Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind IX: Friele—Gradient / 687 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Giftsnoge - Gift-Sumak - Giftsvampe

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Modsætning til de nærmest beslægtede Arter har
den intet uparret Næseskjold. En Bugkøl, der
forekommer hos et Par nærstaaende Former,
findes heller ikke. Dens glatte Skæl sidder i
Legemets forreste Del i 19 Rk. Oversidens
Grundfarve er blaaligsort, undertiden med et
grønligt Skær. Undersiden er gullig. Disse
Farver afbrydes af 29—48 sorte Ringe, der træffes
saavel paa Kroppen som paa Halen og er af
lgn. Bredde som de lysere Partier. Det synes at
være et ganske uskadeligt Dyr. Hydrus
platurus L. (Pelamis bicolor Daud.) har en
overordentlig stor Udbredelse i det indiske og stille
Hav. Det er en temmelig lille Slange, kun c. 0,7
m lang. Hovedet, der er temmelig fladt, er
beklædt med store Plader. Snuden er forholdsvis
meget lang, Næseboerne opadvendte. Halsen
er usædvanlig tyk. Kroppen, der er kort og
kraftig, er sammentrykt i hele sin Længde.
Den er dækket af seks- ell. firkantede ikke
taglagte Skæl, der er stillede i 45—47 Rk.
Tydelige Bugskinner findes ikke. Oversidens
Farve er brunsort, Undersidens gullig, og
Farverne er skarpt afgrænsede fra hinanden.
Halen har paa lys Grund sorte Bælter ell. Pletter.
Af Slægten Hydrophis Daud. kendes c. 20
Arter, næsten alle mindre Former paa under 1
m’s Længde. Hovedet er lille og langstrakt,
Kroppen fortil meget tynd og trind, bagtil
sværere og sammentrykt. Halen er meget bred.
Skællene er i Legemets forreste Del taglagte;
Bugskinnerne er smaa, men i Reglen tydelige.
Bag ved de store Gifttænder i Overkæben følger
en Rk. af 7—18 solide Gribetænder. Slægten er
udbredt fra den persiske Havbugt til Sydkina
og Nordaustralien. Slægten Distira Lacep.
tæller ligeledes c. 20 Arter, der i Reglen er meget
større end Hydrophis-Formerne: fra 1—2 1/2 m’s
Længde. De udmærker sig ved at have fra
4—10 furede Tænder paa Overkæben bag ved
Gifttænderne. Den mest bekendte Art er Distira
cyanocincta Daud., der lever i den persiske
Havbugt og ved Indien’s, Kina’s og Japan’s
Kyster. Den er beklædt med kølede, rombiske
Skæl, der ved Halsen er ordnede i 30 og paa
Midten af Legemet i c. 40 Længderækker.
Bugskinnerne er tydelige, glatte ell. forsynede
med to ell. fl. Knuder, Oversidens Grundfarve
er olivengrøn, Undersiden grønliggul. Den er
tegnet med 50—75 mørke Tværbaand, der i
Reglen er bredest paa Rygsiden og undertiden
forenede ved et sort Baand, der løber langs
Bugsiden. De største Individer kan blive c. 1,8
m lange. Distira semperi Garm. er den eneste
Havslange, der vides at forekomme i
Ferskvand. Den er fundet i en Ferskvandssø paa
Manila. (Litt.: G. Krefft, The snakes of
Australia [Sidney 1869]; J. Fayrer, The
Thanatophidia of India [London 1874]; J.
Ewart, The poisonous snakes of India
[London 1878]; Blanford, Fauna of British
India: Reptil, and Batrach. ved Boulenger
[London 1890]; Brehm, »Die Kriechtiere und
Lurche« [Leipzig 1892]; Boulenger, Catal.
of the snakes [Bd III, London 1896]).
(A. C. J.). R. H. S.

Fig. 2. Havslange (Pelamis bicolor).

Gift-Sumak, se Rhus.

Giftsvampe (hertil en farvetrykt Tavle). At
indsamle Svampe (norsk: Sop) og bruge dem
som Fødemiddel er en Skik, der er ret alm. i
de fleste Lande (se Madsvampe). Men denne
Skik medfører for Ukyndige og Uforsigtige en
Fare, idet der bl. Svampene findes enkelte
giftige Arter. Enhver, der vil nyde Svampe, maa
derfor gøre sig det til en, ufravigelig Regel
aldrig at give sig i Lag med at nyde
en Svamp, hvis botaniske
Bestemmelse ikke er ham absolut sikker.

G. ɔ: saadanne Svampearter, som konstant
indeholder for Mennesket farlige Giftstoffer,
findes i flere af Svampenes Slægter. Deres Antal
er dog ikke stort. De udmærker sig ikke
fremfor uskadelige Arter ved særegne Kendetegn,
saa at man altsaa ikke af noget ydre
Kendemærke saasom Farve, Lugt ell. Smag etc. kan
kende dem som giftige. Kun et sikkert og nøje
Kendskab til de giftige Arter kan her forebygge
skæbnesvangre Fejltagelser.

De vigtigste og farligste G. tilhører Slægten
Fluesvamp (Amanita) (se Fluesvamp),
og den farligste af dem alle, den, som baade
her og andetsteds er den allerhyppigste
Aarsag til Svampeforgiftninger, er Løgknoldet
Fluesvamp (A. phalloides Fr., se Fig.). Den
har nemlig ofte en Del Lighed med visse
Champignonarter, fra hvilke den dog især skelnes
ved, at dens Blade (Lameller) altid er hvide,
medens Champignonernes først er lyst rødlige,
senere chokoladefarvede og sorte. Desuden er
Hattens Farve hos den løgknoldede Fluesvamp
i Reglen ikke rent hvid, men gullig ell.
grønlig, og endelig har den ved Grunden af Stokken
en sækformet Skede med fri Rand, som ikke
findes hos Champignonen. Det sikreste for
Begyndere er at gøre sig til Regel aldrig at
samle Champignoner i Skove, da
den løgknoldede Fluesvamp kun findes her,
men ikke paa aaben Mark. Giftstoffet i denne
Svamp er et Toksalbumin, Phallin, og
er af en særdeles intensiv Virkning.
Giftvirkningen indtræder først 3—10 ell. flere Timer
efter Maaltidet. Den viser sig dels ved
Opkastning og Diarré, dels ved Hjernesymptomer,
bl. hvilke især Krampe er fremherskende. Den
almindeligste danske Fluesvamp,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>