Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gladstone, William Ewart - Gladstone, William Glynne Charles - Glagolica
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
udvalgte Taler, Gleanings of past years 1843—74
udkom 1878—79 i 7 Bd, hvortil 1890—97 føjedes
2 ny Bd. Hans Speeches udgaves 1892 i 10 Bd.
G. var en saare mærkelig Mand, utvivlsomt
Englands største Statsmand i 19. Aarh. og i
Europa fuldt jævnbyrdig med Cavour og
Bismarck. Han var den eneste Engelskmand, som
4 Gange har været Førsteminister (i alt i 13
Aar), og han sad i over 60 Aar i Underhuset,
og omtr. den halve Tid (27 Aar) i Regeringen.
Han røgtede denne Gerning i dybeste Alvor,
som om den var et helligt Kald til Fremme af
Folkets Vel, og uden Hensyn til, om Partiets
Magt styrkedes derved. Han havde et
ubetvingeligt Mod og en udpræget Retsindighed, en
glimrende Veltalenhed og en overordentlig
Kundskabsfylde; ogsaa gav Cobden ham tidlig
det Skudsmaal, at han mere end andre
Ministre lod Følelsen raade. Han var vistnok
magtkær, men kun for at kunne fremme sine
store Formaal, og han førte et kraftigt
Herredømme over de andre Ministre og sit hele
Parti, samt taalte kun daarligt Modsigelse,
endsige Modstand. Hvor frisindet han end ellers
var, fastholdt han dog en sejg Konservatisme
over for visse Spørgsmaal; ligesom han 1857
haardnakket kæmpede imod Skilsmisseloven,
var han ogsaa Modstander af en Enkemands
Adgang til at ægte sin afdøde Hustrus Søster,
saavel som af Kvindernes politiske Valgret,
uagtet de netop under hans Styrelse 1869—70
først fik Valgret til Skoleraad og Byraad. Som
Styrer af Finanserne har G. vel næppe haft sin
Ligemand, men hans ringe Kendskab til
udenlandske Forhold var den største Mangel hos
ham som Statsmand, hvorimod hans strenge
Retfærdighedsfølelse var hans ypperste Fortrin.
Han havde en ualmindelig Arbejdslyst og
tilsvarende Arbejdsevne (han kunde arbejde 16 Tim.
i Døgnet); midt under travl Ministergerning fik
han Tid til at skrive talrige Afh. i Tidsskr om
politiske, kirkelige og litterære Emner. Det var
en forbavsende Masse Bøger — af højst ulige
Art og Indhold — som han overkom at læse
(næst Carlyle var han vel Englands største
Læser), og ligeledes en forbavsende Masse Breve,
han skrev i sit lange Liv (da J. Morley skulde
skrive hans Levned, fik han mange Tusinde
Breve stillet til sin Raadighed). I hans Fritid
var det hans Yndlingssyssel at fælde Træer i
sin Park. Med sine Forpagtere stod han paa
den bedste Fod og laante dem gerne Bøger af
sin store Bogsamling. Ogsaa virkede han til sin
høje Alder som Lærer i Søndagsskolen paa sit
Gods. 1896 grundlagde han i Hawarden et
Kollegium (St Deiniols hostel) for teol.
Studenter med en samlet Udgift af 30000 £.
G. havde 1839 ægtet Katharine Glynne
(1812—1900), og førte med hende et saare lykkeligt
Samliv i henved 60 Aar; hun, til hvis ældre
Slægt fl. fremragende eng. Statsmænd hørte
(baade Grenville og W. Pitt), delte helt hans
Interesser og nød til Gengæld hans fulde
Fortrolighed. Ved dette Ægteskab blev han Ejer af
Hawarden Castle. Hun fødte 4 Sønner og 4
Døtre; af Døtrene ægtede 2 Præster, og den
yngste blev Forstanderinde for en højere Skole
for Kvinder; en af Sønnerne, Stephan (f.
1841) blev 1872—1904 Præst i Hawarden.
William G. (1840—91) var 1865—85 Medlem af
Underhuset og 1869—74 Skatkammerlord. Om
Herbert G. s. d. (Litt.: G. R. Emerson,
Life of W. G. [London 1881]; G. Barret
Smith, Life of W. G. [London 1884];
Ritchie, Life of W. G. [London 1884]; Th.
Archer, G. and his contemporains [4 Bd,
London 1890]; G. W. E. Russell, W. E. G.
[London 1891]; H. J. Leech, The life of W. G.
told by himself [London 1893]; H. Paul, Life
of W. E. G. [London 1901]; J. Morley, Life
of W. E. G. [3 Bd, London 1903]; N.
Neergaard, »W. G.« [Kbhvn 1886]; H. R.
Egeberg, »W. G.« [Odense 1896]; Grønvald
Nielsen, »W. G.« [Kbhvn 1910]).
E. E.
Gladstone [’g£ädstən], William Glynne
Charles, eng. Politiker, f. 19. Juli 1885, d.
11. Apr. 1915, var eneste Søn af W. E. G.’s
ældste Søn William (se under W. E. G.) og
arvede ved Farfaderens Død Hawarden Gods.
Han var som Student Formand for Oxfords
navnkundige Diskussionsklub, var senere
Attaché ved det britiske Gesandtskab i
Washington og blev Jan. 1911 liberalt Underhusmedlem
for Kilmarnock. Uden at have Farfaderens
glimrende Egenskaber, virkede han betydeligt
ved en Idealitet og Varme, der underbyggedes
med en prøvende og arbejdende
Samvittighedsfuldhed. Han blev en ivrig Talsmand for irsk
Selvstyre; i Forhandlingerne om Ophævelsen af
Statskirken i Wales vandt han Respekt ved
den Dygtighed, hvormed han hævdede en
selvstændig Stilling til højre for sit Parti. Skønt
han var Modstander af Krig i Alm., og, til at
begynde med, ogsaa af Englands Deltagelse i
Verdenskrigen, drev Overfaldet paa Belgien
ham til at træde ind i Hæren som Frivillig, og
han faldt under Kampene i Flandern. (Litt.:
Viscount G., W. G. C. G., a Memoir
[London 1918]).
P. L. M.
Glagolica (Glagolitisk Skrift), det
ældste slaviske Skriftsystem (Navnet af slavisk
glagol, Ord). I sin ældre Form, hvor
Tegnene bestaar af en Mængde krumme Linier,
findes det benyttet i de ældste oldbulgarske
Haandskrifter; men det gik tidlig af Brug
inden for det bulg. Omraade. Derimod fik det i
sin yngre, mere kantede Form en vis
Udbredelse paa det vestlige serb. Omraade, især i
Dalmatien, hvor det findes brugt i Dokumenter
til ind i 17. Aarh., men især Anvendelse som
liturgisk Alfabet, idet Paverne ved at tillade
denne Skrift lettere hindrede Tilslutningen til
den gr.-kat. Kirke. I Reformationstiden brugtes
Alfabetet af tyske og slovenske Lutheranere til
Udgivelse af reformatoriske Skr for
Sydslaverne. Det er dog stadig blevet trængt mere og
mere tilbage af det lat. Alfabet, og i vore Dage
er det kun bevaret som liturgisk Alfabet ganske
enkelte Steder i Dalmatien (Stifterne Veglia,
Spalato, Zara og Sebenico) og i Montenegro. Det
stammer rimeligvis fra den gr. Minuskelskrift,
som den brugtes i 9.—10. Aarh., og er muligvis
det Alfabet, som Kyrillos siges at have
opfundet til Brug for Slaverne, men Betegnelsen
»kyrillisk Alfabet« er tidlig blevet brugt om den
Jangt klarere Skriftform, der afløste det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
