Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Giftsvampe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kugleknoldet Fluesvamp (A. mappa Batsch., se
Fig.), er ogsaa giftig og kan ligesom foreg.
forveksles med Champignoner, fra hvilke den dog
adskilles ved sine hvide Blade og sin gullige
Hat, der i Reglen er besat med Vorter og Skæl.
Forgiftninger med den er dog temmelig sjældne,
og dens Giftstof er ikke nærmere kendt. —
Rød Fluesvamp (A. muscaria L., se Fig.)
giver her sjældent Anledning til Forgiftning,
da den i fuldt udviklet Tilstand er let kendelig
paa sin smukke højrøde Hat med hvide
Fnokke og ikke kan forveksles med nogen her til
Lands voksende spiselig Svamp. I Syden giver
den derimod undertiden Anledning til
Forgiftninger, idet den forveksles med en spiselig Art,
Kejsersvampen (A. caesarea Pers.), som
ikke findes her. — Den røde Fluesvamp
indeholder flere Giftstoffer, af hvilke
Muscarinet er det vigtigste. Forgiftningen optræder
temmelig hurtigt (1/2—1 Time) efter Maaltidet
og viser sig først ved koleralignende
Symptomer, Opkastning og Diarré, senere ved
Hjernesymptomer, idet den Syge først bliver ligesom
drukken, vild og rasende, derpaa falder hen i
en dødlignende Søvn, der tilsidst kan ende med
Døden. Mod denne og andre muscarinholdige
Svampe (se ndf.) haves en god Modgift i
Atropinet, som i alle sine Virkninger paa
Organismen er modsat Muscarinet. —
Panterfluesvampen (A. pantherina D. C.,
se Fig.) er ogsaa temmelig alm. i vore Skove
og har givet Anledning til Forgiftninger i
Danmark. Den ligner Perlefluesvampen (A.
rubescens Fr.), som af de fleste anses for
spiselig, men som ikke bør tilraades netop p. Gr. a.
den store Lighed med Panterfluesvampen. —
Denne har graalig-olivenfarvet Hat med stribet
Rand og glat, i Reglen skæv Ring.
Perlefluesvampen er mere rødlig, dens Kød bliver let
rødligfarvet ved Brud, dens Ring er fint
stribet. — Panterfluesvampen indeholder
Muscarin. — Af Slægten Skørhat (Russula)
(se Skørhat) skal nævnes to giftige Arter:
Giftig Skørhat (R. emetica Fr., se Fig.)
og Stinkende Skørhat (R. foetens Pers.,
se Fig.). Den første, som er meget alm. i vore
Skove, er letkendelig ved sin blodrøde Hat og
sine rent hvide Blade. Dens Kød har en skarp
og brændende Smag; den sidste udmærker sig
ved ubehagelig Lugt. — Ingen af dem har
Lighed med nogen af vore alm. benyttede
Madsvampe, og de giver derfor sjælden Anledning
til Forgiftning. — Slægten Mælkehat
(Lactarius) (se Mælkehat) indeholder en Del
Arter med skarp og brændende Mælkesaft.
Disse Arter maa anses for giftige, men kan dog
for de flestes Vedk. uskadeliggøres ved
Udtrækning med kogende Vand. En Del af dem
benyttes ogsaa i andre Lande som Fødemiddel
efter forudgaaende Udtrækning med kogende
Vand, men de bør dog helst undgaas. Blandt
de giftigste kan nævnes Rødbrun
Mælkehat (L. rufus Scop., se Fig.) og Skægget
Mælkehat (L. torminusus Schaeff., se Fig.).
Den sidst nævnte har paa Overfladen nogen
Lighed med Spiselig Mælkehat (se
Madsvampe), men adskiller sig meget let
fra den ved sin hvide Mælkesaft (den spiselige
har gul Mælkesaft), ved de lysere Lameller og
ved Hattens frynsede Rand. — Til Slægten
Taareblad (Hebeloma) (se Taareblad)
hører den giftige Almindelige
Taareblad (H. crustuliniforme Bull., se Fig.). Den er
meget alm., men giver sjælden Anledning til
Forgiftninger, da den ikke let forveksles med
nogen Madsvamp.
Slægten Rørhat (Boletus) (se Rørhat)
indeholder foruden mange gode Madsvampe
tillige enkelte giftige Arter. Bl. disse skal nævnes
Galde-Rørhat (B. felleus Bull., se Fig.),
som let kan blive farlig, fordi den har en ikke
ringe Lighed med den fortrinlige spiselige
Rørhat (B. edulis). Den har samme Form og
Størrelse som denne, men adskiller sig fra den
ved et mørkere og grovere Aarenet paa Stokken,
ved at Rørlaget hos udviklede Eksemplarer
bliver rødligt, medens det hos den spiselige
bliver gulgrønt, og endelig ved at dens Kød
har en stærkt bitter Smag. Den er i øvrigt
langt sjældnere end den spiselige, men træffes
dog hist og her. — Indigo-Rørhatten
(B. luridus Schaeff., se Fig.), som ogsaa anses
for giftig, er let kendelig paa sin rødlige Stok,
sit højrøde Rørlag og sit ved Brydning stærkt
blaanende Kød. — Skarp Rørhat (B.
piperatus Bull., se Fig.) er ret alm. Den er
temmelig lille og kendes paa sit rødligt farvede
Rørlag og sin skarpe brændende Smag.
Endnu staar tilbage at nævne en Svamp, som
vei almindeligvis omtales som spiselig, men
som ikke desto mindre, naar ikke behørig
Forsigtighed iagttages med den, er meget farlig,
nemlig Stenmorklen (Gyromitra esculenta
Pers.). Den indeholder nemlig et meget farligt
Giftstof, Helvellasyre, som fremkalder en
som oftest dødelig endende Destruktion af de
røde Blodlegemer, men som har den Egenskab
at kunne opløses i kogende Vand, ligesom det
forsvinder ved Tørring i lang Tid (mindst 1/2
Aar), hvorfor denne Svamp udtrukket med
kogende Vand ell. i tørret Tilstand kan nydes
uden Skade, medens den, hvor disse
Forholdsregler ikke er trufne, giver meget farlige
Forgiftninger, hvorpaa der i Litteraturen
foreligger talrige sørgelige Eksempler. Den er
temmelig sjælden i Danmark, noget almindeligere i
Norge og Sverige.
Naar der i Litteraturen undertiden omtales
Forgiftninger ved Svampe, som almindeligvis
anses for spiselige, er dette ikke andet, end
hvad der kan finde St. med alle andre stærkt
kvælstofholdige Næringsmidler (f. Eks. Ost,
Pølser, Fisk etc.) og det bør ikke afskrække
nogen fra at nyde spiselige Svampe; dog bør
man ved Indsamling af Svampe iagttage den
Forsigtighedsregel kun at vælge friske,
ikke for udviklede Eksempl., som
ikke er angrebne af Insekter, og man bør ikke
opbevare dem for længe før Brugen og altid
paa et tørt og køligt Sted.
Ved Forgiftninger med Svampe bør man
hurtigst muligt søge Lægehjælp. Indtil denne kan
skaffes, maa man søge at fjerne Giften ved at
fremkalde Opkastning og Afføring, for saa vidt
disse Symptomer ikke allerede er til Stede.
Man bør ikke benytte salinske Afføringsmidler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
