Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gladstone, William Ewart
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
deres Kundskabsfylde og Overskuelighed alm.
Bifald som et Slags Forelæsninger i praktisk
Finansvidenskab. Da Papirskattens Afskaffelse
1860 mødte Modstand i Overhuset, indbragte
han Forslag til Beslutning, hvorved Underhuset
hævdede for sig Eneret til at afgøre alle
Beskatningsforhold; fremtidige Ændringer skulde
afgøres paa Budgettet. Sammen med de andre
Ministre, baade Palmerston og Russell, støttede
han Italiens Enhedssag efter bedste Evne, og
skønt han personlig ventede den
nordamerikanske Unions Tvedeling ved Borgerkrigen
1861—65 (»Jefferson Davis og hans Mænd havde skabt
et nyt Folk«, udtalte han paa et Folkemøde
Oktbr 1862), modsatte han sig dog enhver
Indblanding i Striden fra eng. Side. Hans afgjorte
Fredskærlighed, der hang nøje sammen med
hans Iver for streng Sparsommelighed, drev
ham 1864 til at lade Danmark i Stikken,
medens Palmerston o. fl. af Ministrene var villige
til at yde det virksom Hjælp. Kort forinden
(Marts 1864) havde han gjort et nyt afgørende
Brud med sin politiske Fortid, idet han ved
Drøftelsen af et privat Lovforslag udtalte sig
for en væsentlig Udvidelse af Valgretten, da
enhver Mand, som ikke maatte regnes for
uskikket dertil, ell. hvis Valgret kunde tænkes
at være farlig for Samfundets Sikkerhed, var
moralsk berettiget til at optages bl. Vælgerne;
særlig tilraadede han Arbejdernes Indførelse i
diet politiske Liv, da de havde vist
tilstrækkelig Modenhed og Dannelse.
Med denne kætterske Udtalelse forspildte han
sin Yndest ved Oxford Univ., og ved de alm.
Valg 1865 vragedes han derfor i denne Kreds,
som han havde haft inde i 18 Aar; han valgtes
dog straks efter i Syd-Lancashire. Efter
Palmerston’s Død s. A. overtog han Ledelsen af
Underhuset, som han forinden til Dels havde
haft. Men da han 1866 foreslog en ny Valglov,
som vilde virkeliggøre den ovenn.
Grundsætning, omend i meget maadeholden Form, vakte
han saa megen Modstand imod sig, at den
førte til Ministeriets Fald. Han havde dog n. A.
den Triumf, at den Valgreform, som det flg.
konservative Ministerium var nødt til at
indbringe, under det liberale Partis Tryk og ved
hans egne Ændringsforslag blev saaledes
omdannet, at den i Virkeligheden blev langt mere i
frisindet, end hvad han selv havde dristet sig
til at foreslaa. Samtidig drev den Modstand,
han havde mødt, ham videre i Fremskridts
Retning, saa at han ikke alene 1867 foreslog
Kirkeskatten afskaffet som tvungen Afgift, hvad
han endnu 1861 havde stemt imod, men ogsaa
1868 rejste Spørgsmaal om den irske
Statskirkes Ophør og saaledes helt brød med sine gl.
Teorier.
Valgene Novbr 1868 efter den ny Valgordning
gav ham den skønneste Oprejsning og gjorde
ham for første Gang til Førsteminister; han
sammensatte sit Ministerium for en stor Del
af ny Mænd med stor Forretningsdygtighed og
tog mindre Hensyn, end det hidtil var
sædvanligt, til de store Adelsslægter. Han blev derved
i Stand til i Løbet af 5 Aar at gennemføre fl.
og mere indgribende Reformer, end nogen
anden eng. Statsmand, til Dels endog saadanne,
hvorved helt ny Retsgrundsætninger bragtes ud
i Livet De vigtigste var Afskaffelsen af den
irske Statskirke (1869), den irske Landbolov
(1870), den eng. Folkeskolelov (1870), hemmelig
Afstemning (1872) og Retsplejens Omdannelse
(1873). Hvor stærk hans Selvtillid og
Herskervillie var, og hvor lidt han — selv under et saa
hurtigt Sejrsløb — kunde taale nogen
Modstand, viste sig klart, da han 1871, for at
fremtvinge Afskaffelsen af Officerspatenters Salg,
imod Overhuset greb til den for en frisindet
Statsmand mislige Udvej at paakalde
Kongemagtens særlige. Rettigheder, endog med en ret
dristig Fortolkning. Ogsaa viste sig hans
udprægede Iver for at vedligeholde Freden, selv
naar det maatte ske ved Eftergivenhed,
saaledes over for Nordamerika i Alabama-Sagen
og over for Rusland i Mellemasien; han vilde
heller ikke gøre noget Skridt for at skaffe
Frankrig bedre Fredsvilkaar 1871, skønt han
personlig var meget vel stemt for dets Sag
(dette fik Udtryk i en Artikel, som han uden
at navngive sig skrev i Edinburgh Review).
Denne Tilbageholdenhed udadtil, der lod
Engelskmændene føle sig som satte ud af Spillet,
og hans Rastløshed i at fremme den indre
Udvikling, hvorved mange personlige Rettigheder
krænkedes, vakte ikke ringe Uvillie mod hans
Styrelse og drev mange maadeholdne liberale
Mænd over til Modstanderne. Allerede Marts
1873 ønskede han at træde tilbage, fordi han
ikke kunde faa sin Villie m. H. t. de irske
Universitetsforhold, men Modpartiet var ikke
i Stand til at danne et nyt Ministerium, og han
maatte derfor igen overtage Statsstyrelsen, samt
tillige Posten som Skatkammerkansler. Men de
ny Valg Febr 1874 bragte et afgjort Nederlag
for hans Parti, og han selv blev kun med
Vanskelighed genvalgt i Greenwich, hvortil han
1868 havde maattet ty, da Kredsen i
Lancashire svigtede ham. Han afgav straks efter
Magten, men følte sit Fald som en stor
Utaknemlighed fra Vælgernes Side, holdt sig derfor
i Reglen borte fra Underhusets Møder og
nedlagde Jan. 1875 endog sin Post som Partiets
Fører uden at agte paa den Svækkelse, som dette
Skridt nødvendig maatte medføre. Han hengav
sig derefter til litterære Arbejder, genoptog
sine homeriske Studier (Homeric Syncronism,
1876) og forsvarede i et Skr. »Ritualismen«
(1874) Præsternes Frihed imod den strenge
Regelbundethed, som Disraeli vilde hævde ved
sit Lovforslag om Gudstjenesten i den
anglikanske Kirke; endvidere rettede han i tvende
Flyveskrifter (1874—75) de skarpeste Angreb
imod Ultramontanismen ell., som han kaldte
den, »Vatikanismen«, fordi den efter hans Skøn
maatte føre til Opgivelse af al aandelig og
borgerlig Frihed. Størst Bet. fik dog det
Flyveskrift, han Septbr 1876 udsendte om
Tyrkernes Grusomheder imod Bulgarerne (Bulgarian
Horrors); thi det gjorde en saadan Virkning i
England, at Regeringen blev nødt til at opgive
sin tyrkervenlige Politik. Da han 1877 besøgte
Irland, hilstes han overalt med den største
Velvillie (blev Æresborger i Dublin), og det var
et formeligt Triumftog, da han Novbr 1879 drog
fra sit Gods Hawarden Castle i Wales til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
