført. Ogsaa optog han
Frederik VII’s Valgsprog: »Folkets Kærlighed
min Styrke«. Ved gentagne Besøg hos
Stormagtshofferne styrkede han sin Stilling og var
i Virkeligheden »sin egen Udenrigsminister«,
særlig søgende Tilslutning hos de vestlige
Magter.
Medens han 1879—80 holdt igen, da
Folkestemningen højlydt krævede Krig mod Tyrkiet,
lykkedes det ham 1881 at udvirke, at
Grækenland vandt Thessalien og et Stykke af Epirus.
Og da han 1897 efter ny Opstand paa Kreta
veg for Folkets Tryk og paaførte Tyrkiet Krig
for at løsrive Øen fra Sultanens Herredømme,
fremkaldte Krigens uheldige Gang en saadan
Storm, at hans egen og Kongehusets Stilling
en Tid lang syntes truet; men han forstod ikke
alene at dæmpe Stormen og at genvinde
Folkets Tillid og Yndest, men endog at opnaa hos
Stormagterne, at Kreta Novbr 1898 stilledes
under hans anden Søn, Georg’s Styrelse som den
 |
| Georg I. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
