Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gerhard (holstenske Grever og sønderjyske Hertuger) - Gerhard, Friedrich Wilh. Eduard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
anvendtes meget ofte som Fredsmægler i
Stridighederne mellem de nordiske Riger, bl. a.
i Helsingborg 1310.
3) G. III (Geert), af Holstenerne kaldet »den
Store«, af de Danske »den kullede Greve«, f.
1292—93, d. 1340, Søn af ovenn.’s Broder
Henrik af Rendsborg. Sagnet ved at fortælle,
hvorledes den senere saa mægtige Herre levede i
ublide Kaar paa et Kornloft i Rendsborg i
Selskab med sine store Hunde, medens hans
Frænder havde bemægtiget sig hans fædrene
Besiddelser. Sikkert er det kun, at han i sin
Ungdom efter Faderens Død (1304) følte sig
forurettet af sin Onkel, G. den Blinde, og laa
i Strid med ham. Efter dennes Død udvidede
han paa forsk. Vis sine Besiddelser, bl. a.
erhvervede han Segeberg efter Grev Adolf’s Drab
(1315), saaledes at han og Fætteren Johan den
Milde omtr. var Eneherrer i Holsten. Som
Lejetroppeanfører deltog han i Erik Menved’s
talrige Krige og kæmpede selv paa egen
Haand mod sine sydlige Naboer og Frænder
samt Ditmarskerne, der for øvrigt tilføjede ham
et blodigt Nederlag ved Wörden (1319). Snart
skulde han dog faa Lejlighed til at udfolde sin
fremragende Dygtighed som Feltherre og
Diplomat paa en større Skueplads. Det gode
Forhold, hvori han havde staaet til Danmark,
fortsattes en Tid lang ogsaa under Christoffer II,
med hvem han f. Eks. 1322 sluttede et
Forbund, og en Forandring hidførtes først ved
Hertug Erik af Sønderjyllands Død (1325).
Denne havde været gift med hans Søster
Adelheid, og G. krævede nu Formynderskabet for
deres 12-aarige Søn, Hertug Valdemar,
hvorpaa ogsaa Christoffer som Lensherre gjorde
retmæssig Fordring. Tvisten blev dog snart
bilagt, men alt det flg. Aar blussede den op paa
ny, uvist af hvilken Grund. G. benyttede sig af
den alm. Utilfredshed, der herskede med
Christoffer’s slette Regering, til at slutte Forbund
med de mægtige Stormænd Laurids Jonsen og
Ludvig Albertsen; i Danmark selv udbrød der
en Opstand, for hvilken Christoffer flygtede,
og paa Viborg Ting blev den unge Valdemar
udraabt til Konge med G. som Formynder og
Rigens Forstander. Greven krævede dog en
endnu mere haandgribelig Løn for sin Hjælp,
og paa Danehoffet i Nyborg (Aug. 1326)
forlenedes han med Sønderjylland som et frit og
arveligt Len (jfr Constitutio Valdemariana).
Uanfægtet beholdt han dog ikke den
Overmagt, han saa let havde vundet. Paa Sjælland
maatte han 1328 dæmpe en Bondeopstand, og
samme og flg. Aar søgte Jyderne 3 Gange at
erobre Gottorp, men blev hver Gang drevne
tilbage dels af Grev Johan, dels af G., der 1329
tilføjede dem et stort Nederlag paa Hesterbjerg
uden for Slesvig. Efter at Christoffer II paa ny
var vendt tilbage til Danmark, gav Greven ved
Forliget i Ribe (1330) Afkald paa
Hertugdømmet mod at faa Fyn som arveligt Len og
Ventebrev paa Sønderjylland, hvis Valdemar
skulde dø barnløs; desuden fik han en stor Del
af Jylland i Pant, og som Tegn paa Udsoningen
ægtede Christoffer’s Søn, den unge Kong Erik,
hans Søster Elisabeth. Efter en kortvarig Fred
kom det imidlertid til Strid mellem G. og
Johan; Kongen tog dennes Parti, men blev slaaet
paa Lohede og maatte ved Freden i Kiel give
G. Jylland og Fyn i Pant for 100000 Mark Sølv.
Greven var nu Danmarks sande Herre, og det
Forsøg, Junker Otto efter Faderens Død gjorde
paa at vinde Riget tilbage, tilintetgjorde han
uden Møje ved Slaget paa Taphede (1334).
Derimod maatte han 1336 nedlægge sit
Formynderskab for Hertug Valdemar, og den unge
Fyrste søgte at frigøre sig for det Tryk, hans
mægtige Onkel øvede, ved at nærme sig
Christoffer’s yngste Søn, Junker Valdemar, der nu
begyndte at gøre sine Krav paa Riget gældende.
G.’s Magtomraade havde hidtil været adskilt af
Sønderjylland; for at sikre sig, besluttede han
nu at samle det til et geogr. Hele, og ved
Forliget i Lybeck (1340) mageskiftede han og
Hertugen deres Land, saaledes at Valdemar
overtog Panteretten til Jylland mod at pantsætte
Greven Hertugdømmet. Denne Transaktion kom
dog foreløbig ikke til Udførelse, thi under selve
Forhandlingerne havde Jyderne rejst sig til
Opstand og belejrede de faste Borge. Gert,
der alt havde samlet en stor Hær, drog mod N.
for at kue dem. Dette Tog skulde dog blive hans
sidste; thi medens han omgivet af en betydelig
Styrke laa syg i Randers, trængte den jydske
Adelsmand Niels Ebbesen med en lille Skare ind
i Staden, og udgivende sig for Vagten naaede
de frem til Grevens Kvarter, brød ind i Huset
og dræble »den kullede Greve« Natten til 1.
Apr. (Litt.: Berblinger, »G. d. Grosse«
[1881]; »Hist. Tidsskr.«, 6. Rk. VI, 389 og 671).
Med sin Gemalinde Sofie af Werle, der var
beslægtet med det danske Kongehus, efterlod
G. III sig to Sønner, Claus og Jernhenrik.
Dennes Søn 4) G., overtog efter Faderens Død
(1385) sammen med Onkelen og sine to Brødre
Regeringen i deres Andel af Holsten og
Sønderjylland, hvor Holstenerne i 10 Aar faktisk
havde været uafhængige Herrer. Forholdet
ordnedes nu imidlertid saaledes, at Greveslægten
forlenedes arvelig dermed i Nyborg (1386), idet
G. optraadte som regerende Hertug og maatte
love Tjeneste af Lenet. Han søgte at unddrage
sig denne Forpligtelse, og et Møde i Assens
(1396), hvor Forleningen skulde fornyes efter
Erik af Pommern’s Hylding, blev uden
Resultat. Det flg. Aar døde Grev Claus — den
anden Hovedlinie, den kielske, var alt uddød
— og Brødrene skiftede nu Holsten, saaledes at
G. fik den østlige Del af Landet med Femern.
Derimod modsatte han sig deres Fordringer paa
ogsaa at faa Del i Hertugdømmet, der forblev
udelt. G. omkom 1404 paa et Tog mod
Ditmarskerne, hvor han faldt ved Süderhammen
efterladende sig en Enke, Elisabeth, som efter
hans Død fødte Sønnen 5) G., der ligesom sine
to Brødre Adolf og Henrik gjorde Krav paa
at forlenes med Hertugdømmet, uden at han
dog kom til at spille nogen fremtrædende Rolle
i Kampen mod Erik af Pommern. (Litt.:
Waitz, »Schleswig-Holsteins Geschichte« [1.
Bd, Göttingen 1851]).
M. M.
Gerhard, Friedrich Wilh. Eduard,
tysk Oldgransker, f. 29. Novbr 1795 i Posen,
d. i Berlin 12. Maj 1867. Efter at have studeret
klassiske Sprog i Breslau og Berlin, hvor hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
