Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind IX: Friele—Gradient / 684 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Giftslanger - Giftsnegle - Giftsnoge

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

er, naar Munden er lukket, rettede bagud og
skjulte af en Hudfold. Naar Slangen vil
angribe, spiles Gabet op, og Overkæbebenet drejes,
hvorved Gifttanden rejses i Vejret. Ved en
kombineret Virksomhed af fl. Muskler, navnlig
Tindingemusklerne, udøves
der et Tryk
paa
Giftkirtlerne, saaledes
at Giften
flyder ud i
Tanden og ind i
det frembragte
Saar. Der
fremkaldes da
en
Blodforgiftning, som
meget ofte
hidfører Døden.
(Om Giftens
Egenskaber og Virkninger, se Slangegift). Den
ældre Anskuelse, at visse Pattedyr og Fugle — f.
Eks. Pindsvinet, Muldvarpen, Slangefalken — ikke
er modtagelige for Paavirkning af Giften, er
ikke blevet bekræftet ved de nyere Forsøg.
Varmblodede Hvirveldyr angribes langt
stærkere af Giften end koldblodede. Paa hvirvelløse
Dyr synes den slet ikke at virke. G. af samme
Art kan bide hverandre, uden at dette
medfører Tegn paa Forgiftning. Naar G. af forsk.
Art bibringer hverandre Bid, iagttages Giftens
Virkninger hyppig. Mange af de giftige Slanger
adskiller sig ikke ved ydre Kendetegn fra de
giflløse, og det er ofte kun ved Undersøgelse af
Tandforholdet, at man sikkert kan afgøre, om
en Slange hører til G. ell. ikke. De fleste G.
føder levende Unger, men adskillige, f. Eks.
Brilleslangerne, er dog æglæggende. De er
talrige paa de fleste St. i Troperne, navnlig i
Indien, paa Sunda-Øerne og i Nyholland. I de
kolde og middelvarme Egne af Jorden er de
forholdsvis faatallige. Paa Madagaskar og
største Delen af de vestindiske Øer forekommer de
aldeles ikke. I Artsantal staar de langt tilbage
for de giftløse Slanger. De ægte G. omfatter
Giftsnogene (Proteroglypha) og
Hugormene ell. Edderormene
(Solenoglypha). De furetandede ell.
mistænkelige Slanger (Opistoglypha) henregnes — til
Trods for, at de er giftige — i Alm. ikke til
de ægte G. De er ligesom Giftsnogene nær
beslægtede med Snogene (Colubriformes,
Aglypha).
(A. C. J.). R. H. S.

Præparat af Hovedet af en Klapperslange, v Giftkirtlen; c Gifttænderne; m Tindingmusklerne; s Spytkirtlerne.

Giftsnegle, se Toxoglossa.

Giftsnoge (Proteroglypha) ligner Snogene
(Aglypha) og de mistænkelige Slanger
(Opisthoglypha) saa meget, at nyere Forf. i Reglen
henfører alle Grupperne til een Fam.:
Colubridæ. I Alm. har G. et temmelig lille Hoved,
der er beklædt med regelmæssige Skjolde, en
trind Krop og en kort Hale. Deres ikke
særdeles store Gifttænder er hule og har i Reglen
en tydelig Fure paa Forsiden. Giftkirtlerne er
ligesom Gifttænderne i Reglen langt mindre
end hos Hugormene, men Giften er særdeles
farlig, og de større Arter derfor meget
frygtede. Paa Overkæbebenet, der er længere og
mindre bevægeligt end Hugormenes, sidder der
i Alm. bag ved Gift- og Erstatningstænderne fl.
smaa Tænder af alm. Bygning. Disse mangler
dog hos fl. Slægter, f. Eks. hos Elaps og
Adeniophis. Alm. Gribe tænder findes baade paa
Gane- og Vingeben og i Underkæben. — I
Reglen er G.’s Farve vel næppe saa smuk som
Snogenes, men enkelte Arter, f. Eks.
Koralslangen, udmærker sig ved en ganske
overordentlig Farvepragt, der ikke overtræffes af
noget andet Krybdyr. Kun ganske faa Arter lever
paa Træerne. De fleste er Jordformer ell.
opholder sig i Havet (Havslangerne). G. er
udbredte baade i den gl. og den ny Verden og
findes i størst Mangfoldighed paa den østlige
Halvkugle. Australiens talrige Giftslanger hører
alle til denne Gruppe. I Europa forekommer
de aldeles ikke. De omfatter to Underfamilier:
Elapinæ og Hydrophiinæ ell.
Havslangerne. — Underfam. Elapinæ adskiller sig fra
Havslangerne ved, at Halen er cylindrisk, og
at Næseborene aabner sig paa Siderne af
Hovedet. Øjnene er smaa med rund Pupil. Kun
hos enkelte Arter er Pupillen aflang og lodret
stillet. Denne Underfam. omfatter omtr.
Halvdelen af alle Giftslanger. De forsk. Slægter og
Arter er udbredte paa højst forsk. Lokaliteter.
Deres Føde bestaar væsentligst af mindre
Hvirveldyr, hyppigst især af smaa giftløse Slanger.
— Koralslangerne (Elaps) har hjemme i de
varmere Dele af Amerika. Det er smaa G. af
en lidt plump Legemsbygning, men med
prægtige Farver. De har et ganske lille Hoved, der
næsten gaar i eet med den cylindriske Krop,
og en kort Hale. Legemet er beklædt med glatte
Skæl, der er ordnede i 15 Længderækker.
Øjnene er smaa med elliptisk Pupil.
Mundaabningen er saa lille, at de kun kan fortære
meget smaa Hvirveldyr. Den berømteste af
Koralslangerne er Elaps corallinus Wied, der lever
i det tropiske Sydamerika og paa nogle af de
smaa Antiller (f. Eks. Skt Thomas). Dens
Grundfarve skildres som prægtig zinnoberrød
med stærk Glans. Denne Farve afbrydes af
16—19 sorte Ringe, der med regelmæssige
Mellemrum omkredser Slangen. Hvert af disse
Bælter er kantet med ganske smalle
grønlighvide Ringe, og saavel disse som de sorte Bælter

Fig. 1. Koralslange (Elaps corallinus).

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>