- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind IX: Friele—Gradient /
755

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gladstone, William Ewart

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

som en varm Talsmand for en nøje Forbindelse
mellem Stat og Kirke, samt særlig priste den
eng. Højkirke som Idealet for alle Kirker; da
netop den havde Sandheden inde, burde den
støttes af Statsmagten i alle Maader, dog ikke
ved ligefrem Tvang. Skriftet vakte stor Opsigt
(4. Opl. 1841), men fik en meget skarp Dom af
Macaulay, der vistnok indrømmede Forf.’s
Dygtighed og spidsfindige Kløgt i Bevisførelsen,
men dybt beklagede hans Fordomsfuldhed; 30
Aar senere vedgik G. selv, at det var et
Misgreb, fordi det fastholdt forældede
Grundsætninger, som netop var i Færd med at dø.
Derimod udgav han 1840 en Fortsættelse, Church
principles considered in their results
. Han fik
dog snart Lejlighed til at udmærke sig paa en
helt anden og langt heldigere Maade, thi da
Peel Septbr 1841 igen blev Førsteminister,
gjorde han G. til Næstformand i
Handelsministeriet og gav ham det Hverv at forberede og
senere i Underhuset forsvare den ny Toldtarif,
hvorved Tolden nedsattes paa 750 Poster (af
1200), især for Næringsmidler og Raastoffer, og
desuden en langt bedre Bestemmelse af de
enkelte Vareposter fastsloges. Han skilte sig ved
denne Opgave med stor Dygtighed (talte om
denne Sag ikke mindre end 129 Gange),
forbavsede ved sin Sagkundskab og førte
Forslagene igennem næsten uden Ændringer. Han
vandt derved Tilnavnet »Peel’s højre Haand«
(Peel havde ved Forslagets Fremlæggelse aabent
givet til Kende, at G. havde udført Hovedparten
af Arbejdet dermed) samt blev til Løn Maj 1843
selv Handelsminister med Sæde i Kabinettet.

I denne Stilling gennemførte han 1844 en
vigtig Lov om Jernbanerne, hvorved der
sikredes Statsmagten en væsentlig Indflydelse paa
disses Forhold og bl. a. paabødes billigere
Takster og større Omsorg end hidtil for de
simplere Vognklasser. Derimod fik han kun en
forberedende Del i den gennemgribende
Toldtarif 1845, hvorved det Arbejde fortsattes, som
var indledet 3 Aar tidligere, idet over 1/3 af
alle Posterne udstrøges, al Udførselstold og al
Told paa Raastoffer afskaffedes, og Afgifter
opgaves til et samlet Beløb af 66 Mill. Kr;
Handelen fremmedes ved disse Nedsættelser saa
stærkt, at Statskassens virkelige Tab blev langt
ringere, end paaregnet. Inden denne Tarif
vedtoges, havde han nemlig (Jan. 1845) taget sin
Afsked fra Regeringen som Følge af, at Peel
havde besluttet at yde det kat.
Maynooth-Kollegium i Irland et forhøjet Statstilskud og
desuden at oprette 3 ny religionsløse Kollegier.
Dette stred jo saa afgjort imod hans egne
tidligere Grundsætninger, at han ikke vilde
udsætte sig for den Mistanke, at han svigtede
disse for at beholde sin Stilling. Da Forslagene
kom til Afgørelse i Underhuset, talte og stemte
G. dog derfor som en Retfærdighedshandling
over for Irland.

Det varede dog knapt eet Aar, inden han
paany blev Minister; thi da Peel havde besluttet
at afskaffe Korntolden helt og saaledes brød
med sit eget Partis længe fastholdte
Grundsætning om Beskyttelse for Landbruget, ønskede
han meget at have sin tidligere Medarbejders
Hjælp, og G. overtog Decbr 1845 Posten som
Statssekretær for Kolonierne. Dette kostede
ham dog hans Sæde i Underhuset, thi medens
han hidtil stadig var bleven genvalgt i Newark,
i Reglen uden Modstand, kunde han ikke nu
regne paa Hertugen af Newcastle’s Indflydelse
og stillede sig derfor ikke til Genvalg. Da ingen
anden Valgkreds aabnede sig for ham, var han
saaledes udelukket fra at yde Peel virksom
Hjælp i hans sidste Kamp for Frihandelen, og
fjernedes ved Peel’s kort efter følgende Fald
i Sommeren 1846 for en Tid helt fra det
offentlige Liv. Ved de alm. Valg 1847 indførtes han
dog paany deri, idet han valgtes af Oxford
Universitetet, hvad der gjaldt for en stor
Udmærkelse (1848 blev han tillige juridisk
Æresdoktor), og han hørte i de flg. 12 Aar til
Peeliterne, der indtog en Mellemstilling mellem det
konservative og liberale Parti. Til alm.
Overraskelse stemte han Decbr s. A. for Jødernes
Valgbarhed til Underhuset, eftersom de allerede
efterhaanden havde opnaaet Adgang til de fleste
andre offentlige Hverv; han var nemlig mere
doktrinær end de fleste eng. Statsmænd og gik
ud fra, at man burde tage Følgerne af tidligere
Skridt. Ligeledes optraadte han 1851 imod J.
Russel’s Forslag om kirkelige Titler, der vilde
forbyde de katolske Biskopper at antage Titler
efter Stifter, der ogsaa fandtes i Statskirken;
han udtalte ligefrem, at Statskirken maatte
vide at hævde sin Stilling ved bedre Midler, og
at den slet ikke maatte blande sig i andre
Kirkers indre Forhold. Idet han saaledes tog
Romerkirken i Forsvar, blev han beskyldt for at
hylde Puseyismen, men han viste derved ikke
alene Mod til at trodse sit Partis — og særlig
sine Vælgeres — Fordomme, men ogsaa stort
politisk Fremsyn, eftersom Loven 20 Aar senere
blev ophævet som aldeles unyttig. I dette
Tidsrum støttede han baade Labouchère’s Forslag
om Navigationsaktens Ophævelse (1849) og
Molesworth’s om Koloniernes større
Selvstændighed over for Moderlandet (1850), samt
optraadte flere Gange under Drøftelsen af
udenrigske Forhold, Han klagede saaledes 1850 over
Palmerston’s stadige Indblanding i
Fastlandsstaternes Politik med Henvisning til det ringe
Udbytte, som derved var vundet, og dadlede
stærkt hans Adfærd over for Grækenland i
Pacifico-Sagen (s. d.). Over for Palmerston’s
stolte Pukken paa, »at enhver Engelskmand
burde føle sig tryg overalt i Verden, værget
ved Englands Magt, ligesom en romersk
Borger i Oldtiden«, gjorde G. gældende, at England
ikke burde søge at efterligne et saadant
Verdensherredømme, men tvertimod optræde som
Hævder af de smaa Folks Ret. Endnu større
Opsigt vakte han dog, da han 1851 i et
Flyveskrift, affattet som Breve til Jarl Aberdeen
(Peeliternes Fører og tidligere
Udenrigsminister), fremstillede, hvad han under et Ophold
i Neapel i den foregaaende Vinter ved Selvsyn
havde vundet Kendskab til, Kong Ferdinand II’s
grusomme Tyranni og skaanselløse
Mishandling af de talrige politiske Fanger. Hans Skrift,
som fik en stor Udbredelse (11 Udg. i Aarets
Løb, og den 14. 1859), blev af Palmerston sendt
til alle Englands Repræsentanter i Udlandet,
og vandt det liberale Partis Højagtelse for G.’s

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:13 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/9/0778.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free