Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gletscher - Gletscherloppe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ujævnheder af Fjeldet glattes, og G. graver sig
stadig dybere ned (Gletschererosion);
de større og haardere Stene graver desuden
Furer, de saakaldte Skurestriber ell.
Skuringsmærker.
Nogle af de Fænomener, som mest falder i
Øjnene for dem, der besøger en G., er flg.:
Elven, som strømmer fra den, har graat, leret
Vand, saasom den er opfyldt af Stenstøv
fremkommet ved Stenenes Skuring under Isen.
Vandet kommer frem af en Aabning, lig en
Tunnelmunding, i Isen, den saakaldte G.-Port.
Er der lidet Vand i den, kan
man gaa et Stykke ind i
Istunnelen og her beundre den
prægtige blaa Farve, Isen
viser i gennemfaldende Lys. Vil
man over G., bør man være
fl. i Følge og for Sikkerheds
Skyld lade sig binde sammen
ved Tov. G. er nemlig i
Reglen gennemsatte af Spalter, og
disse udvides ved Tøning og
danner ofte, navnlig hen imod
G.-Enden, hvor Tøningen er
længst fremskreden, aabne
Kløfter. I Sommertiden møder
man ikke saa sjælden
Smaabække dannede af Tøvand oppe
paa Isen. Forfølger man en
saadan G.-Bæk indover, ser man i
Reglen, at den forsvinder i en
Sprække, hvis Sider den har
udhulet, saa den falder ned som
i et cylindrisk Rør. Et saadant
Rør kaldes en G.-Mølle, da
Vandets Buldren deri minder
om et Møllehjuls Klapren.
Nedfaldne Stene er alm. paa
G., navnlig langs deres Sider.
Store Stene beskytter
Underlaget mod Solstraalerne, saa
at Tøningen sker
langsommere end i Omgivelsen; Følgen
bliver, at saadanne Stene
kommer til at hvile paa en
Sokkel af Is og saaledes danner,
hvad man kalder et G.-Bord.
Foruden de store G., der skrider langt ned
i Dalene, træffer man undertiden de saakaldte
Hænge-G., der altid er smaa og næsten helt
holder sig til Sneregionen; de ligger oftest i
meget stejlt skraanende Render i den øverste
Dalvæg og staar ikke altid i Forbindelse med
en Firn, men kan faa deres Materiale ved
Lavineskred fra højere liggende Egne.
Mest storartede er G. naturligvis udviklede i
Polarlandene. Bedst kendte her er Grønlands
G. blevne. De fra Danmark udgaaede
Undersøgelser har været meget værdifulde, bl. a. kan
nævnes, at Rink har eftervist, hvorledes
Isfjeldene paa Havet dannes i de saakaldte
Isfjorde ɔ: Fjorde, hvori store G. skyder sig ned.
Spitsbergens G. er nu begyndte at blive et
Maal for Turistrejser, hvad Aljaskas allerede
i nogle Aar har været. Islands G. er berygtede
for de saakaldte jøkul-hlaup. Naar nemlig et
vulkansk Udbrud finder Sted under en Ismasse,
finder der en stor og pludselig Smeltning Sted,
der opstaar Flomme, jøkul-hlaup, som river
med sig Ismasser, Grus og Sand i en forvirret
Blanding. Af Norges G. hører Buarbræen ved
Folgefonnen og Boiumbræen til de mest
besøgte. Den 14 km lange Tunsbergdalbræ, der
(som Boiumbræen) gaar ned fra
Justedalsbræen, er Norges længste G. Bl. Alpernes G. er
den store Aletsch-G. den største, 14 1/2 km
lang. Meget besøgt er den temmelig uanselige
Grindelwald-G. Ogsaa Kaukasus og Himalaya
har anselige G. (Litt.: Heim, »Handbuch
der Gletscherkunde« [Stuttgart 1885, samt
»Zeitschr. f. Gletscherkunde«, fra 1906]. En
fortræffelig populær Fremstilling findes i
Tyndall, Forms of water [i The international
scientific series], der ogsaa er oversat paa
Fransk og Tysk).
(H. R.). J. P. R.
 |
| Fig. 3. Gross Glockner og Pasterzerbræen. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
