Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Georg I (Hellenernes Konge) - Georg - Georg (Hertug af Braunschweig-Lüneburg) - Georg den Skæggede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tyrk. Sultans — i Virkeligheden Stormagternes
— Overkommissær. Øen kom saaledes under
gr. Indflydelse, og dette blev endnu tydeligere,
da Prinsen 1906 frasagde sig Stillingen, og hans
Fader fik Lov at udpege hans Efterfølger, den
gr. Statsmand Zaimis. For at gennemføre
Frigørelsen af de under Tyrkiet hørende Grækere
sluttede han 1912 Forbund med Bulgarien,
Montenegro og Serbien om en fælles Krig mod
Sultanen. Hans Plan var at fordrive Tyrkerne
helt fra Europa, men for ikke at vække
indbyrdes Skinsyge mellem Balkanhalvøens Folk,
skulde Konstantinopel blive en international
Fristad. Lykken fulgte ham paa hans Færd,
der skulde sætte Kronen paa hans Livs
Gerning og i Sandhed gøre ham til »Hellenernes
Konge«. De gr. Hære gik sejrrigt frem baade i
Epirus og i det sydlige Makedonien; men
inden Værket var fuldført, blev han myrdet i
Saloniki af en sindssyg Græker, kort før han
havde kunnet fejre 50 Aarsdagen for
Kongevalget. Hans Død var et stort Tab og ikke
alene for Grækenland; thi hans diplomatiske
Snille havde vistnok formaaet at hindre det
senere Brud med Bulgarien, samt den deraf
flg. blodige Krig og bitre Had mellem de tvende
Folk. Ved Siden af sin egl. Kongegerning drev
G. i mange Aar paa sit Lystslot Tatoj et
Mønsterlandbrug, til Dels med danske Hjælpere.
Han følte sig altid inderlig knyttet til sit gl.
Fædreland og havde efterhaanden tilkøbt sig
fl. Ejendomme i Kbhvn og Nordsjælland.
G. havde 27. Oktbr 1867 ægtet den russ.
Storfyrst Constantin’s Datter Olga, f. 4. Septbr
1851, og havde med hende 5 Sønner og 2 Døtre.
Den ældste Søn, Konstantin, blev efter
ham Konge 1913—17; den anden Georg, f.
1869, uddannet i Danmark til Søofficer, var
som ovf. nævnt Novbr 1898—Septbr 1906
Overkommissær paa Kreta, hvor han vandt
Befolkningens Tillid og Hengivenhed, samt ægtede
1907 Prinsesse Marie Bonaparte (f. 1882), en
Sønnedatter af Pierre Bonaparte. Af de yngre
Sønner ægtede Nikolaos (f. 1872) 1902 den
russ. Storfyrst Vladimir’s Datter Helena (f.
1882), og Andreas (f. 1882) 1903 Prinsesse
Alice af Battenberg (f. 1885), medens
Christoforos (f. 1888) er ugift; han tog 1919
Bopæl i Danmark. Af Døtrene ægtede
Alexandra (1870—91) 1889 den russiske
Storfyrst Paul, Kejser Alexander II’s yngste Søn
og Maria (f. 1906) en anden russisk
Storfyrste, Georg (f. 1863). Alle hans Børn er gr.
Katolikker, medens han selv forblev
Lutheraner. Hans Dronning, Olga, vakte 1901 stærk
Misstemning imod sig, fordi hun holdt Haanden
over en Overs. af det ny Test. i et mere
nymodens Græsk, end Præsteskabet og
Studenterne billigede.
E. E.
Georg, Konge af Sachsen 1902—04,
næstældste Søn af Kong Johan, f. 8. August 1832,
d. 15. Oktober 1904. 1846 udnævntes han til
Løjtnant og ansattes i Artilleriet, avancerede
hurtigt gennem Graderne. Han var saaledes
1853 allerede Major og 1854—57 Chef for 3.
Jægerbataillon. 1858 kommanderede han som
Oberst Garderytterregimentet til 1861. Fra 1863
er han Chef for 1. Rytterbrigade, hvilken
Kommando han beholdt under Felttoget 1866. Efter
dette udnævntes han til Generalløjtnant og var
fra 1867 Chef for 1. Infanteridivision, som han
førte i Felten 1870, og omgik i Slaget ved
Gravelotte 18. Aug. den fr. højre Fløj ved St Privat og
Roncourt. Ved Dannelsen af Maas-Armeen blev
Prinsen Chef for XII Armékorps, som han førte
i Kampene ved Nouart, Beaumont, i Slaget ved
Sedan samt under Paris’ Belejring. Ved
Troppernes Indtog i Dresden 1871 udnævntes han til
General i Infanteriet. Han blev paa ny
Divisionskommandør indtil 1873, da han ved
Kronprinsens Tronbestigelse blev Chef for XII
Armékorps til 1890. Han blev 1888 udnævnt til
Generalfeltmarskal og Generalinspektør for 2.
Arméinspektion. 1902 fulgte han efter sin
Broder paa den sachsiske Trone.
B. P. B.
Georg, Hertug af Braunschweig-Lüneburg
(1582—1641), Søn af Hertug Vilhelm af
Braunschweig-Lüneburg og Dorothea, Christian III’s
og Dronning Dorothea’s yngste Datter. Han
kæmpede først i Nederlandene under Moritz
af Oranien og Spinola, traadte derpaa 1612 i
dansk Tjeneste og deltog i Kalmar-Krigen. En
Tid lang var han derefter dansk Oberst, men
gik, misfornøjet med Christian IV, 1626 i
kejserlig Tjeneste og kæmpede mod Danskerne.
1630 skiftede han imidlertid atter Parti og var
en af de første tyske Fyrster, der sluttede sig
til Gustaf Adolf. Efter Slaget ved Lützen fik G.
sammen med Kniephausen Kommandoen over
den sv. Hærstyrke i det nordvestlige Tyskland
og slog de Kejserlige ved Oldendorf 1633. 1635
sluttede han sammen med fl. a. tyske Fyrster
Separatfred med Kejseren, men traadte 1639
paa ny over paa sv. Side. Han var gift med
Anna Eleonore af Hessen-Darmstadt, og fra ham
nedstammer det hannoveranske Hus. (Litt.:
Decken, »Herzog G. v.
Braunschweig-Lüneburg« [Hannover 1833—34]).
(A. Frs.). L. K.
Georg den Skæggede, Hertug af
Sachsen, Søn af Albrecht den Behjertede, f. 1471,
d. 1539. 17 Aar gl styrede han Landet i
Faderens Fravær, og da denne døde 1500 paa et
Tog mod Friserne, overtog han Regeringen i de
albertinske Lande; senere afstod Broderen
Henrik ham Frisland, men G. solgte 1515 sine
Fordringer herpaa til Østerrig. Hans Stilling
betingedes af Spændingen mellem de to sachsiske
Fyrstelinier, den ernestinske og den albertinske,
og han stod derfor i Modsætning til sin
Slægtning Kurfyrst Frederik den Vise i nøje
Forhold til Huset Habsburg, hvad der atter var
bestemmende for hans Optræden over for
Reformationen. Han var ikke blind for Kirkens
Fejl og ønskede ivrig en Reformation »paa
Hoved og Lemmer«, men selve Læren og
Dogmerne vilde han ikke have forandret. 1525
sluttede han i Dessau et Forbund med Mainz,
Brandenburg og Braunschweig, der var rettet
mod den ny Lære, og stod efter den Tid som
Katolikkernes vigtigste Fører. Han førte en lang
og hvas Pennefejde med Luther og lagde i
sine egne Lande Reformationen alle mulige
Hindringer i Vejen; p. Gr. a. Fællesregeringen
med den luthersksindede kurfyrstelige Linie
formaaede han dog ikke at holde den ude. I
det hele led han fl. Skuffelser; da saaledes hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
