Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Goalpara - Goave - Gobat, Charles Albert - Gobat, Samuel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Goalpara [goua.£’pa.ra], Gowalpara,
Hovedstad i et Distrikt af samme Navn i det
nordøstlige Forindien, ligger ved venstre Bred af
Bramaputra og har c. 7000 Indb. Distriktet blev
1765 af traadt af Kejseren af Dehli til
Englænderne. Der dyrkes særlig Tobak, Bomuld og
Sukkerrør.
M. V.
Goave [gå’av] (Grand-G. og Petit-G.), to
Kystbyer i Republikken Haiti ved
Port-au-Prince-Bugten. Petit-G. har c. 5000 Indb. og
Udførsel af Kaffe.
G. Ht.
Gobat [gå’ba], Charles Albert, schweiz.
Politiker og Forf., f. 1843 i Cremine (Kanton
Bern), d. 1914. Som Dr. jur. og Advokat
indtraadte han i Kanton Berns Administration og
blev 1882 kantonal Undervisningsminister. 1884
fik han Sæde i Forbundets Stænderraad,
hvorfra han faa Aar efter gik over i Nationalraadet.
1892—1909 ledede han det
interparlamentariske Bureau for international Voldgift. For sin
Virksomhed ved denne Institution fik han 1902,
sammen med Elie Ducommun, den Nobel’ske
Fredspris. Maj 1909 blev G. Sekretær ved det
internationale Fredsbureau i Bern. G. har
været meget virksom i den periodiske Presse og
har af Bøger skrevet bl. a. den hist. Studie
La république de Berne et la France pendant
les guerres de religion (1891).
(K. V. H.).
Gobat [gå’ba], Samuel, protestantisk
Biskop i Jerusalem, f. 26. Jan. 1799 i Cremine
i det nuv. Kanton Bern, d. 11. Maj 1879 i
Jerusalem. Hans Forældre var fromme Kristne;
men tidlig rørte der sig hos ham Tvivl om
Biblens Sandhed. 19 Aar gl oplevede han
imidlertid en kristelig Vækkelse, der prægede ham
for hele Livet. 1821 blev han optaget paa
Missionsskolen i Basel. 1825 traadte han i London
i »det kirkelige Missionsselskab«’s (Church
Missionary Society) Tjeneste og blev udsendt til
Abessinien for at søge at vække nyt Liv inden
for den forstenede abessiniske Kirke. Først
maatte han dog tilbringe 3 Aar i Ægypten,
før det 1829 lykkedes ham at komme ind i
Abessinien, som i lange Tider havde været lukket
for alle Europæere. I sin senere udgivne
Dagbog, Journal of a three years residence in
Abyssinia (1834, 2. Udg. 1849) har G. skildret sine
Oplevelser i dette Land. Trods Folkets Overtro og
Præsternes Uvidenhed fik han i det hele en
god Modtagelse. Han uddelte Evangelierne i
amharisk Overs. og kunde frit tale om
Nødvendigheden af den Enkeltes personlige
Omvendelse og den abessiniske Kirkes
Reformation, bl. a. ved Oprettelsen af højere Skoler og
Seminarier, der skulde skaffe Folket en bedre
uddannet Gejstlighed. Da Krigsuroligheder
hindrede hans videre Virksomhed, vendte han
1833 tilbage til Europa. 1834 rejste han atter til
Abessinien; men en vedholdende smertefuld
Sygdom nødte ham 1836 til at vende hjem.
De næste Aar tilbragte han for største Delen
paa Malta, hvor Missionsselskabet havde et
Trykkeri; her arbejdede han bl. a. med en
arabisk Bibeloversættelse.
1846 udnævnte Friedrich Wilhelm IV af
Preussen G. til Biskop for det 1841 oprettede
anglikansk-preuss. Bispedømme i Jerusalem. Efter at
være ordineret af Ærkebiskoppen i Canterbury
tiltraadte G. sin ny, meget vanskelige Stilling.
Som Biskop i Jerusalem havde han baade en
eng. og en tysk Menighed under sig, hver med
sin Gudstjeneste. G. var selv en alvorlig,
fredeligsindet Kristen, som forstod at skatte baade
den tyske og den eng. Fromhed (selv var han
jo uddannet paa en tysk Missionsskole og
udsendt af et eng. Missionsselskab); men han
undgik ikke, at Tyskerne syntes, at han var for
anglikansk, og Anglikanerne, at han var for
tysk. Dertil kom det vanskelige Forhold til den
gr. Kirke. G. søgte ikke at vinde Proselytter
bl. den gr. Kirkes Tilhængere; men han vilde
gerne medvirke til en Reform inden for denne
Kirke, hvad der ogsaa i høj Grad trængtes til.
Derfor søgte han at skaffe Biblen større
Udbredelse, ligesom han udsendte
»Bibelforelæsere«, der skulde læse højt i Biblen for dem, som
vilde høre derpaa. Naar saa den gr. Kirke
satte Folk i Band, fordi de læste i Biblen ell.
ikke vilde udlevere deres Bibler til at brændes,
og disse Mennesker derfor ønskede at
organisere sig som en protestantisk Menighed, ansaa
G. det for sin Pligt at tage imod dem. Dette
blev imidlertid misbilliget af den stærkt
katolicerende, højkirkelige Retning inden for den
eng. Kirke, og 1853 udstedte 1050 Medlemmer
af den eng. Kirke en højtidelig Protest mod, at
G. optog Proselytter fra den orientalske Kirke.
Men den anglikanske Kirkes 4 Ærkebiskopper
(2 eng. og 2 irske) udstedte en Erklæring, hvori
de støttede G.
Medens man saaledes fra højkirkelig Side
bebrejdede G. hans formentlige
»Proselytmageri«, fandt mange af Israelsmissionens
Venner, som drømte om Jødefolkets snarlige
Omvendelse, at han var alt for lidt ivrig for
denne Sag. Men G., som paa nært Hold saa de
palæstinensiske Jøders moralske
Forkommenhed, var meget forsigtig med at optage
Proselytter. Som Betingelse for Daaben krævede han
en virkelig Omvendelse og Villighed til at
arbejde for at fortjene Brødet. Derfor aabnede
han i Jerusalem et Arbejdshjem for
Proselytter, hvor Jøder, som ønskede at lade sig døbe,
kunde modtage Undervisning i Læsning,
Skrivning og Bibelkundskab, og tillige lære et
Haandværk, hvorved de kunde fortjene deres Brød.
I Løbet af 25 Aar døbte G. 200 voksne
Israelitter. Endnu mindre tilgængelig for Evangeliet
end Jøderne var den muhammedanske
Befolkning. Under disse vanskelige Forhold virkede
G. med stor Dygtighed og Besindighed i 33 Aar.
Særlig søgte han at virke ind paa den
opvoksende Ungdom ved at oprette Skoler, hvor
Læsning i Biblen havde en fremskudt Plads. 1847
aabnede han den første kristne Skole i
Jerusalem med 9 Børn; 25 Aar senere havde han i
Jerusalem 5 Skoler med 400 Børn og i hele
Palæstina 25 protestantiske Skoler med omtr.
1000 Børn. I Beg. søgte den gr.-kat. og den
rom.-kat. Kirke ved Trusel om Band at
skræmme Forældrene fra at sende deres Børn i disse
»Bibelskoler«, og da det ikke hjalp, gav de sig
til at oprette deres egne Skoler paa alle de
Steder, hvor Protestanterne havde en Skole;
men de protestantiske »Bibelskoler« havde dog
den stærkeste Tilgang.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
