Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Giftsnoge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
er sortplettede, da ethvert Skæl har sort Spids.
Den forreste Halvdel af Hovedet er blaaligsort,
den bageste Halvdel grønlighvid. Halen har paa
sort Grund c. 8 hvidlige Ringe og en hvid
Spids. Elaps corallinus opnaar en Længde af
0,8 m. Den tager hyppig Ophold i Skovene,
men klatrer ikke i Træerne. Sit Tilflugtssted
søger den i Skovbunden mellem nedfaldne Blade
og Smaavækster. Der er ingen Fare ved at
fange Slangen og bære den om med sig. I
Ostindien lever nogle Smaaslanger, der er nær
beslægtede med Koralslangerne. Hos en af de
herhen hørende Slægter, Doliophis Girard.
(Adeniophis Meyer), udmærker Giftkirtlerne sig
ved en højst usædvanlig Størrelse. De
forlænger sig langt tilbage i Krophulen, i omtr.
1/3 af hele Kroppens Længde, og tiltager
gradvis i Tykkelse bagtil. P. Gr. a. den betydelige
Plads, de indtager, ligger Hjertet længere
bagtil end hos andre Slanger. Bl. Ostindiens øvrige
talrige G. er især Bungarus og Brilleslangerne
berømte. Bungarus er en Slægt af yderst
farlige Giftslanger, til Dels af anselig Størrelse.
De har et lille ægformigt Hoved med but Snude
og et lille Gab. Øjnene er smaa, med rund ell.
elliptisk Pupil. Kroppen er trind ell. stump
trekantet og af næsten samme Tykkelse
overalt. Halen er forholdsvis kort. Skællene, der er
glatte, er ordnede i 13—17 Rækker. En af de
største Arter af Slægten, Bungarus fasciatus
Schneid., der opnaar en Længde af 1,5 m, er
meget hyppig i Forindien og kaldes af de
Indfødte Bungarum-Pama. Dens Grundfarve, der
er sort ell. mørkeblaa, afbrydes af 25—35 gule
Ringe. Hovedet, hvis Farve er sortblaa, er paa
hver Side prydet med et gult Baand, der
forlænger sig ned under Halsen. Kroppen er
forsynet med en tydelig Rygkøl. Halen ender
paafaldende stumpt. — Bungarus candidus L.
(B. coeruleus Schneid.) naar ikke en saa
betydelig Størrelse som foregaaende Art, men er
ligesom denne meget farlig. Dens Farve er
meget variabel. Oversiden er for det meste
blaasort ell. mørkebrun og tegnet med fine hvide
Tværbaand ell. Pletter, Undersiden er stedse
hvid. En Rygkøl er ikke til Stede. Begge disse
Arter ynder især tørre Egne og vælger deres
Tilflugtssteder i Huller i Jorden ell. mellem
Trærødder. De er temmelig sjældne paa
beboede Steder, men tager dog undertiden
Ophold i Husene. Det er sandsynligt, at
Bungarus-Arterne næst efter Brilleslangerne er de
farligste af alle Ostindiens Giftslanger.
Brilleslangerne (Naja) har et lille langstrakt,
ægformigt Hoved, en trind, paa Midten noget
fortykket Krop og en kegleformig tilspidset Hale.
Hovedet er dækket af store regelmæssige
Plader. Øjnene er smaa med rund Pupil.
Mundaabningen er forholdsvis stor. Naar de
forbereder sig til Angreb ell. Forsvar, hæver de
den forreste Trediedel af Kroppen lodret i
Vejret og udbreder Halsen skiveformigt, idet de
forreste 8 Ribben, der er lige og sædvanlig
strakte bagud, trækkes fortil. I denne Stilling,
som de ofte indtager i længere Tid, er
Forkroppen aldeles stiv og ubevægelig, og Hovedet
holdes ufravigelig vandret. Naar Slangen da
ses bagfra, ser det ud, som om den bærer en
stor rund Hat, hvad der har givet Anledning til
det portug. Navn paa den alm. ind.
Brilleslange: Cobra de Capello, der bet. Hatslangen.
Selv naar den bugter sig frem mod sit Bytte,
beholder Forkroppen sin karakteristiske
Stilling. Man kender c. 10 Arter af Brilleslanger,
der er udbredte over Afrika og det sydlige
Asien. De er alle æglæggende, i Modsætning til
de fleste andre Giftslanger. Skønt de er
Jordformer, klatrer de ofte i Træerne og gaar
endogsaa undertiden frivillig i Vandet. Den alm.
ind. Brilleslange, Naja tripudians Merr., er
udbredt over største Delen af Sydasien, fra det
kaspiske Hav til Sydkina og Sunda-Øerne. Den
opnaar en Længde af 1,6 m. Man adskiller fl.
Varieteter med en noget forsk. Farvetegning.
I Alm. er Rygsidens Farve gul ell. brungul, i
visse Belysninger med et blaaligt Skær.
Bugsiden, der fortil ofte er forsynet med sorte
Tværbaand, er smudsig hvid. Paa Nakken har
Slangen den Tegning, som man har
sammenlignet med en gammeldags Brille. To mørke
Linier danner en Indfatning af Brillen, der er
meget lysere end Omgivelserne. Det, der svarer
til Brilleglassene, repræsenteres enten af en
sort Plet ell. af en lys Øjeplet, omgivet af en
mørk Rand. Paa Midten af Legemet er
Skællene ordnede i 17—25 Rækker, paa Halsen i
21—35 Rækker. Den ind. Brilleslange lever mest
af smaa Dyr, vistnok fortrinsvis af Krybdyr og
Padder. Den tager ogsaa mindre Pattedyr og
plyndrer ofte Fuglenes Reder. Det synes, som
om den sjælden efterstræber andre Slanger.
Det angives, at Hannerne og Hunnerne lever
parvis i hinandens Nærhed, hvad der ogsaa
berettes om den nærst. afrikanske Ara. De lægger
12—20 langstrakt ægformede, blødskallede Æg,
af Størrelse omtr. som Dueæg. Brilleslangerne
er ikke bundne til bestemte Lokaliteter, men
tager Ophold, hvor som helst de finder
passende Skjulesteder og tilstrækkelig Føde. Som
Opholdssteder ynder de især Termitternes
forladte Boliger, gl. Mure og hullede Lervægge,
Sten- og Træbunker. Undertiden tager de
ogsaa Ophold i beboede Huse. De Indfødte
betragter Brilleslangen med stor Ærefrygt, som
et helligt Dyr, de ikke tør fortrædige, da de
mener, at Ulykker saa vil ramme dem. Mange
Hinduer dræber under ingen Omstændigheder
en Brilleslange. Hvis denne gaar ind i deres
Boliger, søger de med Lempe at faa den ud.
Selv om den dræber et Menneske, tager
Hinduen ikke Hævn over den, da han tænker, at
den blot har udført en Befaling fra Guderne.
— De fleste Mennesker, der bides af
Brilleslangen, dør efter nogle Timers frygtelige
Pinsler; de færreste overlever dens Bid. I Indien
anvendes især to Midler mod Slangebid, men
vistnok intet af dem bringer virkelig Hjælp.
Det ene Middel er den saakaldte Slangesten, en
porøs Stenart, der, naar den lægges over det
friske Saar, opsuger noget af Blodet. Det
andet Middel er Slangerod, Aristolochia indica,
der anvendes paa forsk. Maade. f. Eks.
saaledes, at den Saarede drikker et Afkog af den.
Helt hjælpeløs over for Slangebid staar
Videnskaben i øvrigt nu ikke mere, idet det er
lykkedes at fremstille et specielt Serum, der,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
