Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Georgien - Georgiere - Georgijevsk - Georgine - Georgios Monachos - Georgiske Øer - georgisk Sprog og Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Trajan gjorde 114 e. Kr. Indfald i G., men
uden at grunde et varigt rom. Herredømme
der. 265 blev en pers. Prins af Sassanidernes
Dynasti, der i G. kaldtes Mirian, Konge.
Han lod sig kristne og rejste den første kristne
Kirke i G. Et Aarh. senere blev Landet besat
af Perserkongen Shapur II, og en pers. General
lod bygge Fæstningen Tphilis (Tiflis) som
Modvægt mod Hovedstaden Mtskhet. Men Persernes
Herredømme varede ikke længe, og G. blev
atter uafhængigt. En af dets Konger, af Mirian’s
Slægt, Vakhtang, med Tilnavnet Gurgaslan
ell. Gurgasal (446—99), underkastede sig
Mingrelien, Abkhasien, Osseternes Land og en
betydelig Del af Armenien, gjorde Tphilis til sin
Hovedstad og oprettede et Patriarkat i Mtskhet.
Men den Magtstilling, som G. her havde
opnaaet, var snart forbi. I den nærmeste Tid
derefter truedes G. med Undergang af det
overmægtige Perserrige. G. søgte Hjælp hos den
byzantinske Kejser Justinus II, der tiltog sig
Overherredømmet over Landet og indsatte
Guram eller Guaram af den armenske Slægt
Bagratiderne til Vicekonge. Den byzantinske
Indflydelse var derefter fremherskende i G.
indtil Arabernes Fremtrængen i Forasien.
Muhammedanerne gjorde hyppige Hærgningstog
ind i G. og tvang Beboerne til at antage Islam.
Ved Kong Ashod’s Død 826 kom G. helt i
Arabernes Hænder, men de kunde ikke holde
det afsides liggende Land mod
Tyrkerhøvdingen Bogha’s Angreb 842. Efter en langvarig
Opløsningsperiode skaffede Bagrat III
(980—1014) Ro og Orden og gjorde endnu en Gang
G. til Centrum for et stort Erobringsrige, der
naaede fra Sortehavet til det kaspiske Hav, og
modtog Tribut af Armenien og Azerbejdjan.
Han beskyttede Kunst og Litt. og lod bygge
Domkirken i Kutais, der er et af de berømteste
nu eksisterende Mindesmærker af georgisk
Bygningskunst. Der fulgte nu Krige med de tyrk.
Seldjukider, som vel atter og atter blev drevne
tilbage, men dog fl. Gange plyndrede Tiflis.
Seldjukiderne blev først afgørende slaaet af
David II (1089—1125), der havde allieret sig
med andre tyrk. Stammer. Georg III
(1156—84) erobrede en Del af Armenien, og under
hans Datter Thamar og dennes Søn Georg
IV (1212—23) forøgedes G.’s Magtstilling;
Gandja (Elisavetpol) erobredes fra Perserne.
Men endnu i Georg IV’s Levetid begyndte
Mongolernes Indfald, der medførte frygtelige
Ødelæggelser. G. rejste sig igen under Georg V
(1318—46), der erobrede Imerethia, men blev
i Slutn. af samme Aarh. to Gange hærget af
Timur’s (Tamerlan’s) Mongolerhære.
Alexander I (1413—42) befriede G. for de
fremmede Voldsherrer og delte Landet mellem sine
tre Sønner, der fik henh. Imerethien,
Kakhetien og G.; Imerethien forblev selvstændigt,
indtil det kom under Rusland. 1482 tyede
Kongen af Kakhetien, der led under Krigene
mellem Tyrkerne og Perserne, til den russ. Tsar
Ivan III, og siden blev det Skik. at G.’s
Herskere søgte Ly hos Russerne mod deres
muhammedanske Fjender. Saaledes bad Kong
Theimuraz (1629—34) Tsar Mikhael om Hjælp
mod Shah Abbas af Persien. 1638 traadte
Mingreliens Herskere, 1650 Imerethiens, i
Vasalforhold til Rusland. Det egl. G. stillede sig under
Peter den Store’s Beskyttelse først i 18. Aarh.
Tyrkerne indtog og plyndrede snart efter Tiflis,
men maatte trække sig tilbage og (1735) opgive
alle Krav paa Kaukasus-Staterne.
Heraklius II erklærede sig for Ruslands Vasal og
fik Ruslands Hjælp mod Perserkongen Agha
Muhammed, og 1798 nedlagde G.’s sidste
Konge, Georg XIII, frivillig Kronen til Fordel
for Ruslands Tsar. 1801 blev G. indlemmet i
Rusland.
A. C.
Georgiere, Beboerne af Transkaukasien i
mellem det sorte Hav og Alasams Udløb i Kur. G.
i snævrere Forstand, af Russerne kaldet
Grusiner (begge Ord afledede af det tyrkiske
Gürdshi), kalder sig selv Karthveler ell.
Karthli efter Stamfaderen Karthlos og
bebor det gl. Kongerige Georgien ell. de tidligere
russ. Guv. Tiflis og Kutais. Nærbeslægtede med
G. er Imerethier, fjernere beslægtede er
Minghrelierne langs det Sorte Hav,
Svaneter i det sydlige Kaukasus, Chewsurer
mod Ø. og Lazerne i Lazistan Ø. f.
Trebisond. Hele det georgiske Folk udgør c. 1350000
Indb. G. hører til den eranske Race og danner
sammen med andre Kaukasusfolk en egen
Sprogæt. Det er høje, smukke Folk med mørke
Øjne og tykt, krøllet, mørkt Haar; navnlig
Kvinderne er berømte for deres regelmæssige
Skønhed, hvorfor de tidligere var meget søgt
til de tyrk. Haremer, men de afblomstrer
forbavsende hurtig. (Illustr. se Tavle »Asiatiske
Folketyper«, Fig. 44). Deres Boliger paa Landet
er ofte Jordhytter, der graves ind i Skrænter,
hvorfra det flade Tag, Familiens alm.
Opholdssted, rager vandret ud. Disse Huse forsvinder
dog mere og mere for Huse af europ. Type.
Agerbrug og Vinavl er Hovederhvervet, dog
drives der ogsaa en ikke ubetydelig Kvægavl,
særlig Faareavl. Man skelner mellem 5
Stænder: den højere Adel (Althavar), den lavere
Adel (Asnaur), Købmænd og handelsdrivende
Haandværkere, Landbrugere (Msachuri) og
Glichi, nærmest Landarbejdere. I Oldtiden bekendte
G. sig til Zoroaster’s Lære, men fra Konstantin
den Store’s Tid har de været gr.-kat.
C. A.
Georgijevsk [gæ’årgijæfsk]. By i det sydlige
Rusland, Guv.—Ciskaukasien, Prov. Terek,
ligger ved Kumas Biflod Podkumok, nærmest
Banen Novo Tsherkash—Vladikavkas og har c.
12000 Indb. Den blev 1777 anlagt som Fæstning
og Hoveddepot for Kaukasus-Armeen, men
Fæstningsværkerne er nu nedlagte. Den har
betydelige Garverier og meget besøgte Markeder
og driver Handel med Silke og Kvæg.
G. Ht.
Georgine, se Dahlia.
Georgios Monachos (Munken), byzantinsk
Historiker i 9. Aarh., Forf. til en
Verdenskrønike, der gaar til 842 og har faaet forsk.
Fortsættelser (til 1143). Udg. af de Muralt
(Petrograd 1859) og de Boor (1. Bd, Leipzig
1904).
K. H.
Georgiske Øer, se Selskabsøerne.
georgisk Sprog og Litteratur. Det
georgiske Sprog, Hovedsproget i det gl.
Kongerige Georgien, hører til de sydkaukasiske Sprog
(se kaukasiske Folk og Sprog) og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
