Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gluck, Christoph Willibald - Glug - Glugmaaned - Glukonsyre - Glukosamin - Glukose - Glukosid - Glukotannoider - Glúma - Glumales - Glúmr Eyjolfsson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fr. Smag (Optog, Danse, Achilles’ chevalereske
Skikkelse). Operaen vandt da ogsaa hurtig en
høj Grad af Yndest hos Pariserne. Paa den
anden Side fik G. snart talrige Modstandere,
dels Folk, der frygtede, at han skulde bringe
den nationale fr. Opera i Glemme, dels de, der
sværmede for den nylig fra Italien indførte
lettere Opera buffa (comique). Da G.’s flg.
Operaer (Bearbejdelser af tidligere Værker, som
Orfeus og Alceste) ikke ret slog an, følte disse
Modstandere sig stærke nok til at aabne en
Kamp, den musikhistorisk berømte
»G.-Piccinniske Strid« (Piccinni blev indkaldt for at støtte det
ital. Parti med sine Værker). De kendteste
Forf.’s Navne i denne Strid, der, ført med
Lidenskab gennem en Aarrække, viser Parisernes
levende Interesse for Teater- og
Kunstspørgsmaal i denne Periode umiddelbart før den
store Revolution, er Arnaud, Suard,
Marmontel, La Harpe og Grimm. G. og
Piccinni selv tog i art Fald ikke direkte Del i
Striden. Efter et Besøg i Wien vendte G. atter
tilbage til Paris og lod (1777) sin endnu mere
»franske« Opera Armide til Tekst af Quinault
opføre uden dog at vinde nogen absolut Sejr
dermed, væsentlig fordi den storslaaede
Skildring af Armida’s dæmoniske Natur laa
Franskmændene fjernt. Imidlertid havde heller ikke
Piccinni synderligt Held med sine Arbejder i
tragisk Stil, og G. tilkæmpede sig i hvert Fald
snart en ubestridt Førsteplads med sin
Iphigénie en Tauride, G.’s ypperste Værk, der
opførtes 18. Maj 1779 og modtoges med en
saadan Begejstring, at selv Modstanderne følte sig
tvivlende el. dog opgav Kampen.
Med sin flg. — sidste — Opera Echo et
Narcisse havde G. derimod absolut Uheld (til Dels
dog p. Gr. a. den slette Tekst), og dette synes
at være gaaet ham saa nær, at han uforberedt
forlod Paris og vendte tilbage til Wien (1780).
Her levede G. højt anset og lykkelig, indtil et
Slagtilfælde lammede ham. Forsk.
Kompositionsplaner (bl. a. Klopstock’s »Hermannsschlacht«
og »Hypomnestra« til Paris-Operaen) forblev
urealiserede; derimod stammer fra denne Tid
G.’s kirkelige Værk De profundis (ved Siden af
Salmen Domine noster), hans eneste af denne
Art. Af Instrumentalværker har G. kun skrevet
ganske faa (Symfonier).
Den Omstændighed, at G. saaledes saa godt
som udelukkende var Operakomponist (der
kendes over 100 Operaer af ham), har væsentlig
Bet. ved Forstaaelsen og Bedømmelsen af hans
Musik. I sine betydeligste, af Reformidéerne
inspirerede Operaer aabenbarer han en mægtig
Fantasi, en storslaaet Patos og Lidenskab, en
sjælden Evne til at skabe dram. Liv og til
med enkle Midler at frembringe store sceniske
Virkninger. I musikalsk Dybde, i
Opfindsomhed og Kompositionsteknik overgaas G. derimod
af mere end een af de berømte Mestre, der
var hans Samtidige ell. nærmeste Efterfølgere.
Naar G. derhos trods sin levende Følelse for
det »menneskelige« ikke helt undgaar en vis
ensformig »Koturnestil«, da skyldes dette dels
Stofvalget i Forbindelse med Indflydelsen fra
den fr. Tragedie (til Dels G.’s Forbillede), dels
navnlig G.’s bevidste Opposition mod den ital.
Opera med dens lavere Maal: kun at adsprede
og kildre Sanserne. Samtiden satte under G.’s
Billede Ordene: »Han foretrak Muserne for
Sirenerne«, og paa dette Punkt maa G.’s
fremragende musikhistoriske Bet. søges. Her
arbejdede hans kloge, beregnende Hoved sammen
med hans Kunstbegejstring og hans Geni, og
det lykkedes ham at skabe saa ypperlige
Værker, at de slog den ital. Forfaldsopera ned og
gav Musikdramaet nyt og kraftigt Liv,
væsentlig paa Grundlag af de samme Ideer, af hvilke
det opr. var opstaaet. — En mesterlig Buste af
G. i Paris-Operaen skyldes Houdain. En
Pragtudgave af hans Hovedoperaer udkom
1873—96 hos Breitkopf og Härtel under Medvirkning
af Saint Saëns, Tiersot m. fl. Fl. af hans
Operaer opføres nu i Bearbejdelse af senere
Mestre, saaledes først og fremmest »Ifigenia
i Aulis« af Rich. Wagner (»Ifigenia i
Tauris« af Rich. Strauss etc.). Et
»G.-Gesellschaft«, senere »Neue G.-Gesellschaft« virker
for Udgivelsen og Udbredelsen af G.’s Værker.
(Litt.: Biografier af A. Schmid, Marx
[»G. und die Oper«, I—II]; Reissmann,
Welti, Tiersot [1910 i Maîtres de la
musique] og d’Udine [1913 Musiciens
célèbres]; se endvidere Desnoiterres, G. et
Piccinni [1872] og Mémoires pour servir á
l’histoire de la revolution opérée dans la musique
par le chevalier G. ved Leblond (1781), paa
Tysk ved Siegmayer).
W. B.
Glug, Glughul, et lille Vindue, ell.
Lyshul i Muren uden Rude for; paa gl.
Bøndergaarde findes ofte G. paa Stald- og
Ladebygningerne, i Reglen korsformede Aabninger. I daglig
Tale kaldes ofte Øjnene for Gluggerne.
G. K-n.
Glugmaaned eller Glug = Jan. Maaned;
kun kendt i Danmark (og Skaane) og af uvis
Oprindelse. I Oldnordisk findes der et digterisk
Ord glygg, som bet. Vind; G. har været sat i
Forbindelse med dette og skulde da betyde
»Vindmaaned«.
G. K-n.
Glukonsyre, se Glykonsyre.
Glukosamin (Glykosamin), se Chitin.
Glukose, d. s. s. Glykose.
Glukosid, d. s. s. Glykosid.
Glukotannoider, Glykosider (s. d.), hvis
mest karakteristiske Bestanddel er en
Garvesyre, forekommer bl. a. i Rhabarberrod.
R. K.
Glúma [’glu.ma], se Glúmr Eyjolfsson.
Glumales, se Avneblomstrede.
Glúmr Eyjolfsson [’glu.mr-’öjo£vsån], død
1003, kaldt Viga-Glúmr p. Gr. a. sine
mange Drab, er Hovedhelten i en isl. Slægtsaga,
forfattet omkr. 1200, Vigaglúmssaga (eller
Glúma). Efter at have været noget sen og
træg i sin Opvækst rejste G. sig pludselig,
hævnede sin Fader og blev en af de største og
kraftigste Høvdinger i sin Egn, Øfjorden.
Naturligvis indvikles han i forsk. Stridigheder,
men han besejrer sine Modstandere ved sin Kraft
og sine listige Paafund og fører dem bag Lyset
ved sine tvetydige Eder; herved bliver han en
ejendommelig og individuel, storslagen
Sagapersonlighed. I hans fremrykkede Alder gaar
det imidlertid til Agters for ham, og han
maatte, tvunget af den vise Einar Eyjolfsson,
forlade sin kære Gaard. G. var Skjald, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
